Jeg “må” faktisk godt holde siesta HVER DAG!

Ja – det er så én af de goder, jeg har fået ud af, stille og roligt at acceptere tingenes tilstand.

Jeg holder simpelthen Siesta hver dag !! Og jeg nyder det fuldt ud – ingen dårlig samvittighed og ingen “du burde….”

Det er bare så skønt og jeg ville ønske, at jeg havde oplevet det for lang, lang tid siden. Ja, måske faktisk for mange år siden. For jeg har – så længe jeg kan huske – altid gået rundt og været liiiidt træt.

Jeg kan stadig godt være træt – selvom jeg holder Siesta – men det er åbenbart et af vilkårene, efter jeg har været igennem det, jeg har været igennem. Og fred være med det – det er jo dejligt at hvile sig.

Jeg har altid følt, at jeg spildte tiden, hvis jeg bare lagde mig ind for at slappe af. “Man kan da ikke sove livet væk på den måde”. Men nu har jeg faktisk oplevet de positive sider af sådan en Siesta.

Jeg har mere energi til resten af dagen!!!

Det har altid været sådan, at jeg fungerede bedst om morgenen og om formiddagen. Over middag gik jeg mere og mere ned i kadence og om aftenen skulle jeg helst ikke lave noget, der krævede for meget hjerneaktivitet.

Det er til dels stadig sådan, men jeg har nu lært at skønne mere på mine stille morgner og at tage det lidt mere stille og roligt i løbet af formiddagen – for så at holde Siesta og stadig have energi til at lave noget senere på dagen. Det er så skønt.

Mine Siestaer kan gå ud på flere forskellige ting, men ens for dem alle er, at jeg lytter til et eller andet. Det er vigtig for mig, at mine tanker bliver sat til side og jeg går fra hovedet og ned i kroppen.

Nogle gange lytter jeg til meditations musik, mens jeg fokuserer på at trække vejret dybt og lige scanne min krop – mærker fødderne, benene, bækkenet, maven, ryggen, armene, fingrene, nakken og hovedet. Tit og ofte falder jeg lidt hen, når jeg har denne form for Siesta.

Andre gange lytte jeg til afspændinger – her bliver jeg guidet i at lave en kropsscanning, have fokus på åndedrættet, lave aktiv afspænding eller komme ned i kroppen på en anden måde.

Jeg har også nogle meditationer, hvor jeg bliver bedt om at forstille mig ting. Der er simpelthen en stemme, der fortæller mig en historie, hvor jeg er hovedperson og så ligger jeg og laver mig forestillinger om, hvordan der ser ud det pågældende sted, hvordan varmen føles på min krop, hvordan sandet føles mellem mine tæer, hvordan vandet glider mellem mine fingre m.m.

Ydermere har jeg nogle “hypnoser” (jeg sætter det i citationstegn, fordi jeg jo altid bare kan åbne øjnene og så være tilbage i nuet – så det er ikke så farligt, som nogle tror, hypnose er), hvor der bliver talt ned fra 10, hvor jeg næsten altid kommer i en lidt dybere sindstilstand og hvor der bliver talt lige så meget til min underbevisthed, som til min egentlige bevidsthed.

De sidste to former for Siestaer, jeg har nævnt, er på engelsk, men det betyder ikke noget for mig. Det, der betyder noget for mig er, om jeg synes den stemme, jeg lytter til, har en behagelig tone.

Jeg er udmærket godt klar over, at jeg er meget priviligeret med mine arbejdstider idag og at jeg derfor HAR tiden til at tage mig disse Siestaer. Men hvor ville jeg dog ønske, at alle mennesker havde “lov til” at holde en eller anden form for Siesta – for jeg er sikker på, at de fleste ville have rigtig godt af at “komme helt ned i gear” et par gange i løbet af ugen.

—————————————————————————————————————————————-

Der sker rigtig meget for mig i den her tid – sådan oppe i hovedet.

Jeg kan godt mærke, at jeg stille og roligt tager nogle skridt hen imod at komme til at holde mere af mig selv.

Vi har jo alle noget med i “vores bagage” fra barndommen og det er det, jeg stille og roligt er ved at finde ud af, hvor jeg skal gøre af.

Jeg rydder op!

Og det gør jeg ikke bare lige over en weekend.

Det er ikke fordi, jeg har haft en frygtelig, traumatisk barndom – overhovedet – men der er blevet sået nogle frø i “Lille Lisa” – hvoraf nogle af dem er vokset og blevet nogle smukke blomster, mens andre er blevet til ukrudt, der til tider vokser så meget, at de skygger for blomsterne.

Der blev jeg lige meget poetisk, men min hjemmeside hedder jo også 

Min egen have.


Hvor skal vi godt nok passe på vores børn. Her tænker jeg ikke kun på mine egne dejlige drenge, men sådan i det hele taget. Lige meget hvor umage, vi gør os, vil der altid være forskel på mennesker og vi kan ikke altid vide, om det vi siger til vores børn eller gør med og for vores børn, er det rigtige for netop dette individ. For selvom vi tror, at vi kender vores egne børn til punkt og prikke, så er de jo alt andet lige stadig selvstændige individer, bygget op af de “brikker”, de nu engang er født med og som omgivelserne (forhåbentlig) prøver på at hjælpe dem med at sætte sammen på en god måde.

Nogle gange tager mine blogindlæg en drejning, jeg ikke selv var klar over, de ville tage. Men det gør jo ingenting – for det er jo MIN blog!