Uddrag fra dagbog

At dele fra min dagbog er meget grænseoverskridende, men jeg vælger at gøre det, da det giver et billed af, hvor langt jeg er nået – og dermed også hvor langt andre måske kan nå.

Da denne hjemmeside er MIT projekt, vil min mand blive omtalt som “manden” og mine to drenge som “yngstesønnen” og “ældstesønnen”. Dette gør jeg af respekt for dem.

 

12. august 2014

Hvorfor skrive? For at få styr på tankerne. Det giver mig noget at skulle koncentrere mig om og giver mit tankemylder lidt ro.

Hvad går mit tankemylder ud på?

Bliver det nogensinde anderledes – hvor længe skal jeg tage beroligende piller – kan de overhovedet hjælpe mig.

Nu har jeg to dage i træk prøvet at sidde alene om morgenen efter manden er kørt på arbejde og yngstesønnen er taget i skole og så kommer DET bare. Først tårerne – smerten – og så siden angsten. Jeg tør ikke at være alene – hvorfor?

Jeg VED, at jeg nok skal kunne få det godt igen – lige nu er der bare lang vej. Det er svært at udtrykke, hvor meget jeg HADER at have det sådan her og hvor gerne jeg dog bare ville kunne “tage mig sammen”.

Lige nu sidder jeg nede hos min far. Jeg kan ikke være alene hjemme og skal igen “passes” af mine forældre i en alder af 42 år!! Men jeg ved, at det er nødvendigt, da jeg slet ikke kan holde ud at være alene. Jeg bliver simpelthen bange. Jeg skal have nogen i nærheden, for at jeg føler mig tryg. Så må det jo være sådan i et stykke tid. Jeg blev alene hjemme kl. 7.50 og efter 10 min. var jeg nødt til at tage en af mine beroligende piller. Min far kom kl. 8.30 og vi kørte ned til ham, hvor vi var ca. kl. 8.45. Jeg lagde mig ind i hans seng og gik ud som et lys indtil kl. 12.10. Så stod jeg op, spiste et stykke rugbrød og kunne så mærke, at jeg måtte have en pille igen. Det mærker jeg ved, at jeg bliver grådkvalt og det begynder at løbe koldt op og ned ad mine arme. Det føles virkelig som om, jeg har mega kold væske i mine arme.

Nu sidder jeg så her kl. 13.42 og skriver på dette. Jeg vil forsøge IKKE at sove mere, da jeg helst ikke “bare” vil sove hele dagen væk. Tænker faktisk på at gå en tur. Jeg ved, hvor meget motion og frisk luft betyder.

19. august 2014

Hmmmm – psykiatrisk afdeling. I dag skal jeg til min første samtale på psykiatrisk afdeling på Svendborg Sygehus. Jeg ved, at jeg har brug for det, men jeg synes, at jeg er kommet langt ud, når jeg har fået en tid på P-afdelingen!! Så er man da lidt ”tosset”.

I den sidste uges tid er jeg skiftevis blevet ”passet” af min mor og min far. Når jeg er sammen med min mor, kommer hun her og vi gør rent. Kan mærke at jeg har behov for at lave noget ind imellem og rengøring er bare meget ligetil at gå til. Og så vil min mor også gerne lave noget praktisk, når hun er her.

Hos min far er det noget andet. Der tager jeg ”hjem”. Jeg tager ned til ham og dagen går stille og roligt. Jeg læser og går tur. Vi spiser frokost sammen og så sover jeg til middag på mit gamle værelse. Der finder jeg ro.

Jeg tager stadig medicin – de der beroligende piller, jeg fik hos lægen. Jeg prøver at holde det på to piller om dagen, men nogle gange har jeg måttet tage tre. Samtidig tager jeg stadig min anti-depressiv pille om aftenen.

Selvom jeg går hjemme nu og ”bare” skal komme ovenpå igen, så er det vigtigt, at jeg i denne proces også gør ting, der gør mig glad. Ting der får mig til at føle, at jeg lever. Lige nu er det de små ting, der tæller – at læse godnathistorie med yngstesønnen, at sende breve til ældstesønnen, at lave aftensmad, at gå ture, at læse, at kramme, at spille spil og at grine engang imellem.

Men det er svært at acceptere, at jeg ikke kan mere end det.

25. august 2014

I dag har jeg været en tur i Odense for at besøge en veninde.

Alene på motorvejen!

Der gik meget snak i den. Oppe i mit hoved. Sad hele tiden og skulle berolige mig selv. Satte Whitney Houston på og sang med for at have noget andet at tænke på. Jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg kunne køre ind på rastepladsen ved Ringe for at have et mål at gå efter.

Inden jeg når rastepladsen ringer ældstesønnen fra efterskolen. Og når han ringer, ved jeg, at han meget gerne vil have fat i mig, så jeg tager telefonen. Det er altid dejligt at snakke med ham. Men pludselig kommer kuldegysningen rullende ind over mig og jeg ved bare, at jeg bliver nødt til at køre fra motorvejen. Jeg er kørt forbi rastepladsen ved Ringe og må derfor køre fra ved Ringe N.

Jeg får afsluttet samtalen med ældstesønnen og stiger ud af bilen. Jeg går lidt rundt om bilen, tager noget at drikke og siger til mig selv, at det er MIG, der bestemmer. Jeg sætter mig ind i bilen igen og kører et stykke på hovedvejen for så at komme ned på motorvejen og køre de sidste kilometer inden jeg kommer ind til Odense og kan køre fra.

Kommer frem til min veninde med rystende hænder og følelsen af, at jeg har dårlig mave. Jeg får et glas vand og sætter mig i sofaen og så går vi ellers i gang med at snakke. Derefter går vi tur i skoven og jeg begynder at løsne op. På vej hjem kører jeg hele vejen ad hovedvejen. Jeg kunne ikke overskue motorvejen igen. Men det skal jeg nok en anden dag!


Det er ret tankevækkende for mig at læse mine egne dagbogsnotater igennem, når der nu er gået så lang tid, som der er.

Udfra de notater, jeg nu vil dele, kan jeg læse, hvor tvivlende og famlende jeg har været. Det har været så godt for mig, at jeg har haft fagfolk tilknyttet hele tiden. Jeg har på intet tidspunkt følt mig alene – heldigvis.

Det kommer også stadig bag på mig, hvor syg jeg egentlig har været. Jeg kunne virkelig ikke overskue ret meget og 2 aftaler om ugen var mere end rigeligt.

Og så også det faktum, at jeg skal have Manden til at tage min puls og lytte til mit hjerte, fordi jeg vitterligt tror, at der er noget fysisk galt med mig.

Idag er det heldigvis anderledes.

 

9. Januar 2015

Så har jeg været sygemeldt i knap 5 mdr. og synes egentlig, at det går godt. Eller ….. det syntes jeg i hvert fald.

I dag i terapi gruppe knækkede jeg lidt igen. Vi har ikke været sammen i 3 uger og jeg synes julen og nytåret er gået OK. Men da det så var ved at være min tur til at komme med ”vejrmeldingen”, kunne jeg bare mærke angsten komme snigende. Og da jeg begyndte at tale, begyndte tårerne også at komme. Det punkt troede jeg ellers, at jeg var ovre!

Det hænger nok sammen med at min sygemelding går til d. 28. februar og jeg begynder igen at kunne mærke arbejdssøgningen puste mig i nakken – hader det. Og det påvirker mig åbenbart mere end bare lige.

Samtidig er jeg startet op på et mestringskursus sammen med 6 andre. Vi er alle stress ramte og skal se, om vi kan hjælpe hinanden med, hvad der skal til for at få en ”normal” hverdag til at hænge sammen igen.

Og så skal jeg starte på motion på mandag med fysioterapeuter. Det ser jeg også frem til. Det er dog mange ting, jeg skal til at forholde mig til og det påvirker åbenbart mere end jeg havde regnet med.

Da jeg så kom hjem fra terapi, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke havde det helt godt og så begyndte jeg at få det som om, jeg ikke kunne trække vejret ordentligt og efter nogle timer med det, begyndte det også at gøre ondt i brystet. Pisse irriterende når kroppen fortæller mig noget på den måde.

På tirsdag skal jeg op til min læge og have skrevet en situationsrapport til jobcentret og her skal jeg bede om at blive sygemeldt 2 mdr. mere – altså indtil 1. maj. Det vil helt klart berolige mig og give mig mere tid. Jeg ved godt, at jeg skal ud på jobmarkedet igen – men det skal bare ikke ske for tidligt!

Samtidig sagde de også til mig (psykologen og ergoterapeuten), at de ville fraråde mig at starte op på 30-32 timer lige efter min sygemelding. De synes, at jeg skal starte op med meget færre timer og så kravle stille og roligt opad i timerne. Men kan man overhovedet det – og hvad lever man så af imens? Jobkonsulenten snakkede godt nok om det sidst, jeg var hos hende, men det lød godt nok som om, at man ville få meget lidt at leve for. Hmmm – det må vi tage til den tid.

Det kan jo heller ikke nytte noget, hvis jeg går ned med stress igen….

Godt jeg har Manden. Han er så god til at nusse om mig og passe på mig. Jeg har virkelig en af mine ”ynkelige” dage, hvor jeg ikke kan få for mange knus, så jeg glæder mig til han kommer hjem. Ellers har jeg også Yngstesønnen. Han vil gerne kramme. Mangler min store søn. Min elskede store søn. Men han har det godt, hvor han er og sådan skal det være. Så kan han komme hjem og give knus om 14 dage. Puha – der er mange dage til. Savner ham.

Nu håber jeg ”bare”, at jeg skal have lægesamtalen på tirsdag overstået og så kan jeg klø på med positiviteten igen.

 

12. Januar 2015

Bliver simpelthen nødt til at få mine tanker ned på papir, så de måske også kan komme bare lidt ud af hovedet.

Problemerne med at trække vejret har jeg haft hver dag siden i fredags. Det kommer sådan ved 13-14-tiden og så varer det ved nogle timer. I går fik jeg også Manden til at prøve at tage min puls – han sagde, at den var meget svag – men det er der vel ikke noget galt med. Og senere bad jeg ham om at lytte mig på brystet, fordi jeg følte mit hjerte var på vej ud af kroppen. Men hjerteslaget var umiddelbart helt normalt.

Så det er nok – igen – ”bare” noget, der foregår oppe i mit hoved.

Jeg skrev til min sagsbehandler hos jobcentret og hende ergoterapeuten fra mestringskurset i går.

Jeg kan ikke overskue at starte på motionsdelen endnu alligevel. Jeg tænker, at det er bedre at vente til jeg er færdig i gruppe terapi. Det var åbenbart for meget for mig at skulle starte op med to nye ting på én gang.

Så nu har jeg terapien og mestringskurset – og så må jeg se at få sparket mig selv ud af døren og få gået nogle ture. Jeg er lidt spændt på, om jeg hører fra min sagsbehandler og ergoterapeuten, jeg skrev til i går. Skrev til dem, at jeg meget gerne ville snakke med dem om det, hvis de følte, det var nødvendigt. Jeg har jo ikke noget at skjule.

Jeg er så heldig, at jeg har kunnet få en tid hos min psykolog her i eftermiddag. Synes lige der er ting, jeg skal have vendt lidt med hende for at finde ud af, hvor jeg skal placere de forskellige ting, der er sket oppe i mit hoved i løbet af weekenden.


Jeg glæder mig til ferie ……. eller gør jeg?

Idag kan jeg – som så mange andre mennesker – glæde mig til ferie med familie, venner, ture, være længe oppe, ingen planer m.m. 

Men det har ikke altid været sådan!

Ferie kan faktisk være en uoverskuelig størrelse, når man er psykisk sårbar.

Som jeg har beskrevet andre steder, så er jeg ikke så god til nye steder og nye oplevelser. Jeg vil det rigtig gerne nu, men det tager mere på mine ressourcer, end det måske gør på mange andres. Og det har noget at gøre med, at jeg tager ALT ind. Jeg har ligesom ikke rigtig noget filter. Så samtidig med, at jeg ser nyt, lugter nyt, hører nyt, måske smager nyt, så er jeg også rigtig meget på “have-vandringer”. Hvis jeg er afsted sammen med nogen, tænker jeg meget over, hvordan de mon har det og hvordan de mon oplever de forskellige ting. Jeg danner også små historier i hovedet, om nogle af alle de mennesker, vi er omgivet af. Så jeg har rigtig, rigtig travlt, når jeg er ude af komfortzonen.

Oveni det kan det være svært, at de daglige rutiner bliver brudt.

Jeg ved, at mange mennesker synes, det er fantastisk, når man kan gøre lige, hvad man har lyst til – når man har lyst til det!

Jeg har det bedst med rutiner og systemer, så jeg ved, HVAD jeg skal og HVORNÅR jeg skal det. Heldigvis er vi (min mand og jeg) rigtig gode til at forventnings afstemme. På fridage får én af os altid stillet spørgsmålet: “hvad er planerne for idag” og før en ferie er det vigtigt for os begge to, at vi nogenlunde ved, hvad der skal ske. Selvfølgelig kan vi også have dage, hvor vi som sådan ikke har nogle planer og det er da også rart.

Jeg vil nu dele nogle oplevelser, jeg har haft mht. ferie/ture i de sidste 3 år. Det giver et godt indblik i, hvor svært det egentlig kan være – især hvis man har angsten med som følgesvend.

29. september 2014

Sikke en weekend! Skulle til bryllup i Lund i Sverige. Vil sige – rigtig meget kørsel på motorvej. Vi kørte hjemme fra fredag ved 13-tiden og allerede på vej ud mod Nyborg (på landevejen) begyndte jeg at få det skidt. Kuldegysningerne strømmede igennem mig og min mave gik helt amok. Jeg måtte tage en af mine beroligende piller.

Vi måtte holde ind i Nyborg, så jeg kunne komme på toilettet. Hele vejen til Lund kæmpede jeg mod en kvalme, der bare ingen ende ville tage. Vi havde ellers provianteret med slik og sodavand til turen – netop for at jeg skulle kunne holde fokus på noget andet end angsten. Men lige lidt hjælp det. Jeg prøvede at side og læse nummerplader og skilte – jeg trak vejret dybt og gjorde alt det, jeg vidste, at jeg skulle gøre. Det var en lang og ubehagelig tur. Men jeg gjorde det

Jeg nåede heller ikke panikstadiet, for jeg vidste jo godt, at det hele ”bare” var tanker og at der ikke ville ske noget. Så jeg var da nået et stykke. Da vi så endelig nåede frem til vores hotel, var vi alle trætte og kl. var blevet 16.30. Så vi hvilede os lige lidt.

Ved 17.30-tiden begyndte vi at gå ind mod Lund centrum. Jeg havde det stadig skidt og jeg var ret træt. Den der skide pille! Men vi fandt et sted at spise, hvor jeg sagde, at jeg meget gerne ville sidde udenfor. Det var de tre andre med på. De vidste godt, at jeg ikke var helt tip-top. Jeg bestilte en lille salat, men kunne næsten ikke spise noget. Ikke fordi det gør noget – men bare for at fortælle, at jeg altså virkelig havde det skidt. For ellers fejler min appetit bestemt ikke noget. Jeg spiste også kun 2 stk. slik på vej hjemmefra og til Lund. Og for dem, der kender mig, ved de, at det ikke er normalt.

Mens vi sad og spiste, kunne jeg slet ikke overskue at skulle tilbage på hotelværelset, for der var nemlig ikke mulighed for at få frisk luft ind. Der var klimaanlæg på værelserne. Men det gik egentlig OK. Vi havde også gået ret meget og vi var trætte. Da vi kom tilbage, så vi lidt fjernsyn – jeg læste og så sagde vi godnat ved midnatstid. Jeg nåede at få kuldegysninger igen, da vi skulle til at sove, men ikke noget, jeg ville finde mig i, så det gik over igen.

Om morgenen havde jeg stadig lidt kvalme. Vågnede allerede kl. 6.42. Yngstesønnen og jeg lå og hyggede i sengen med i-paden, indtil de andre to vågnede. Så spiste vi morgenmad, hvor jeg stadig kæmpede med kvalmen. Så gjorde vi os klar til brylluppet, hvor jeg nåede at blive lidt nervøs på min venindes vegne. Men det havde intet med min angst at gøre. Det var kærlighedsnervøsitet – hvis der overhovedet er noget, der hedder det. Resten af dagen gik rigtig fint og jeg fik holdt min tale – og det er jeg rigtig, rigtig glad for.

Køreturen hjem fra Lund gik over al forventning. Jeg havde taget en beroligende pille inden morgenmaden og så satte jeg mig bag i bilen, hvor jeg så kunne underholde mig med yngstesønnen.

Min veninde havde givet mig et rigtig godt råd. Jeg skulle sige til angsten, at den bare kunne komme an og tage hele min krop som gidsel. Det besluttede jeg mig for at prøve. Så da jeg kunne mærke, at nu ville min krop til at reagere, sad jeg i bilen og sagde højt: ”bare kom – jeg er ikke bange for dig – jeg er faktisk ret træt af dig – så bare kom”. Og så skete der ingenting!! Jeg var helt høj, da vi kom hjem – ja faktisk allerede på Storebæltsbroen, for så vidste jeg, at vi meget snart var færdig med at køre på motorvej.

Det var en kæmpe succes. Jeg føler, at jeg er på vej. Godt nok skulle jeg tage piller – men ski hul i det. Jeg er på vej.


 

26. juli 2015

Tiden går!

Vi været på tur til Sjælland. AC/DC koncert d. 16. juli. Det var en super fed oplevelse, men også en stor, STOR ting for mig. Der var mange grænser, der skulle overskrides. For det første køreturen over til Ballerup, hvor vi skulle bo.

Jeg kørte til Nyborg efter eget ønske og så overtog manden rettet. På vej henover Storebæltsbroen kunne jeg godt mærke, at angsten rigtig gerne ville vise sit grimme ansigt – men da vi nåede over broen, gik det ligesom i sig selv igen og turen gik fint. Vi havde en hyggelig dag med badelands besøg og hygge på værelset.

Dagen efter var det så den store dag. Vi tog af sted fra hotellet ved 13-tiden og så skulle vi køre med S-tog. Jeg vidste hele dagen ville blive udfordrende – ikke mindst fordi, vi skulle være sammen med 55.000 mennesker. Allerede i S-toget kunne jeg mærke spændingerne, men bevarede det positive sind. Jeg VILLE have en god oplevelse med min familie. Vi tog ud til Dyreskuepladsen i Roskilde, hvor koncerten skulle afholdes og der var allerede mange mennesker. Vi skulle mødes med en af vores venner og 2 drenge, han havde med.

Vi havde dog lige lidt tid alene og jeg kunne mærke nervøsiteten vokse. Jeg ville ikke have, at manden skulle drikke for meget, fordi det var vigtigt for mig, at han var ved sine fulde fem hele tiden. Det fik jeg sagt til ham og han var som altid sød og forstående.

Da vores ven kom, kunne jeg godt mærke, at jeg blev mere nervøs, for nu fik drengene og jeg ikke længere mandens fulde opmærksomhed. Men det gik nu fint nok alligevel. Vores ven var også rigtig sød og forstående. Vi måtte vente i mange, mange timer – fra 14.30 – 21.30 før den endelige koncert gik igang. Jeg fik intet at spise, fordi jeg ikke skulle have noget ned, der kunne gøre min nervøse mave endnu mere nervøs. Man blev jo skubbet og puffet til hele tiden og der var fulde folk og meget larm. Men det gik – også fordi jeg havde min søde mand at støtte mig op ad og han roste mig rigtig meget bagefter. Han synes, det var vildt imponerende, at jeg klarede det så godt.

Efter koncerten tog det os 3 timer at komme tilbage til vores hotel. Igen en masse skubben og puffen, men det gik. Havde det faktisk OK med det. Da vi endelig var kommet tilbage til hotellet og vi sad og snakkede, var jeg faktisk helt høj. Vi gik i seng kl. 3.30 og hele oplevelsen havde været det hele værd. Der var bestemt mere positivt den dag, end der var negativt. Hele vores familie tur til Sjælland var i det hele taget en dejlig oplevelse. Da vi stod op kl. 12 tog vi ind til København, hvor vi var på Tøjhusmuseet og på kanalrundfart. Inden vi tog tilbage på hotellet igen, fik vi lige noget at spise og så var vi ca. på hotellet kl. 21.00. Vi var trætte og så bare fjernsyn.

Dagen efter skulle vi kører hjem efter morgenmaden og det gik også over al forventning. Ikke snerten af angst – heldigvis.

13. juli 2016

For helvede – hvor er jeg skide træt af ikke at kunne styre min krop mere, end jeg kan. Den lever sit eget liv og VIL have mig til at være ”ude at skide” mht. til turen til Sverige. I nat vågnede jeg, fordi jeg skulle tisse og da jeg så lagde mig ind i seng igen, begyndte tankerne at køre rundt. Og jeg endte med at tænke flere gange, at det nok også bare er bedst, at jeg blev hjemme fra ferien. Så kunne de andre få en god ferie, uden at have mig med på slæb. Jeg lå og fik diverse angst symptomer og jeg havde det bare skidt. Jeg ligger og kæmper med to stemmer hele tiden. Den, der siger, at jeg skal have det skidt og ikke kan klare det og den, der siger, at jeg ikke skal lytte efter den anden stemme og bare tage tingene, som de kommer. Hader, hader, HADER at have det sådan. Og så det faktum, at det er så svært at forklare andre, hvordan det er, jeg har det.

Det er, som jeg sagde til manden forleden dag: “Jeg føler ikke kun glæde og spændthed ved denne ferie. Jeg føler også stor grad af bekymringer – hvad nu hvis – og det kan jeg ikke – hvad nu hvis jeg sidder deroppe bare og vil hjem – hvis jeg bliver syg – hvis yngstesønnen bliver syg – hvis der sker noget – hvis min hjerne nu går helt i spagat osv. osv. ….”

Jeg vil gøre mit bedste for at lytte til den anden stemme, der siger til mig, at jeg simpelthen bliver nødt til at tage én time ad gangen – og ikke mere!! Og så være ærlig overfor min kære familie. Både, at fortælle når jeg har det skidt, og når/hvis jeg får brug for et break. Sådan må det jo være!

29. juli 2016

Så blev ferien overstået. Har overordnet set været en helt fantastisk oplevelse og en dejlig ferie med mine dejlige ”mænd”. Men angsten ville selvfølgelig også være med.

Vi kørte fredag d. 15. juli kl. 14 hjemmefra og jeg kørte bilen indtil rastepladsen lige før Lillebæltsbroen. Det gik OK med svedige håndflader og nervøsitet i kroppen. Resten af vejen kørte manden og det gik fint nok med diverse stop derop ad.

Vi spiste en burger i Frederikshavn, inden vi skulle med færgen mod Göteborg. Da vi kom ombord på færgen, kunne jeg mærke, at jeg bare MÅTTE sidde udenfor. Vi havde ellers fundet et sted at sidde inde midt i færgen, men jeg ville udenfor. Det var der så ikke lige så stor forståelse for, for manden mente ikke, at jeg havde fortalt ham, at jeg heller ikke kunne lide at sejle. Det havde jeg dog gjort, men det er jo ikke alt den mand kan huske – og det skal han heller ikke.

Yngstesønnen og jeg sad udenfor hele turen. Det var fantastisk vejr, så det gjorde ikke noget. Og sidst på turen kom manden og ældstesønnen også udenfor. Så alt i alt blev det en dejlig tur.

Da vi kom til Göteborg skulle vi overnatte på et hotel og det var dejligt. Dagen efter spiste vi morgenmad og kørte mod Bengtsfors, hvor vi skulle have vores kanoer.

Det hele gik fint og vi kom ombord i kanoerne og så ellers ud i bølgen blå. Og der VAR bølger, så det var en hård start. Det blæste ret kraftigt, så da vi endelig fandt det sted, hvor vi skulle sove, var det også lidt besværligt at sætte teltene op og man blev helt ør i hovedet af al den blæst hele tiden. Drengene fik badet og så skulle vi have aftensmad. Spagetti Napoli fra dåse. Det smagte OK og vi nåede også at få kaffe/te og kiks, inden vi sagde godnat og lagde os ind i vores respektive telte. Yngstesønnen og jeg skulle sove i samme telt.

Vi havde fået os lagt og fået sagt godnat – men lige pludselig satte yngstesønnen sig op. Han havde voldsom kvalme. Jeg tænkte, at det kunne være maden. Tidligere havde manden også sagt til mig, at yngstesønnen nok ikke skulle sluge for meget søvand, for det kunne han måske også få det dårligt af. Så for én – som mig – der er panisk angst for opkast, skulle der ikke mere til, end at yngstesønnen sagde, at han havde kvalme, før angsten begyndte at skylle ind over mig.

Vi skyndte os ud af teltet, for han ville naturligt nok bare ud i den friske luft. Så vi brugte noget tid på at sidde ude og nyde solnedgangen, så meget som vi nu kunne. Og så prøvede vi at lægge os ind igen. Der gik ikke mange sekunder, før yngstesønnen sagde, ”jeg skal ud nu og det skal gå lidt stærkt” – og så gik vi ud igen. Han nåede aldrig at kaste op! 

Jeg fik det jo som sagt også selv skidt og skulle meget hurtigt på “spade patrulje”.

Vi nåede også at ligge ude på den ene sovepose med den anden sovepose over os, men til sidst fandt vi ud af at lægge os på samme måde inde i teltet og så ligge med hovedet i den ende med åbningen og kun have fluenettet for. Og så skulle yngstesønnen ligge i arm hele natten – så det var så som så med den søvn, jeg fik.

Mens jeg lå der i teltet, var jeg nødt til at finde på strategier for, hvad vi måtte gøre, hvis det fortsatte på denne måde, for så var jeg jo godt klar over, at jeg ikke kunne holde en hel uge. Jeg aftalte med mig selv, at yngstesønnen og jeg måttet hentes et eller andet sted af dem fra kanocentralen, hvis dette blev ved. Så måtte vi leje os ind på et vandrehjem eller et hotel, indtil manden og ældstesønnen så var færdige med kanoturen. Det var en hård én at skulle fortælle manden dagen efter, men det var jeg nødt til. Tænkte meget på sætningen: ”Det er den, der har behovet, der har ansvaret”. Heldigvis kom det ikke så vidt, da vi også fandt ud af at få købt nogle skorper og noget knækbrød, så yngstesønnen og jeg ikke behøvede at spise dåsemad om aftenen. På den måde undgik vi da i hvert fald den kvalme. Og så fandt vi ud af, hvordan vi skulle ligge i teltet, så det var til at holde ud for os begge to.

Resten af turen gik helt OK.


Én af de ting, jeg bl.a. også bruger min dagbog til, er at kunne gå tilbage i tiden og se, hvor skidt jeg egentlig har haft det.

Der kan så være nogle, der tænker: “Hvorfor gør du dog det?”

Jeg gør det faktisk for at se, hvor langt jeg er nået i dag. Nogle gange kan jeg godt synes, at jeg overhovedet ikke rykker mig og “bare” står samme sted. Men når jeg så læser i min dagbog fra min sygdomsperiode, kan jeg ikke altid genkende mig selv. Det er så vildt at tænke, at jeg har haft det så skidt.

Angsten har været den, jeg har haft sværest ved at styre. Også fordi jeg ikke har kunnet forstå den.

Jeg vil nu dele endnu et uddrag fra min dagbog, hvor du kan læse lidt om, hvad jeg bl.a. har gjort for at få lidt mere styr på min angst og for at lære at forstå den.

—————————————————————————————————————————————–

18. marts 2015

Så er mestingsforløbet afsluttet. Men vi har da heldigvis aftalt, at vi skal blive ved med at ses. Så der er blevet oprettet en FB gruppe. Jeg mødes også med pigerne fra terapi gruppen. Vi har også en FB side.

Jeg er også stoppet hos psykologen, så der er ting, der bliver afsluttet. Men så kan noget nyt begynde. I morgen skal jeg starte hos en psykomotorisk terapeut. Det bliver ene konsultationer og det jeg håber er, at hun kan hjælpe mig med at håndtere min angst. Det er den, jeg nu skal have bugt med, så det ikke er den, der styrer mit liv, men mig, der styrer den. Jeg er træt af, at angsten ligger lige under overfladen. Jeg skal komme hos hende tre gange og det vil være en blanding af øvelser, snak og behandling. Ser meget frem til det.

Jeg er også blevet meldt ind i Angstforeningen, hvor jeg er skrevet op til at skulle være med i en samtale gruppe, hvor man kun beskæftiger sig med angst. Mangler virkelig at snakke med nogle, der ved, hvad jeg snakker om! Ligesom med terapi gruppen.

Det er mest den skide angst for at køre på motorvejen. Jeg brækker mig. Måtte igen sættes af, da vi skulle op og hente ældstesønnen hjem til vinterferien. Heldigvis er der forståelse fra hele familien og min mor og hendes mand kom og hentede mig. Det er mest mig, der har svært ved at acceptere tingenes tilstand.

Jeg skal også starte hos en psykiater. Jeg var hos lægen i går og han synes, at det var næste skridt. Han gav mig en god forklaring på forskellen mellem en psykolog og en psykiater. En psykolog tager sig mest af akut opståede tilstande: stress, skilsmisse, dødsfald osv. Hvor en psykiater er specialist i sygdomme såsom: depression, angst, OCD osv. Så det giver god mening, at starte der, synes jeg. Jeg kan dog sikkert først få en tid i slutningen af maj måned eller i starten af juni. Men i mellemtiden har jeg jo så den psykomotoriske terapeut.

Jeg regner også med, at jeg i næste måned skal til en snak på jobcentret, hvor jeg i samarbejde med en jobkonsulent skal finde en virksomhed, der kunne tænke sig at få mig i arbejdsprøvning. Jeg har frem til juli 2016 til at komme til at stå ”til rådighed”, som det så smukt hedder. Det beroliger mig meget, at jeg har så lang tid. Men som jeg så tit har sagt, så føler jeg virkelig, at jeg bliver hørt og at alle folk vil mig det godt. Det er så dejligt.

26. marts 2015

Den psykomotoriske terapeut siger, at jeg skal lade være med at kæmpe så meget imod min angst, da det er min krop, der prøver at fortælle mig, at den har brug for noget. Jeg talte med hende om, hvordan jeg ville trøste yngstesønnen, hvis han kom til mig og var angst. Jeg ville naturligvis ikke skælde ud og bede ham om at gå væk. Jeg ville holde om ham og trøste ham. Så det er det, jeg vil arbejde med at gøre nu – altså ikke skælde mig selv ud, når jeg har angst.

Min oplevelse hos den psykomotoriske terapeut var meget grænseoverskridende. Hun startede med at får mig ned i tempo, da jeg selvfølgelig havde haft for travlt med at komme ud af døren. Så sad vi og snakkede om min barndom m.m. Det er igen den ”lille Lisa”, der får at vide, at hun er dum og grim og ulækker, der spøger + andre ting. Jeg skulle så ned på gulvet og ligge og så lavede hun nogle bevægelser med mig, hvor jeg ikke skulle gøre andet end at slappe af, men hvor hun fik min krop afspændt. Det var rart. Men så skulle jeg i gang med vejrtrækningen. Trække luften ind så jeg bevægede solar plexus og så slippe luften meget pludseligt. Mens jeg gjorde det masserede hun omkring solar plexus og lige under mine ribben. Sådan blev det ved længe. At jeg skulle blive ved med at koncentrere mig om min indåndning og den pludselige ”slippen luft”. Men der var meget lyd på. Det blev en meget voldsom oplevelse og jeg fik både kvalme, blev svimmel og begyndte at græde helt vildt. Jeg fik det nøjagtig som jeg havde det, da jeg havde født yngstesønnen og alt gik fra at være et ”normalt” kejsersnit til at være et rum fyldt med panik, hvor jeg hurtigt skulle lægges i fuld narkose. Grimt, grimt, grimt. Bagefter skulle jeg så op og stå og stampe i gulvet og komme af med nogle af aggressionerne og efter det skulle jeg skubbe til den psykomotoriske terapeut og råbe “NEJ”. Selvom det var en meget speciel oplevelse, er jeg ikke i tvivl om, at det er godt for mig og jeg glæder mig til næste gang. Jeg var svimmel ca. 15 min. efter jeg var gået derfra.

Men det dag kunne jeg kører op på efterskolen og hente ældstesønnen HELT alene. Det var så dejlig en oplevelse at kunne overraske ham og alle andre, der ikke vidste, at jeg var kørt derop !


Jeg bruger stadig den psykomotoriske terapeut. Både til individuelle behandlinger og til Mindful Moving. Det har været noget af det, der har gjort, at jeg har det så godt, som jeg har det i dag.

Jeg har lært, at jeg skal give mig selv lov til at føle alle følelser – også de “dumme” og så har jeg lært VIRKELIG at lytte til min krop – og gøre noget aktivt, når kroppen beder om det!