Så kom skuldrene ned!!

Idag er jeg glad – rigtig glad!

Igår var jeg til møde med min sagsbehandler fra jobcentret og med min kontaktperson fra Team Aktiv. Det var lidt akavet, da jeg mødte op til mødet, der blev holdt hos Team Aktiv.

Min kontaktperson hos Team Aktiv var der ikke, men det var sagsbehandleren fra jobcentret, så vi sad sammen i venteværelset. Der var sådan en mærkelig stilhed i venteværelset. Jeg var dødnervøs og min sagsbehandler vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige. Hun undskyldte dog (heldigvis) for, at hun havde glemt mødet mandagen før.

Én af de ting, jeg selv tit slår et slag for er, at man ikke skal være bange for at bede om hjælp, hvis man kan mærke, at man har brug for det. Så i ugens løb havde jeg spurgt min gode veninde Maja, om hun ville komme med mig til mødet som bisidder. Jeg havde ligesom fået en “mavepuster” mandagen før. Det kunne jeg godt mærke dagene efter og det blev tydeligt for mig, at jeg ikke kunne gå til det møde igår alene.

Jeg spurgte Maja, fordi hun kender mig rigtig godt. Min første praktikperiode var i hendes virksomhed, så hun ved (om nogen), hvordan jeg reagerer, når jeg bliver presset. Det var så dejligt, at hun var der.

Endelig kom min kontaktperson hos Team Aktiv ind ad døren – ca. 5 min. for sent – og vi kunne gå igang med mødet. Jeg var nået at blive nervøs for, at mødet igen skulle blive aflyst. Men det skete heldigvis ikke.

Under mødet snakkede min sagsbehandler og min kontaktperson rigtig meget og nogle gange havde jeg lidt svært ved at holde fokus. Men så kiggede jeg lige på Maja og så var jeg klar igen. Jeg nåede at få sagt, hvad jeg gerne ville og heldigvis blev det slet ikke bragt på banen, at jeg skulle ud i mere afprøvning.

Jeg blev så lettet, at jeg begyndte at græde og igen fik jeg følelsen af, at de alle bare ville mig det bedste. Der var slet ikke nogen løftet pegefinger eller noget mistænkeliggørelse eller noget andet i den retning. Så jeg blev bare så glad.

Så næste skridt er, at min sagsbehandler skal have samlet al mulig dokumentation sammen om mig og så bliver jeg indkaldt til møde i rehabiliteringsteamet hurtigst muligt – hvilket nok vil sige engang i januar 2018!!

Og og og ……………… jeg får lavet en ny kontrakt med Sundhedshuset, så jeg kan blive der, indtil jeg skal til møde i rehabiliteringsteamet!!

Så ja – jeg er glad og lettet.

Jeg ved nu, at jeg resten af året skal arbejde mandag, onsdag og fredag fra kl. 9.30-13.00. Det vil sige, at jeg har to måneder, hvor jeg bare kan have ro på!!

Det er så skønt.

Og det er derfor, skuldrene kom ned!