Naturen

 

Jeg har altid brugt naturen rigtig meget. Jeg er vokset op tæt på vandet, så derfor har vandet en stor plads i mit hjerte. Elsker lyden af bølger. Både når det er de små, stille og rolige bølger, der kan få mig til at slappe helt af – men også når det er bølger med skum på, der larmer, så jeg næsten ikke kan høre, hvad jeg selv tænker.

 

 

Skoven har noget magisk over sig. Jeg elsker at se årstiderne skifte i skoven. Og det samme med markerne. De forandre sig året rundt – alt efter årstid og afgrøder.

Jeg går rigtig mange ture og det er kun blevet til flere ture siden august 2014. I starten af min sygemelding gik jeg ikke meget. De dage, hvor jeg var hos min far, prøvede jeg at gå en tur ned til stranden. Det var dog bestemt ikke hver gang, jeg havde overskuddet til det.

Men stille og roligt – i takt med at jeg fik det lidt bedre – kom der flere og flere skridt på de gåture.

Jeg holder af at gå ture alene, men jeg kan bestemt også godt lide at gå tur sammen med nogen. Heldigvis har jeg haft veninder omkring mig, der har haft tid og lyst til at gå med mig. Og så har min yngste søn også været rigtig god som gå-ven 🙂

Og ja – så er jeg altså én af de der “irriterende” koner, der slæber manden med ud at gå også.

Nogle dage kan jeg simpelthen mærke, at gåturen skal foregå alene. Enten i stilhed eller med lyd i ørerne.

I starten af min sygemelding øvede jeg mig i at gå ture med opmærksomhed på det, der skete rundt om mig (mindfulness). Jeg gik og snakkede med mig selv (ikke højt) og jeg fortalte om alt det, jeg så og hørte. (Farver, fugle, blomster, træer, traktorstøj, fuglefløjt m.m.) Og det gjorde jeg simpelthen for at fjerne fokus fra det, jeg ellers ville gå og tænke på, som kunne være: “Hvorfor er jeg så svag, hvorfor skal det her netop ramme mig, hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen, hvad tænker alle de andre” – og det samtidig med, at jeg også tænkte: “Jeg er bare så bange, jeg er ved at blive skør, jeg bliver aldrig normal igen, jeg er ikke en god mor/kone/datter/søster/veninde….”. 

Idag kan jeg jo sagtens se, at det er ødelæggende tanker, men ikke desto mindre var de der jo. Det var jo også én af grundende til, at jeg blev syg.

Idag kan jeg godt gå og tænke på de udfordringer, jeg har – for nogle af dem er der jo stadigvæk. Det, der er forskellen fra dengang til nu er, at jeg nu ved, hvad jeg kan gøre for ikke at lade tankerne styre mig. Og her vil jeg igen slå på, at det – for mig – handler meget om at bede om hjælp. Hvis jeg har en udfordring, jeg kan mærke, at jeg ikke selv kan håndtere, så tager jeg det op med én af alle de fantastiske mennesker, jeg har i mit netværk.

Og tit handler det bare om at få tingene vendt. Sådan én som mig har det med at se problemer, der måske ikke, er der.

Lad mig komme med et eksempel:

På et tidspunkt skulle jeg starte op i en gruppe, hvis mødetidspunkt var torsdage fra kl. 15.30-18.00. Her kom det første “problem”. Jeg troede ikke, at jeg var god til at skulle noget så sent om eftermiddagen. For hvad nu med aftensmaden? Og ja, jeg ved godt, at det for mange kan virke fuldstændig fjollet, for enten er min mand jo hjemme til at kunne fikse et eller andet eller også kunne vores drenge jo bare tage noget i køleskabet, når de blev sultne.

Men sådan fungerer min hjerne ikke. Nu kunne jeg igen ikke “slå til” som kone/mor. Og det er slet ikke fordi min mand ikke gerne vil eller kan lave mad – det hele foregår i mit hoved.

Men jeg tog snakken med min mand. Eller rettere sagt så spurgte jeg ham, om det var ok, hvis han skulle lave mad om torsdagen. Og det var jo slet ikke noget problem for ham. Men jeg blev NØDT TIL at vende det med ham. Jeg blev NØDT TIL at have ok fra ham ellers gik det ikke!

Nu har jeg så været afsted til gruppemøde to gange og indtil videre har min mand ikke lavet mad. For han har ikke været hjemme de to torsdage. Og gæt engang – jeg lavede bare mad, når jeg VAR kommet hjem og INGEN døde af sult!

Og selvom min rationelle tankegang godt ved det på forhånd, så bliver jeg nødt til at have det vendt. Og nogle gange endda mere end én gang.

Jeg holder også rigtig meget af at cykle en tur. På grund af mine fysiske udfordringer har jeg måttet gå over til det, jeg kalder en “kone-cykel”. Så her ser I Astrid!

Astrid var julegaven fra min søde mand. Han ved lige, hvad hans kone har brug for – motion til både krop og sjæl. Elsker ham.