Oh oh….. jeg er svimmel…..



Ja – det blev jeg faktisk igår.

Det startede, lige inden jeg fik fri fra arbejde. Jeg var ikke meget svimmel for jeg kunne sagtens cykle hjem, men der blev ved med at være sådan en “ør-hed” i mit hoved. Da jeg kom hjem tog det lidt til, men jeg prøvede på IKKE at koncentrere mig for meget om det, for så ved jeg – af erfaring – at jeg faktisk selv kan gøre det værre.

Heldigvis kom én af mine dejlige veninder forbi og så var det som om, at svimmelheden trådte lidt i baggrunden, for så snakkede vi jo om alt muligt andet.

Da hun var kørt, gik der ikke lang tid før min mand kom hjem og så kunne jeg få fortalt ham, at jeg var svimmel. Han tager sådan nogle informationer stille og roligt, for det er jo ikke nyt for ham, at han skal høre på, hvad min krop “fortæller”. Men det er bare rigtig rart for mig at få det sagt højt og at få den krammer, jeg også trænger til.

Jeg gik en tur med min dejlige hund (som jeg for øvrigt også vil skrive et indlæg om på et tidspunkt, da det bestemt ikke “bare” er en dans på roser at anskaffe sig en hund) og på denne gåtur tog svimmelheden til.

Jeg tænker, at det måske var fordi, jeg gav den (svimmelheden) opmærksomhed og så begyndte tankerne:

Hvad nu hvis det var et symptom på min nedtrapning?

Hvad nu hvis jeg ikke kan det der nedtrapning alligevel?

Jeg må hellere gå op i dosis igen!

Hvad nu hvis det er starten på et angstanfald?

Hvad nu hvis jeg får det rigtig skidt igen?

Heldigvis var jeg jo ude at gå tur med min dejlige Molly, så hun afledede mine tanker indimellem. Den rationelle del af min hjerne prøvede også på at komme igennem til mig og sige, at jeg lige skulle slappe lidt af.

Og heldigvis, heldigvis, HELDIGVIS ringede min yngste søn til mig. Så kunne jeg lige fortælle ham, hvordan jeg gik og havde det og så snakkede vi om alt muligt andet og han fik også afledt mine tanker.

På resten af turen prøvede jeg, at huske på noget af det min læge sagde til mig i sidste uge. Han sagde nemlig, at jeg skulle prøve på ikke at overfortolke hele tiden. Jeg kunne i princippet også være svimmel, fordi jeg endnu engang er ramt af forkølelse og bare var træt.

Jeg ved, at det er meget typisk for folk, der har været igennem noget af det samme som jeg, at det første vi tænker på, når vi mærker det mindste i vores krop er: BARE DET NU IKKE VENDER TILBAGE IGEN!!

Jeg VED, at jeg har det meget bedre med mig selv nu, end jeg havde det sidste gang, jeg prøvede at trappe ud af min medicin. Og det ved jeg, fordi jeg aldrig har haft det så godt med mig selv, som jeg har nu.

Det tænker jeg skyldes mange ting:

Al den terapi jeg har fået.

Al den ro jeg har fået.

At jeg har lært min krop rigtig godt at kende.

At jeg – for det meste – omgiver mig med mennesker, der GIVER mig energi.

At jeg har en mand, der elsker mig – trods alt.

At jeg kan se, at vores dejlige drenge er blevet nogle fornuftige unge “mænd”.

At jeg har “lært” at sortere i, hvem jeg følger på de sociale medier.

At jeg deltager i ting, JEG har LYST til.

At jeg har et arbejde, hvor jeg føler mig værdsat.

OG – at jeg er blevet ældre!


Idag mærker jeg også lidt svimmelhed, men har det bare sådan, at “ja – det kan da godt være, det er fordi jeg er ved at trappe ned i medicin – og hvis det er – hva’ så?”

Og sådan ved jeg, at det vil gå op og ned i lang tid – for sådan er livet jo…..

DET GÅR OP OG DET GÅR NED!!