Jeg er sgu stolt af mig selv!

Ja, det er jeg faktisk.

Jeg ved godt, at der er gået et stykke tid siden, jeg skrev sidst, men jeg havde lige haft brug for at lande igen efter vores ferie.

Og hvordan gik den her ferie så?

Og ikke mindst flyveturen?

Det gik bare rigtig godt!

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kunne mærke alt muligt i min krop, men det gik over al forventning. Jeg er jo ved at være vant til, at angsten er min “tro følgesvend”, så den var også med på turen. Men det var heldigvis mig, der var “bossen” i det forhold.

Jeg skrev lige lidt i flyveren på vej til Frankrig, som jeg lige deler med dig her:

2. september 2017

Sidder om bord på flyet på vej til Frankrig. Og hvordan går det så?

Vi blev hentet af min mors mand hjemme og da vi havde kørt ca. 3 min., kunne jeg mærke lidt “angst-kuldegysninger” i kroppen. Men de gik i sig selv igen. 

På toget var der ingenting – lidt “nervøs-tisseri”.


Inden vi tog hjemmefra var jeg lidt nervøs – men tror faktisk bare, at det var almindelig rejsefeber.


I lufthavnen havde vi lige lidt for travlt, da vi var kommet igennem security. Så vi var lettere forpustede og varme, da vi ankom til gaten. 

Det værste var, da vi lettede og lige minutterne efter. En hånd på ældstesønnens lår og Manden i hånden.

Nu har jeg lige været på toilettet og rost mig selv i spejlet. Gjorde det samme i toget. 

 

Og da vi så endelig ankom til Frankrig, fik vi hentet vores udlejnings bil og så kørte vi mod Normandiet. Og det hele foregik bare i højt humør. Men jeg bliver også altid lidt “høj”, når jeg har gennemført noget, der for mig, er så stort. Og jeg sagde også højt til Manden: “Jeg gjorde det sgu” og han lagde ikke skjul på, at han var stolt af mig!

Selve ferien i Normandiet var fantastisk, spændende, rørende og dejlig. Vi skulle se D-Day strandene og de omkring liggende seværdigheder og museer (der havde noget med D-Day at gøre). Vi troede hjemmefra, at det kunne vi nå på to dage, men vi brugte 4 dage!! Men det var OK, for det var vores førsteprioritet på den tur.

Alle de indtryk og tanker og “hvorfor” spørgsmål i de dage tog dog pusten fra mig på 4. dagen. Ikke så jeg havde det skidt. Jeg var bare mega, mega træt. Men det var også OK, for vi bestemte jo selv tempoet. Så mens ældstesønnen og Manden brugte meget lang tid på Utah Beach Museum, brugte yngstesønnen og jeg noget ekstra tid på “bare” at være på stranden. Så skønt!

Jeg skrev lige lidt i min bog denne dag:

6. september 2017

Søndag, mandag og tirsdag er gået fint. Havde lidt problemer med at falde i søvn første nat, men det er jo nok meget normalt. Anden nat vågnede jeg om natten og mærkede snerten af angst.

Idag har jeg været træt hele dagen, med det tror jeg, vi alle er. Vi har gået meget hver dag og vi er fyldt med indtryk. Det er en fin ferie, men jeg glæder mig også, til vi skal hjem. 

 

På vej hjem i flyveren kunne jeg faktisk sidde og kigge ud ad vinduet. Det har jeg ikke gjort i mange, mange år. Det var en fed oplevelse.

 

 

 

Nu har vi så været hjemme i over en uge og hverdagen er igang igen – for os alle.

Jeg måtte lige have en ekstra “hviledag”, da vi var kommet hjem, så jeg var ikke på arbejde om mandagen. Men ellers er jeg igang igen med at arbejde mandag, onsdag og fredag. 3 timer ad gangen – indtil videre.

Jeg er så glad for mit praktiksted. Jeg er glad for mine opgaver, for min kollegaer, for min leder, for huset – for det hele.

Og så kommer tanken stille og roligt snigende:

“Er du nu sikker på, at du ikke  lige kan lidt mere…….?”

Derfor har jeg sammen med Team Aktiv – som er dem, der står for min kontrakt med Sundhedshuset – fået lavet en plan for, hvornår og hvor meget jeg skal gå op i tid. Og den plan ville jeg faktisk gerne have lavet, for at jeg ikke gik op i tid for hurtigt. Planen er meget fleksibel og jeg tænker, at jeg gerne vil have en aftale med min konsulent hos Team Aktiv (som for øvrigt er ny – men sød) ca. hver 14. dag.

Det er nemlig sådan, at min jobkonsulent hos jobcentret (som også er ny), skal have noget på skrift – om mig – til rehabiliteringsteamet i midten af november. Så jeg – forhåbentligt – kan blive afklaret i december måned!

Jeg prøver på IKKE at føle mig presset, men kan godt mærke, at der ligger lidt mere på mine skuldre lige for tiden.