Når angsten lurer lige under overfladen…….

Tja – så skal vi til det igen………….

Sommerferien er lige om hjørnet ……………. og vi glæder os alle sammen ??!!

Bevares – det er blevet meget bedre de sidste fire år – altså nervøsiteten og alle bekymringstankerne (angsten) – men angsten lurer lige under overfladen.

Det kommer stadig bag på mig, at jeg ikke føler, at jeg har mere “styr på” min krop og mine tanker. Jeg har jo ligesom arbejdet med det i fire år nu!

Men kroppen husker ……….!! Og jeg har endnu ikke prøvet at være på en ferie, hvor jeg ikke har kunnet mærke den her kriblende nervøsitet, der ligger lige under huden. Jeg mærker den faktisk lige nu, hvor jeg “bare” skriver om det her emne.

Det er en meget ambivalent følelse, jeg sidder med, for på den ene side glæder jeg mig rigtig meget til den ferie, jeg skal på og på den anden side, er jeg også virkelig nervøs for den ferie.

Jeg skal en uge til Bulgarien med min yngste søn – bare os to!! Jeg glæder mig helt vildt, fordi jeg ved, det bliver helt unikt at prøve at være afsted på ferie sammen en HEL uge – bare ham og jeg.

På den anden side er jeg virkelig angst for angsten.

Det er virkelig svært at forklare for folk, der ikke har angst, hvad det er, jeg er bange for. For jeg er hverken bange for at styrte ned med flyet, at blive syg på turen, at møde nogle væmmelige mennesker eller noget i den dur. Jeg er simpelthen bange for at få angstanfald, hvilket vil sige, at jeg faktisk er mest bange for…. mig selv!! For det er kun MIG, der kan give mig et angstanfald. Selvfølgelig er der noget, der kan “udløse” et angstanfald, men det handler i bund og grund om, hvordan jeg vælger at takle de forskellige situationer.


Det er over en uge siden, at jeg skrev det, der står oppe over denne streg og jeg føler, der er sket meget med min tanker/følelser mht. ferie.

Jeg har f.eks. slet ikke den der nervøsitet i kroppen længere og jeg glæder mig oprigtigt talt rigtig, rigtig, RIGTIG meget til min rejse til Bulgarien.

Bevares – jeg ved godt, at jeg vil nå at blive nervøs inden rejsen, men mon ikke de fleste mennesker har det sådan? Lidt rejsefeber af en eller anden slags. Men jeg har slet ikke katastrofetanker eller “hvad-nu-hvis” tanker….!

Og hvorfor har jeg så ikke det? Hvad har ændret sig?

For at være helt ærlig – så ved jeg det ikke helt.

Jeg VED, at jeg er inde i en rigtig god periode lige for tiden, hvor jeg har ekstra overskud til forskellige ting og det tror jeg helt klart hænger sammen med, at jeg tager mig selv seriøs, når jeg kan mærke, at jeg har brug for en Siesta. Nogle dage lægger jeg mig ind med en meditation eller en hypnose “i ørerne” og andre dage lægger jeg mig simpelthen bare på sofaen og tager mig en “morfar”.

Samtidig – og det har jeg nævnt før – så siger jeg det højt. Hvis jeg har mange tanker om det ene eller det andet. Jeg snakker med min mand, min yngste søn (da det jo er ham, jeg skal rejse med), mine kollegaer, veninder og andre. Det handler – for mig – rigtig meget om at få det “ud over læberne” for når det først er kommet det, så er det ikke helt så “farligt” mere.

Jeg har for øvrigt også – helt spontant – sagt ja til at tage over og besøge min dejlige veninde i Sverige. Og det er vel og mærke HELT alene!! Jeg ved godt, at nogle vil tænke: “Aj OK – du skal bare med toget – slap nu af”. Men for én som mig, der har haft store problemer med at køre i bus, tog, bil og flyve med fly, så er det altså en mega stor ting. Og så kommer jeg ind på Hovedbanegården og skal videre derfra med et andet tog!!  Shit mand !!

Idag kan jeg heldigvis bruge tanken: “hvad er det værste, der kan ske” til noget. Det har jeg ikke altid kunnet.

Jeg ved udmærket godt, at det er velment, når folk siger det:

“Prøv bare at tænke HVAD ER DET VÆRSTE, DER KAN SKE!!”

For én med angst tænker man KONSTANT på, hvad det værste er, der kan ske – og tro mig – det kan være mange mærkelige ting……:

Toget kan kører galt…

Jeg kan kaste op ud over ALLE de andre passagerer…

Jeg kan besvime og så skal nogle hjælpe mig og så finder de ud af, hvor tung jeg er…

Der kan ske terror på Hovedbanegården…

Jeg kan blive overfaldet på Hovedbanegården…

Der kan ske en katastrofe, når vi kører under tunnellen med toget – vand kommer pludselig ind…

Jeg kan pludselig få blodnæse…

En anden passager kan få det dårligt…………………og kaste op…

Jeg når ikke toget til Sverige…

Jeg når ikke toget til Nyborg (når jeg skal hjem)…

Jeg får pludselig diarre og toilettet er optaget…

Jeg får pludselig diarre og det lugter…

Osv…. osv…. osv….

Med andre ord – så er det ikke en særlig trøstende tanke, når man virkelig har angst, for så er man virkelig godt klar over, hvad det værste er, der kan ske!!

Da jeg havde det rigtig skidt var det ikke noget problem for mig – det med offentlige transportmidler, for jeg tog bare slet ikke med dem!

Så blev jeg hellere hjemme!

Men som skrevet længere oppe, så kan jeg heldigvis bruge tanken: “hvad er det værste, der kan ske” til noget idag.

Og idag hjælper det mig faktisk. For ud af alle de scenarier jeg har remset op, er der ikke ÈN af dem, der nogensinde er blevet til noget ………….. eller jow …………… den med at diarre lugter er god nok …….. men ellers……….ikke TO scenarier.

Jeg er også blevet rigtig god til at tænke: “Hvis der nu sker noget, så finder jeg nok ud af det – og hvis jeg ikke gør, så er der nok nogle, der vil hjælpe mig”.

Jeg er heldigvis nået dertil, hvor jeg kan overvinde angsten, hvis det handler om ting, jeg rigtig gerne vil. Får jeg angst – så siger jeg det “bare” til nogen. Jeg vil nemlig rigtig gerne have at vide, at det nok skal gå og så må folk meget gerne nusse mig og holde om mig.

Selvfølgelig vil jeg ikke bede fremmede, om at holde om mig – men jeg kan godt finde på at sige til en, at jeg har et angstanfald – bare for at der er nogen, der er klar over det. Det beroliger mig.


Så er der lige gået et par dage mere og jeg formår stadig at have gode “samtaler” med mig selv, når angsten gerne vil være med.

Jeg VIL de ture, jeg har planlagt og angsten får IKKE lov til at overtage. Jeg ved, at den er der, men det er mig, der styrer!!

I de her dage tænker jeg meget over de motto, som én af mine guruer Lizl Rand har – nemlig:

“HVIS DU IKKE VAR BANGE, HVAD VILLE DU SÅ GØRE”

Og det er så rigtigt. Der er så mange ting, jeg gerne vil gøre og jeg vil arbejde hårdt på, at det ikke bliver angsten, der kommer til at bestemme mit liv igen.