Når luften går af ballonen

Tja – det sker jo stadig, at jeg overvurderer, hvad jeg kan. Og igår kunne jeg så mærke, hvordan luften stille og roligt begyndte at sive ud af min ballon.

Jeg har haft en uge, hvor jeg har haft så meget at glædes over. Med denne glæde fulgte en masse energi og den energi skulle bruges. Så jeg har pustet og pustet og pustet luft i min ballon!

I morges fandt jeg så ud af, at der må have været et lille hul i den ballon – for i løbet af natten var ballonen blevet helt flad! 

Jeg havde simpelthen glemt mine pauser igen! Pauser er for mig ellers en rigtig god ting. For det er der, jeg lige tuner ind og mærker efter i kroppen. For min krop er rigtig god til at fortælle mig, når nok er nok.

Så idag måtte jeg kapitulere!

Forskellen fra tidligere og så til idag er, at min ballon ikke springer – luften siver bare stille og roligt ud. Tit kan jeg dog nå at stoppe FØR al luften er røget ud og så få pustet noget nyt luft ind, men det kunne jeg så ikke denne gang.

Hvad har det så resulteret i?

Jeg har måttet blive hjemme fra arbejde, aflyst fredagsforkælelse (Mindful Moving hos Maja Nusbaum) og aflyst en aftale med én af mine dejlige niecer imorgen.

Og hvordan har jeg det så med det?

I første omgang rammes jeg af dårlig samvittighed, for nu holder jeg jo ikke mine aftaler. Så begynder jeg at diskutere med mig selv: “Du kan jo bare slappe af hele formiddagen (skulle først møde kl. 13) og så kan du godt tage afsted” – “For du skal jo ikke lave aftensmad i aften – det står manden for” – “Og i morgen – herregud – vi snakker jo bare om en lille frokost og en gåtur” ……..

Men …… jeg VIL tage mig selv seriøs og gøre det, der er bedst for MIG. Og både min krop og min fornuft fortæller mig så fint, hvad det er, jeg skal.

Jeg skal have RO PÅ og ingen aftaler de næste to dage!

Så jeg fik aflyst her og der – og mødte KUN forståelse! Igen viser det, at det er mig selv, der lave alle de dumme historier oppe i mit hoved.

Med andre ord – så har det været en super god øvelse i AT BLIVE I MIN EGEN HAVE!!!

Så jeg har virkelig nydt min dag. Fået lavet lidt herhjemme, besøgt min far og besøgt én af mine yndlings steder.

Elsker at sidde på den bro og nyde udsigten. Jeg kan gøre det både når det er godt vejr og når vejret ikke er så godt. Det gør ikke noget. Her finder jeg ro!

Til min skræk opdagede jeg, at den yderste trappe ER kommet i vandet. Og det betyder, at JEG skal i vandet. En aftale jeg har lavet med mig selv. Så i weekenden må jeg hellere ned og dyppe lidt mere end min bare tæer.