Mørke dage

Sådan nogle dage har jeg lige haft og det kunne jeg godt tænke mig at skrive lidt om.

Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der indimellem ryger ind i sådan en periode af mørke dage og som med så mange andre ting, vil det måske være rart for nogen at vide, at de ikke er alene med at have disse dage.

Jeg har heldigvis ingen SORTE dage for tiden og har ikke haft det i meget, meget lang tid for de er endnu værre at være i end mørke dage.

Jeg ville egentlig gerne have haft skrevet om mine mørke dage, mens det var værst, for jeg kunne godt tænke mig at kunne skrive om det, når jeg er midt i det, for virkelig at få følelserne med i det, men det kunne jeg ikke.

Grunden til at jeg ikke kunne, hænger sammen med, hvordan jeg har det på disse dage.

Når jeg er i en mørk periode, har jeg svært ved:

at tage mig sammen til noget som helst

at overskue ret langt frem

at gøre noget spontant

at komme ud af mit tankemylder

at se positivt på ting

at spise “sundt”

at sove ordentligt

at være sammen med for mange mennesker

at håndtere jokes (jeg tager ting alt for bogstaveligt i disse perioder)

Til gengæld er jeg rigtig godt til at:

tale dårligt til og om mig selv

at synes det hele er lidt synd for mig

at se det negative i mange ting

at tage ting personligt

at spise “usundt”

at glemme alt det, jeg har at være taknemmelig for

at isolere mig

at skjule hvordan jeg har det for omverdenen

Jeg kan sige nok så mange gange til mig selv, at det kun er en periode og at det hele nok skal blive godt igen, men det er som om, jeg ikke rigtig kan tage det ordenligt ind.

Og dog……. for jeg tænker, at det, at jeg prøver at overbevise mig selv om, at det nok skal blive bedre, måske kan gøre, at perioden bliver forkortet.

Tidligere varede de her mørke periode ihvertfald længere tid.

Jeg “tvinger” også mig selv til at tænke positive tanker, selvom jeg måske ikke selv tror på det, jeg tænker. Jeg er også typer, der kan finde på at sige højt til mig selv: “Det skal nok blive godt igen”.

Men det ændrer ikke på, at jeg HADER at være i de her mørke perioder.

Jeg bliver virkelig sortseer og bliver også altid bange for, om det er NU, det vil gå ned at bakke og at jeg ikke kommer ovenpå igen.

Det er virkelig “tungt” at være i en mørk periode – også for mine nærmeste – mest min mand. Det er altid ham, det går mest ud over, når jeg har det skidt. Og det er det jo nok, fordi han er den nærmeste. Det er det, der nogle gange er så forbandet, for det kommer til at gå ud over dem, man holder aller mest af.

Det, der kan være rigtig svært i de her mørke perioder, er bl.a. at jeg er så meget alene, som jeg er. Ensomheden kan være hård.

Jeg er fleksjobber og arbejder derfor kun 14 timer om ugen.

Jeg er virkelig meget, meget glad og taknemmelig over, at jeg bor i et land, hvor der også er plads til sådan én som mig, der ikke magter at arbejde “de normale” ca. 37 timer om ugen.

Men omvendt giver det mig jo rigtig meget tid alene, da min familie er mere væk hjemmefra, end jeg er og……..

ALENETID = TÆNKETID…………………!!!!

Når jeg er i de mørke perioder har jeg virkelig meget behov for nærhed med mine allernærmeste – min mand og mine drenge – (og min far – jeg er jo fars pige), men samtidig har jeg også meget brug for at kunne trække mig – rent fysisk – også hjemme i vores hus. Jeg trækker mig ved enten at gå tur med min elskede hund Molly eller ved at lægge mig ind i soveværelset eller gå ind på mit eget værelse – som jeg heldigvis fik sidste år og det er guld værd for mig.


Derfor kan det være anstrengende for andre at være sammen med mig, når jeg er i de perioder. For på den ene side står jeg og siger “KRAM MIG” og på den anden side, står jeg og siger “GÅ VÆK”.



Jeg kan godt fungere på mit arbejde, når jeg er i disse perioder og jeg kan godt være smilende og imødekommende. Men der er ingen tvivl om, at nogle af mine kollegaer kan mærke på mig, når jeg er inde i en mørk periode, for så er der flere af dem, der spørger til, hvordan jeg har det. Så for dem, der kender mig, er det nok lidt tydeligt (alligevel), når jeg er i en sådan periode. Det jeg får at vide er, at jeg ligesom “lukker lidt ned” og ikke siger så meget, som jeg plejer.

Hjemme hos mig selv, kan jeg jo mere “være-mig-selv-som-jeg-er-i-de-perioder”, så der “falder jeg lidt sammen”: har et større behov for bare at ligge i sofaen og måske sove indimellem, vrisser lidt af de andre, græder oftere, får måske ikke lige svaret på sms’er m.m. og springer generelt over, hvor gærdet er lavest mht. alle huslige opgaver og madlavning!

Jeg tænker, at det sidste her ikke er så unormalt for mange kvinder – måske omkring en bestemt tid på måneden …………men……………………det, der gør det svært for mig er, at der medfølger de her voldsom negative tanker – især om mig selv og mit udseende.

Heldigvis er det sådan, at jeg i de LYSE perioder ikke tænker over de mørke perioder og jeg kan godt have glemt, hvor hårdt det er, når de så dukker op. Men det er vel også – et eller andet sted – meget sundt, at jeg ikke bruger mere energi på de perioder end højst nødvendigt.

Sådan vælger jeg ihvertfald at se på det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *