Når tankerne kører på højtryk

Tja – det oplever jeg lige for tiden.

Jeg har ikke decideret søvnløse nætter. Jeg har bare lidt mere svært ved at falde i søvn om aftenen. Og det er for mig et tydeligt tegn på, at jeg – på en eller anden måde – skal finde lidt ro i hverdagen.

Og hvordan gør jeg så det?

Det kan faktisk godt være en udfordring, når man som jeg, faktisk har det rigtig godt for tiden.

For det giver mig lidt ekstra energi og så føler ikke “bare”, at jeg kan lægge mig hen og lave en afspænding, en meditation eller en kropsscanning (som er det, der virker for mig)!!

Men det er NETOP I DENNE SITUATION, at jeg så skal gøre det!

For jeg ved – af bitter erfaring – at jeg har en tendens til at fylde mere og mere ind i min hverdag, når jeg begynder at blive overbelastet. Og det kan lyde fuldstændig dumt, men sådan er jeg nu engang skruet sammen.

 

Jo mere jeg fylder i min kalender – des mere skal jeg fylde oveni det, der allerede ligger der. Og så fylder jeg på og fylder på og fylder på – indtid luften går af ballonen.

Håber det er til at forstå, det jeg prøver at forklare, da det er en ret vigtig pointe – fordi jeg bestemt IKKE er den eneste, der har denne tendens.

Og jeg skal passe på!

Men ved at skrive om det her på siden og ved at sige det højt til min mand eller andre, så VED jeg, at jeg er opmærksom på det!

I næste uge skal jeg gå op i tid i min praktik og det er jeg da spændt på – men jeg glæder mig jo også til at finde ud af, hvad min krop så siger til det. Det er jo hele tiden en balancegang.

Men jeg mærker selv efter og jeg har mennesker omkring mig, der vil gøre mig opmærksom på, hvis jeg er ved at gå over stregen.

Min mand og jeg er også blevet meldt ind i det lokale fitness center, hvor vi vil træne sammen. Jeg føler endelig, at jeg har overskud til at prøve at gøre lidt ved mine fysiske skavanker (for sådan nogle har jeg også). Men det skal gå meget, meget stille og roligt. Og så ved jeg, at jeg bliver nødt til at prioritere andre ting fra. I hvert fald i en periode.

Glæden ved at jeg skal til at “gå til noget” sammen med min mand er bare stor. Vi har længe snakket om det, men jeg har bare ikke haft overskuddet.


Så gik der lige et par dage. Nu er det søndag og fra imorgen af hedder det 12 timers arbejde om ugen. Det bliver spændende, hvad kroppen og hovedet siger til det.

Min mand og jeg har været i fitness to gange nu og det er bare dejligt. Havde helt glemt, hvor skønt det er at få rørt sin krop på den måde. Og så hygger vi os med det – indtil videre i hvert fald.

Jeg glæder mig godt nok, til jeg får sat et eller andet “stempel” på mig – som forhåbentlig kommer til at hedde “fleksjob”. Jeg kan godt mærke, at det er begyndt at betyde mere og mere for mig at nå dertil. Nu har jeg også været i systemet i over 3 år!

Og selvom jeg er taknemmelig for al den hjælp jeg får og har fået, så er følelsen af at være “umyndiggjort” ved at tære på min 46-årige krop. Det bliver så dejligt ikke at skulle rende til møder hele tiden. Ikke hele tiden at skulle snakke om mig – hvordan jeg har det – og hvordan det går – og hvad nu – og hvad om to uger osv. osv……

Men, men, men ….. tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed…………………!

Jeg skal tage én dag ad gangen …………. og det gør jeg så!

Én ting der også er svært lige for tiden er: følelsen af utilstrækkelighed.

Jeg synes, jeg forsømmer venner og familie, fordi jeg simpelthen ikke har ret meget overskud til andet, end at tage mig af mig selv og mine allernærmeste.

Så – hvis der er nogle af jer, der læser dette indlæg og I synes, at det er lang tid siden, jeg har givet lyd fra mig, så er det altså ikke af ond vilje.

Jeg håber, håber, håber, at jeg stille og roligt for mere overskud til også at kunne tage mig lidt af ALLE mine dejlige venner og veninder og familiemedlemmer.