Medicin

Lykkepiller !!!!!!!!

Hvad synes jeg egentlig om det begreb?

Jeg synes, det er:

dumt

irriterende

misvisende

plat

og meget, meget andet.

Hvis nu det var så nemt, at jeg bare kunne tage en pille og så ville jeg være lykkelig – jamen, hvorfor har jeg så ikke bare været lykkelig i mange, mange år?

For ja – jeg har taget medicin i mange, mange år!

Inden jeg skulle sove igår aftes, lå jeg og tænkte på, hvornår jeg egentlig fik medicin første gang. Og her er der altså tale om de famøse “Lykkepiller” – eller som det er mere reelt at kalde dem: “antidepressiva” eller “SSRI (Selective Serotonin Reuptake Inhibitor)”.

Og jeg tror (er ikke helt sikker), at jeg fik denne form for medicin første gang i 2006. Jeg havde en meget kedelig oplevelse efter, jeg var blevet fyret fra en virksomhed, hvor jeg havde været ansat i 11 år. Fik en dårlig behandling efter fyrringen og endte ud i en depression.

Det har i mange år været meget tabu belagt for mig, at jeg tog medicin og derfor er der ikke ret mange, der ved det. Og for så vidt kommer det heller ikke nogen ved, at jeg tager medicin, men jeg vil jo så gerne være med til at bryde tabuet om angst, depression, psykisk sårbarhed, medicin m.m.

DERFOR vælger jeg at skrive om dette emne idag! Og tro mig – det er ikke et nemt emne at komme ind på!

Og det er nok også derfor, at jeg ikke kan komme ind på, hvornår jeg startede på medicinen og hvornår jeg har holdt pauser – for lige netop DET, har jeg ikke skrevet noget ned om! Mig – der ellers skriver om alting, har selv synes, at det var for privat et emne til, at jeg kunne skrive om det i mine egne, private dagbøger!!

Det er da tankevækkende!!

Og det kommer faktisk så meget bag på mig, at jeg lige nu sidder og giver tårerne frit løb, mens jeg skriver. Tænk sig, at jeg i så mange år, har været SÅ flov over at tage medicin! En medicin der skulle/skal hjælpe mig!

Og ja – jeg tager stadig medicin! Jeg har stadig brug for den! Den hjælper mig!

Så kan der selvfølgelig argumenteres for, at det er fordi, jeg er blevet afhængig af den. Og det er jeg måske også.

Jeg har prøvet at trappe ud og holde helt op med at tage min medicin 4 gange!!

Og for hver gang er jeg røget endnu længere ned i et mørkt, mørkt hul, hvor hele min krop har reageret voldsomt. Måske ikke lige med det samme – men så efter et stykke tid. Og dem, der har prøvet det, ved hvor rædselsfuldt, det er.

Lige nu, er der et nyt studie, der fortæller, at disse præparater ikke hjælper folk med depression. Og hvad skal jeg så tænke om det?

I don’t know!

Jeg tager medicin for at dæmpe min angst – men jeg startede med at tage medicin pga. en depression.

Det er ikke altid let at vide, hvad jeg skal tænke om det hele. Men der kom et tidspunkt – for ca. 1½-2 år siden, hvor jeg accepterede, at jeg IKKE kunne undvære min medicin – at det var en slags vitaminpille for mig og at det var vigtigt for mig, at jeg tog den pille hver dag for at have en tålelig hverdag. Og sådan har jeg det heldigvis stadigvæk.

Jeg VED, hvad der hjælper MIG og jeg VED, hvad JEG har brug for lige nu!

JEG mærker MIN krop – og JEG skal passe på den!!

JEG vælger at tage medicin! (Selvfølgelig i samarbejde med min læge)

Jeg ved også godt, at nogle mener, at medicin ikke er godt, da det “kun” symptom-behandler!

At man ikke kommer ind til, hvad det egentlige problem er, hvis man ikke også årsags-behandler!

Og her er jeg enig, når det gælder MIG.

Jeg var ikke kommet så langt – som jeg er idag – hvis ikke jeg havde været med i diverse samtale- og krops forløb. Medicin har for mig været en del af min behandling.

Nu er jeg heldigvis nået så langt, at jeg kan trappe lidt ned i min medicin – men om jeg nogensinde bliver helt medicin fri – det må tiden vise. Det er ikke et mål, jeg stræber efter.

Næhhh – jeg stræber sådan set “bare” efter at have det godt og være glad (det meste af tiden).