Når krop og hoved siger STOP!

Nu er det snart ved at være fire år siden, at jeg gik helt ned med flaget i august 2014.

Jeg har flere gange i de fire år spurgt mig selv om og om igen – hvorfor??

Hvorfor kunne jeg ikke holde til mere?

Når jeg sidder her nu – fire år klogere på mig selv – kan jeg sagtens se hvorfor.

Jeg var ikke svag!

Jeg var ikke ynkelig!

Jeg var ikke ekstra sårbar!

Jeg havde simpelthen fået bragt mig selv – min krop og mit hoved – i en uholdbar situation, og den eneste måde jeg kunne lære at forstå det på, var ved at lukke alt ned!

Jeg havde længe gået og haft ondt i næsten hele kroppen, jeg var svimmel, jeg var monster træt, jeg var ked af det – men alligevel var jeg på – på – PÅ – hele tiden.

I juni måned 2014  var jeg lige startet i et vikariat i Odense. Jeg kørte hjemmefra kl. 6.45 hver morgen og var hjemme igen ca. 16.45. Det var nogle super søde kollegaer, jeg havde i det her vikariat, men der var slet ikke tid til at få sat mig ordentligt ind i arbejdsopgaverne, før jeg blev smidt ud i at skulle have kontakt med kunderne. Allerede på andendagen skulle jeg tage telefoner og jeg vidste nærmest INTET om de produkter, vi handlede med. Jeg fik hurtigt lagt flere og flere opgaver over, for mine kollegaer skulle holde deres sommerferie. Jeg følte virkelig, at jeg udførte mange af mine opgaver halvt og slet ikke tilfredsstillende.

Både min chef og mine kollegaer syntes, at jeg gjorde et godt stykke arbejde, men for en perfektionist som mig, var det bestemt ikke godt nok.

Jeg begyndte at få svedeture og jeg havde virkelig ondt i min højre skulder/arm. Jeg kan huske, at jeg flere gange snakkede med min læge om at få noget smertestillende for mine smerter, så jeg kunne holde ud at tage på arbejde. Han ville gerne have, at jeg slappede mere af i min skulder/arm og at jeg fik nogle flere behandlinger hos min fysioterapeut, end dem jeg fik i forvejen.

Men det kunne jo ikke lade sig gøre!!

Jeg kunne da ikke bare tage fra arbejde flere gange om ugen for at tage til fysioterapeut (for at tage vare på mig selv). Og at slappe mere af i skulderen/armen var helt umuligt med det job, jeg havde. Jeg spændte helt vildt i løbet af arbejdsdagen – og for den sags skyld også efter arbejdsdagen – for jeg skulle jo følge med.

En dag, mens jeg havde en kunde i røret, blev jeg pludselig mega dårlig. Jeg blev svimmel og følte det som om, jeg skulle kaste op. Alligevel lykkedes det mig, at sige til kunden, at jeg havde det skidt og om jeg ikke kunne bede om hendes telefonnummer, så jeg kunne ringe tilbage til hende.

Da jeg havde fået sluttet samtalen af – selvfølgelig venligt og undskyldende – kunne jeg gå ud bag ved og få noget luft. Mens jeg stod derude, begyndte jeg at få vildt ondt i tænderne i den ene side. Jeg kunne næsten ikke holde det ud, så jeg måtte ringe til en tandlæge. Jeg tænkte: “Nåhhh – det er forklaringen på, hvorfor jeg fik det skidt – tandpine!”

Men tandlægen kunne intet finde. Alt så fint ud!

Jeg ved nu, at jeg spændte så meget i min kæbe (midt i et angstanfald) for at få afsluttet samtalen med kunden på en ordentlig måde, at jeg overbelastede kæben, hvilket gav smerterne i tænderne.

I de 5 uger, jeg nåede at være ansat i vikariatet, tog jeg et sted mellem 150-200 stk. smertestillende piller for at holde dagen ud. Det var bestemt ikke optimalt.

Så bliver det endelig min tur til at holde sommerferie og jeg er rigtig glad, for jeg mærker tydeligt, at min krop har brug for en pause. Jeg er i højt humør, da jeg træder ind af døren derhjemme, for jeg ved, at jeg skal hjem og pakke til vores ferie på Rømø dagen efter.

Min far sidder i vores køkken, da jeg kommer hjem og jeg bliver selvfølgelig glad for at se ham. Meget hurtigt bliver mit humør helt anderledes, da han fortæller mig, at kræften har spredt sig til hans lever. Han havde været sygdomsfri i et år, men den sidste scanning viste desværre, at der var kommet metastaser i leveren.

Jeg blev – naturligt nok – meget, meget ked af det og det samme gjorde resten af familien. Vi tog på ferie med aftalen om, at hvis min far blev kaldt ind til nogle undersøgelser i den uge, vi var væk, så ville jeg naturligvis tage med ham.

Det skal lige nævnes, at jeg på det her tidspunkt faktisk allerede havde så meget stress i kroppen, at jeg ikke kunne holde ud at køre på motorvejen. Derfor kørte vi ad bagveje næsten hele vejen til Rømø. Og hvis jeg skulle med min far på sygehuset i løbet af vores ferie, måtte jeg jo bare bide tænderne sammen (igen) og ikke tænke på mig selv.

Skæbnen ville, at min far først kunne komme til undersøgelser ugen efter, at vi var kommet tilbage fra ferie, så jeg behøvede ikke at køre til Odense alene.

Vi havde en fin ferie, men der lå selvfølgelig hele tiden noget og lurede i baghovedet og jeg snakkede med min far hver dag. Vores sidste aften derovre havde jeg det rigtig skidt. Vi var på en restaurant, hvor de havde en kæmpe fiskebuffet. Lige noget for os – da vi elsker fisk. Allerede da vi blev placeret inde midt i restauranten, hvor der var en million mennesker, kunne jeg mærke, at dette måltid godt kunne blive en udfordring. Det var mega varmt og jeg havde en ret underlig følelse i kroppen.

Da vi gik hjemad, hyggede vi os med en ekstra lang gåtur i det dejlige vejr. Vi tog os en drinks i sommerhuset, inden vi gik i seng.

Om natten vågnede jeg pludseligt og havde det rigtig, rigtig dårligt. Jeg havde det som om, jeg skulle kaste op, jeg var svimmel og jeg havde det virkelig varmt. Jeg gik nedenunder for at gå udenfor og få noget luft. Jeg blev bare ved med at have kvalme og min mave begyndte også at rumle helt vildt. Jeg tænkte, at det måtte være fisken! Jeg måtte have fået noget dårlig fisk!

Jeg gik på toilettet, gik udenfor igen, gik på toilettet, gik udenfor igen, gik på toilettet og udenfor igen og så var jeg ved at være klar til at lægge mig igen.

Jeg ved nu, at jeg vågnede midt i et angstanfald den nat. Der var ingen af de andre i familien, der var dårlige og jeg nåede heller aldrig at kaste op.

Vi kørte hjem dagen efter og jeg var virkelig ikke meget for den køretur den dag. Men vi aftalte, at vi måtte holde nogle pauser, hvis det blev nødvendigt.


Ugen efter ferien startede min fars helbredelsesproces op. Han skulle i første omgang have kemo, så det, der sad i leveren, forhåbentlig ville skrumpe, hvilket ville være et stort plus før operationen.

Han startede kemo op d. 31. juli 2014 og dagen efter havde vores store søn fødselsdag. Vi aftalte, at min far ville komme, hvis han havde det godt nok og det havde han heldigvis den dag. Fem dage efter – på hans (min fars) fødselsdag d. 5. august – måtte vi ud på sygehuset, da han havde fået så meget udslæt, at han næsten ikke kunne holde det ud. Han fik noget creme, han kunne smøre med, men kemoen var jo nødvendig og de kunne ikke ændre på den, da den dosis han fik, var det, der var nødvendigt.

I løbet af den samme uge som min far havde fødselsdag, gik vi alle rundt med en lidt mærkelig fornemmelse i kroppen hjemme hos os, fordi vi skulle op og aflevere ældstesønnen på efterskolen om søndagen. Vi var alle meget spændte og lillebror og moderen var også ret kede af det.

Den formiddag, hvor vi skulle afsted til efterskolen, var meget underlig. På den ene side ville jeg bare have den “aflevering” overstået og på den anden side havde jeg lyst til at klamre mig til ældstesønnen og skrige: “du må ikke forlade os”.

Yngstesønnen græd en del inde på hans værelse. Jeg gik derind og vi græd sammen.

Men afsted skulle vi!

Jeg var slet ikke klar nok i hovedet til at være der ordentligt for min ældste søn (synes jeg).

Vi kører afsted og det sidste jeg husker, jeg siger til mig mand (for at aflede mine tanker) er: “Nå, er der ellers sket noget nyt ude på arbejdet?”

Derefter ramler min verden og jeg “går i stykker”.


Og hvorfor skriver jeg dette?

Det gør jeg, fordi jeg ser folk omkring mig, der ikke lytter til deres krop!

Kroppen er faktisk fantastisk til at fortæller, når noget ikke helt er, som det bør være.

Jeg har selv igennem hele mit liv overhørt mange krops signaler og jeg gør det da stadig ind imellem. Men jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde mere vil lade mig selv køre den så langt ud.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke vil opleve smerte i min krop længere. For det vil jeg da helt sikkert. Jeg har en søn mere, der snart skal på efterskole, en søn, der gerne vil flytte hjemmefra og jeg har gamle forældre.

Derudover kan man aldrig vide, hvad der kommer til at ske om lidt, i morgen eller i næste uge.

Men jeg vil gøre, hvad jeg kan for at tillade de følelser, der følger med de forskellige episoder.

Jeg vil have lov til at være ked af det, når yngstesønnen drager afsted til efterskole og når størstesønnen flytter hjemmefra. Dette er jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke ønsker dem det allerbedste, for det gør jeg naturligvis. Det er et udtryk for min store ubetingede kærlighed til dem.

Og så har jeg jo stadig min dejlige mand hjemme hos mig.