Symptomer på angst

Det var først i august 2014, at jeg blev rigtig klar over, at jeg havde angst.

Efter mit voldsomme angstanfald på motorvejen var jeg inde på en hjemmeside for at læse om en kvinde med angst og hun ridsede nogle fysiske symptomer op:

Hjertebanken/hurtig puls

Øget svedproduktion

Rysten

Mundtørhed

Følelsen af åndenød/vejrtrækningsproblemer

Kvælningsfornemmelse

Trykken/Smerter i brystet

Kvalme eller uro i maven

Svimmelhed eller ør

Uvirkelighedsfornemmelse

Frygt for at miste kontrollen eller blive skør

Dødsangst

Varme/kuldefornemmelse i kroppen

Prikken fornemmelse i kroppen

Når jeg får et angstanfald i dag oplever jeg alle disse symptomer – ikke alle symptomer hver gang og nogle mere end andre.

I starten af min sygemelding oplevede jeg alle 14 symptomer for fuld udblæsning HVER GANG, jeg havde et angstanfald og så er der jo ikke noget at sige til, at jeg var træt bagefter. Hele kroppen var på overarbejde. I dag kan jeg – som tidligere beskrevet – ofte mærke, når der er et angstanfald på vej og så kan jeg nå at bremse en del af symptomerne.

Jeg får dog også stadig angstanfald, der bare kommer ud af den blå luft.

Det første jeg normalt oplever ved et angstanfald er en rislende kuldefornemmelse i hele kroppen. Som om jeg er et af de der vandanlæg, der kan rense luften. Det kører simpelthen op og ned i kroppen på mig. Så bliver jeg svimmel og får kvalme. De tre ting sker næsten samtidig og tager et sted mellem 1-2 sekunder af min opmærksomhed, men åbner en kæmpe port til ”Angstland”. Så skal jeg bruge en rum tid på at tale mig selv fra at gå ind ad den port. Det kan så til gengæld tage alt fra 5 min. til flere timer. Alt efter hvad for en situation, jeg befinder mig i. Nogle gange bliver jeg dog nødt til at give efter og gå ind ad porten. Så er jeg i angstens magt i en rum tid og skal så lige bruge noget tid på at komme mig bagefter

I starten af min sygemelding havde jeg angst for mange ting. Jeg turde ikke være alene hjemme og måtte passes af min mor og far, når min mand var taget på arbejde og drengene var taget i skole. Jeg turde ikke at køre på motorvejen. Jeg var ikke bange for, at jeg skulle køre galt. Jeg tror, jeg havde fået angst for motorvejen, fordi det var der, jeg oplevede det voldsomme angstanfald i august 2014. Jeg ville heller ikke være i for store forsamlinger eller i biografen. At køre med bus eller tog var udelukket og tandlægen havde det heller ikke nemt med mig, når jeg sad i hans stol.

I dag er jeg ikke længere bange for at være alene hjemme. Tror dog ikke jeg ville bryde mig om det, hvis jeg skulle sove helt alene i huset. Motorvejen har jeg heldigvis ikke angst for mere. Men det har taget over 2 år at blive gode venner med den igen. Jeg kan godt være i store forsamlinger. Jeg bliver dog hurtigere træt i hovedet, når vi er mange mennesker samlet og det kan godt fremprovokere angst symptomer. Biografen kan jeg godt overskue nu. Jeg skal bare sørge for at sidde på bestemte sæder. Så hvis jeg skal i biografen med nogen, er det altid mig, der bestiller billetter. Jeg kan godt køre i bus og tog. Vil dog helst køre i bil. Tandlægen er også stadig en udfordring, men den er ikke større end, at jeg tager den op.

Det, der har gjort den store forskel for mig i de ovennævnte situationer, er helt klart, at jeg har fået sat ord på min angst. Jeg er ikke bange for at fortælle folk, at jeg har angst. Hvis jeg kommer i situationer, hvor jeg ved, at jeg kan få angst, så siger jeg det. Bare det at få sagt det højt, er tit nok for mig. Så ”gider” angsten slet ikke at komme. Men det kræver mod og øvelse at være så åben om angsten.

Derudover har jeg – næsten fra starten af min sygemelding – konfronteret angsten.

Efter at mine forældre havde ”passet mig” skiftevis i ca. 14 dage, begyndte jeg stille og roligt at være alene igen. Så var det nok, at jeg havde telefonen og altid kunne ringe efter dem, hvis det var nødvendigt.

Der gik heller ikke ret lang tid, før jeg var ude at køre på motorvejen igen. Jeg kunne dog ikke køre hele strækninger på motorvejen, så jeg har også set mange landeveje, de to år den angst stod på.

Jeg har lært at vælge til og fra mht. store forsamlinger. Jeg vurderer simpelthen, hvad der er bedst for mig i den givne situation. Hvis jeg kan mærke, at jeg ikke har overskuddet til mange mennesker, så tager jeg måske med – men bliver kun i kort tid eller finder et sted, hvor jeg kan hvile mig i løbet af arrangementet – eller også tager jeg bare slet ikke med.

Jeg har altid elsket at gå i biografen, så det gjorde mig virkelig gal, at angsten også ville have sin plads der. Derfor går jeg stadig rigtig meget i biografen. Så meget, at jeg er medlem af biografklubben og går i biografen med mig selv. Altså alene. Og jeg elsker det.

Jeg kører ikke ret tit i tog, så jeg ved ikke lige, hvordan det vil gå. Jeg vil sagtens kunne gøre det, men jeg ved ikke, om jeg vil få angst. Bus er ikke noget problem, når bare jeg ikke skal køre alt for langt.

Så – det kan lade sig gøre at slippe fri for en del af angsten. MEN det kræver hårdt arbejde. Og så kræver det, at man tør være åben om angsten.