Venner og veninder

De tekster, jeg gerne vil skrive til denne blog, kommer gerne til mig, når jeg er ude på én af mine gåture – alene.

Det var jeg i forgårs og her kom jeg forbi en mark, hvor der stod én enkelt valmue og blæste i vinden blandt en masse ens korn. Med det samme begyndte jeg at sammenligne dette med, hvordan jeg havde det for snart 3 år siden, hvor jeg følte, at jeg stod MEGET tydelig – og med en helt anden farve –  blandt alle andre “normale” mennesker. Jeg var hende, der IKKE var som ALLE andre!!

Jeg gik stille og roligt videre med mine tanker, men blev nødt til at gå tilbage for at tage et billede, som er det, I ser her.

Hvis man kigger godt på billedet, kan man se, at der er andre valmuer på vej op. Og det fortæller mig, at jeg ikke var/er alene. Der ER andre som mig!

Det hele ledte hen til, at jeg gerne vil dele lidt af mine tanker med jer, om hvordan jeg havde det og har det med mine venner og veninder.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det kan være MEGET svært at være ven/veninde med én person, der pludselig “knækker” – eller som jeg også skriver andre steder, som “går i stykker”!

Hvad skal man lige sige?

Hvad skal man gøre?

Hvad sker der egentlig?

Og lige så svært det har været for mine venner og veninder – lige så svært har det været for mig!!

Jeg er i den heldige situation, at jeg er gift med én af mine bedste venner. Jeg er så taknemmelig for ALT, hvad han har gjort for mig og alt hvad han stadig gør for mig.

Vigtigst af alt er, at jeg på INTET tidspunkt har følt mig presset af ham. Han har været helt exceptionel til at give mig plads, ro og kærlighed.

 

 

Jeg er ikke sådan én, der har mange venner og veninder. Jeg har lige præcis dem, jeg skal have.

I lang, lang tid var jeg overhovedet ikke selskabelig og jeg var heller ikke meget for at skulle væk fra min egen sikre base herhjemme. Og efter aftale med min psykolog skulle jeg KUN koncentrere mig om min egne 3 “mænd” og min far og mor. Andre kunne jeg simpelthen ikke forholde mig til. Jeg magtede det ikke.

På det her tidspunkt var ældstesønnen lige startet på efterskole, yngstesønnen bekymrede sig for meget om mig og min far var meget syg. Så der var nok af bekymringer. Jeg behøvede ikke flere!

Det er tit kendetegnende for mennesker med depression, overbelastning og angst, at de (mig selv inklusiv) gerne vil hjælpe ALLE andre. ALLE andre skal helst have det godt og være glade.

Det kunne jeg ikke leve op til i denne periode. Så samtidig med at jeg skulle “kæmpe” for at få det godt igen – “kæmpede” jeg også med en evig dårlig samvittighed over ikke at kunne være der for dem, der havde brug for mig. Altså, dem, JEG mente, der havde brug for mig.

Nu har jeg heldigvis lært, hvor vigtigt det er, at jeg har det godt i Min Egen Have, før jeg bevæger mig over i andres haver! 

Der er nogle venskaber, der ikke er samme sted, som de var FØR, jeg “gik i stykker” – men der er også venskaber, der er blevet bedre – (eller også er jeg blevet bedre til at se det gode nu).

Jeg har følt mig skuffet!

Der har været dage, hvor jeg har følt mig svigtet. Dage, hvor jeg ikke har kunnet forstå, hvorfor den eller den ven ikke var der mere for mig…..? Og jeg har grædt mange tårer over det!

Det er først nu, jeg kan se udover mig egen næsetip. Det er først nu, det går op for mig, at vi alle har vores at kæmpe med. Andre mennesker har faktisk deres eget liv at holde styr på og så er det ikke sikkert, at der er overskud til mig!

Man siger: “Venner kommer og går” – heldigvis findes der også venner, der “bare” bliver – uanset.

Der er kommet nye venskaber til og det er jeg så evigt taknemmelig for. Jeg har haft – og har stadig – brug for mennesker, der også kender til angst, depression og stress – der også har mærket det på egen krop. Det giver mig noget helt specielt at have samtaler med mennesker, der lige præcis ved, hvad det er, jeg snakker om, når jeg kommer ind på f.eks. angst. Jeg behøver ikke at forklare så meget! Samtidig er det også en stor hjælp for mig at høre andres historier om angst, depression og stress. Deres fortællinger og oplevelser gør, at jeg ikke længere føler mig så alene med mine “mærkelige” tanker. For når andre også har sådanne tanker, så kan de vel ikke være helt “mærkelige”.

Jeg har nogle veninder, der er guld værd for mig! Jeg føler så meget taknemmelighed overfor dem. Både overfor de gamle veninder – men også overfor de nye veninder, der heldigvis er komme til. At snakke med dem, er den terapi, jeg har brug for idag. Det er også dem, der ved, at hvis jeg ikke lige har overskud til at snakke med dem én dag, så har det INTET med dem at gøre. Så er det simpelthen bare fordi, jeg har brug for ro! Og tænk sig – de bliver ikke sure! De kan stadig godt lide mig næste gang, vi så snakker sammen!

Jeg er også så heldig, at der er flere af mine familie medlemmer, der helt klart også går under kategorien venner og veninder. Dette er ikke en selvfølge – bare fordi man er familie – så jeg føler mig meget priviligeret.

Der er én ven, jeg har ledt efter i mange år. Én, som jeg har haft rigtig svært ved at komme ind på livet af. Èn, som jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af, om var værd at være kærlig og sød overfor? Det er dog en ven, der ALTID vil være der og som jeg stille og roligt kommer til at holde mere og mere af. Og hvor jeg godt kan se venskabet vokse og blive helt specielt.

Den ven er mig selv!