SSRI – Antidepressiv medicin



SSRI betyder selektiv serotonin reuptake inhibitor – dansk: selektiv serotonin genoptagelseshæmmer.  Hvordan det helt nøjagtig virker og hvilke bivirkninger, der er, vil jeg ikke komme ind på her. Det kan der læses om på rigtig mange hjemmesider.

Hvorfor vil jeg så skrive om det?

Det vil jeg, fordi jeg har taget en beslutning om at prøve en ned/ud-trapning af medicinen.

Jeg har taget antidepressiv medicin i over 10 år !!

Altså – så længe – at jeg ikke kan huske hvor længe, men jeg VED, det er over 10 år.

Jeg har prøvet at trappe ud af medicinen tre eller fire gange, men har efter noget tid, måttet genoptage brugen af medicinen igen, da jeg fik det dårligt.

Første gang, jeg trappede ud, gik der år, før jeg igen måtte tilbage på medicinen. De andre gange er der ikke gået ret lang tid, før jeg igen fik det dårligt.

Og for hver gang jeg fik det dårligt, fik jeg det faktisk dårligere og dårligere. Det vil sige, at jeg røg længere og længere ned!

Jeg har også fået at vide, at når man ikke er lykkedes med at trappe ud af medicinen, efter man har prøvet 2-3 gange, så ses man som én, der skal være på antidepressiv medicin resten af sit liv!

Hvorfor vil jeg så trappe ned/ud af medicinen igen??

Den største årsag til, at jeg gerne vil trappe ned/ud af min medicin er, at jeg ikke kender bivirkningerne ved så lang tids brug af antidepressiv medicin og jeg må indrømme, at det godt kan gøre mig en smule ængstelig. Jeg ved jo ikke, om noget af alt det jeg føler og mærker i min krop, skyldes mangeårig brug af antidepressiv medicin.

Jeg VED, at én af de bivirkninger jeg har, er mundtørhed og den er kun blevet værre, hvilket faktisk ikke er så rart. Jeg gaber også RIGTIG meget (bare spørg min mand) og går man ind og læser på indlægssedlen på min medicin, så er det altså også en bivirkning.

Jeg kan ikke få noget endegyldigt svar fra min læge eller psykiater på, om mine muskelsmerter og min til tider voldsomme træthed kan skyldes min antidepressive medicin. Og kunne de endelig komme med et svar, så er jeg også af den overbevisning, at alle kroppe er forskellige og der vil ikke være to, der vil opleve nøjagtig det samme.

Samtidig er der det der med at føle sig selv igen. Jeg hører i hvert fald fra dem, jeg kender, der er trappet ud af medicinen, at de mærker sig selv meget mere igen. De finder ligesom ud af, hvad de “virkelig” føler….

Det er så sandelig også det, der er vildt skræmmende, for jeg ønsker jo IKKE at mærke, hvordan jeg har det, når jeg VIRKELIG har det dårligt evt. krydret med nogle massive angstanfald …. øhhh…. nej tak!

Det er bl.a. også derfor, jeg skriver, at jeg vil ned/ud-trappe, for lykkes det ikke for mig at trappe helt ud af det, vil det være ok. Og viser det sig, at jeg skal op i dosis igen, vil det også være ok. Jeg har IKKE et MÅL, der hedder HELT UD AF ANTIDEPRESSIV MEDICIN for enhver pris!! For viser det sig, at jeg begynder at reagere for voldsomt (blive depressiv – få flere angstanfald) på manglende medicin, så er det ikke det, jeg skal!!

Men så ved jeg i det mindste, at jeg har prøvet igen.

Det kan måske være svært for nogle at forstå, hvorfor jeg gerne vil ud af min medicin, for “nu har jeg det jo så godt.. så hvorfor ødelægge det?”

Og det har bestemt heller ikke været noget nem beslutning, men jeg har gået med overvejelserne meget længe og pludselig kunne jeg bare mærke, at nu skulle jeg tage en beslutning – enten gøre det eller ej.

Jeg fortalte min mand om mine overvejelser og han sagde med det samme, at han kunne da sagtens forstå, hvorfor jeg gerne ville prøve at trappe ned/ud af min medicin. Så der er bare fuld opbakning igen…. igen….! Det er så rart.

Denne gang vælger jeg også at være meget åben omkring det.

ÅBENHED og SÅRBARHED er jo det nye “sort”.

At være ÆGTE er også et udtryk, der bliver brugt rigtig meget.

Derfor vil jeg forsøge at være ÅBEN, SÅRBAR OG ÆGTE omkring min ned/ud-trapning. Så er jeg jo – et eller andet sted – MEGA moderne.

Nu begynder den egentlige fortælling om “min nyeste rejse” med min antidepressive medicin.

For ca. en uge siden tog jeg den endelige beslutning og jeg ringede til den psykiater, jeg har været tilknyttet de sidste 3-4 år. Jeg vidste godt, at jeg var “afsluttet” hos ham, men jeg havde fået at vide, at jeg til enhver tid kunne ringe. Jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at have en ny henvisning fra min egen læge for at få en ny tid.

Fair nok!

Jeg kontaktede egen læge, hvor jeg fik en tid til en snak, som fandt sted torsdag i sidste uge – d. 21. marts 2019.

Jeg var faktisk ret nervøs, da jeg skulle ind til min læge, fordi jeg var bange for, at han ville sige, at han syntes, det var en dårlig ide at trappe ned/ud af min medicin.

Heldigvis var han også positivt stemt, men han sagde, at det var noget han og jeg skulle gøre sammen og at jeg derfor ikke behøvede en henvisning til psykiateren. Grunden til at jeg egentlig gerne ville have en henvisning, var et naivt håb om, at der måske fandtes grupper/samtaleterapi til at hjælpe “sådan én” som mig – for der må da gå andre rundt med samme ønske.

Men… enden på det blev, at min læge og jeg (igen) prøver sådan en ned/udtrapning sammen.

Den medicin jeg tager hedder i sin oprindelige version Cipralex – jeg får et kopiprodukt, der hedder Escitalopram og som virker på nøjagtig samme måde som Cipralex. Indtil i torsdags tog jeg 15 mg om dagen. Min læge foreslog, at jeg skulle halvere min dosis, men det syntes jeg altså lød lige voldsomt nok, så vi blev enige om, at jeg skulle gå ned på 10 mg.

Nu har jeg så i 5 dage taget 5 mg mindre end jeg har gjort i flere år og jeg mærker ingen forandring. Jeg aner ikke, OM jeg skulle mærke en forandring eller om der lige skal gå noget længere tid eller ….. men det finder jeg jo nok ud af.

Jeg har en ny tid hos min læge d. 10. april.