Sofa-kalender dage

Jeg vil nu dele et af de redskaber med jer, som jeg selv benytter mig af. Og det er mine såkaldte “Sofa-kalender” dage.

Som regel kan mærke på kroppen, når jeg har gang i for mange ting på én gang. Jeg bliver måske mere træt, mere irritable, mere trist, oplever mere sult (lækkersult) – har i det hele taget en eller anden form for ubalance i kroppen.

Og der kan være meget forskel på, om jeg har to aftaler stående i kalenderen, eller om der er otte aftaler. For der er stadig stor forskel på, hvor stort mit overskud er.

En “Sofa-kalender” dag går i al sin enkelthed ud på, at jeg tager min kalender med ind i min sofa (ofte sammen med en dejlig kop te eller hvad jeg nu lige har lyst til). Så kigger jeg i min kalender og så prioriterer jeg benhårdt. Det er de færreste aftaler, der ikke kan laves om! Men der vil selvfølgelig altid være ting/aftaler, jeg helst ikke vil aflyse – og som måske er lagt i kalenderen fordi de gør mig godt.

Men jeg får prioriteret – ringet eller skrevet afbud – får eventuelt lavet nye aftaler i fremtiden og så lægger jeg kalenderen langt væk, finder en god film eller serie på Netflix og så nyder jeg bare resten af dagen i min sofa!

 

OG DET ER HELT LOVLIGT!!

 

Det er naturligvis ikke altid nødvendigt for mig, at det lige skal foregå i sofaen – det kan også være, at jeg kigger min kalender igennem alle mulig andre steder. Og det kommer der et eksempel på her – i et uddrag fra min dagbog:

12.8.2015

Hygger med mig selv og tænker tanker. Har været på Kildebjerg. Prøver at forlig mig med stedet. Havde aftalt med mig selv, at jeg skulle køre derud idag. Det er nu et år siden min verden brød sammen på netop dette sted. Et år med op- og nedture, hvor jeg har lært utroligt meget om mig selv. Sidder netop nu og finder ud af, hvilke aftaler jeg kan rykke, så jeg ikke har for meget i min kalender. Det er én af de ting, jeg er blevet god til.

Sidste aftale hos min psykolog idag. Det bryder jeg mig ikke om, men som hun siger, så har jeg hendes nummer. Jeg synes også, at jeg er blevet bedre til at sige fra. Ihvertfald overfor “ikke-nær-familie” og jeg kan faktisk gøre det med god samvittighed.  For at bearbejde mit møde med “gerningsstedet”, lavede jeg ovenstående tegning. Jeg er bestemt ikke den fødte tegner, men jeg har været rigtig glad for, at jeg lavede den. Det har givet mig en anden måde at se på stedet på. Og nu har jeg været oppe forbi flere gange og stedet betyder mindre og mindre for mig. Og det er en god følelse at have.