Jeg er blevet fleksjobber!!

Ja, det er jeg faktisk.

D. 22. februar 2018 fik jeg tilkendt fleksjob!!

En lang, sej og til tider frustrerende periode af mit liv var pludselig overstået. Og jeg havde slet ikke behøvet at være så nervøs til det møde med rehabiliteringsteamet, for det var nærmest slut, før det overhovedet gik op for mig, at vi var begyndt.

Og det er faktisk først nu, at det virkelig er gået op for mig, at jeg “bare” er en helt almindelig lønmodtager nu – selvfølgelig ansat under særlige vilkår og med skånehensyn (som det så smukt hedder), men nu er jeg “bare” en del af flokken.

 

 

OG JEG ER SÅ GLAD FOR DET!

 

 

 

Og jeg har ydermere været så heldig, at jeg allerede har fået et job.

Jeg startede som husassistent i Sundhedshuset i Svendborg (ansat af Svendborg Kommune) allerede d. 1. marts 2018. Så jeg nåede at gå ledig i 6 dage.

Men hvordan er det så at være fleksjobber?

Jeg har det som “blommen i et æg”.

Jeg har gode arbejdstider, jeg har gode pauser, jeg har gode kollegaer, jeg har gode arbejdsopgaver og nu er jeg “virkelig” en del af teamet på mit arbejde. Det er så fantastisk det hele.

Jeg har også fået mere overskud. Jeg kan cykle på arbejde nu, hvor jeg før i tiden simpelthen var for træt efter en arbejdsdag til at kunne sætte mig ud på min cykel og cykle de 7 km. hjem. Det er så skønt.

Nogle gange bliver jeg dog stadig for “smart i en fart” og synes, at jeg kan en hel masse – indtil jeg så løber fuldstændig tør for energi. Men så får jeg lige en reminder om, hvorfor det lige er, at jeg er fleksjobber.

Der skal IKKE skrues alt for meget op for tempoet og jeg kan ikke bare “køre på” i mange timer. Jeg bliver simpelthen for træt.

Jeg har stadig dage, hvor jeg tænker: “Det kan simpelthen ikke passe, at du ikke kan dit og dat”. Men min krop siger så tydeligt fra. Det er bare ikke liiiiige altid, at jeg lytter efter første gang, at min krop prøver på at komme i kontakt med mit hoved og derfor kan trætheden nogle gange tage flere dage. Men det har jeg det ok med nu, fordi jeg ved, hvad det er –  jeg ville dog ønske, at jeg ind imellem hørte lidt bedre efter, når min krop nu så tydeligt prøver at råbe mig op. Så kunne jeg måske undgå at blive så udmattet – men der skal jo være noget at arbejde med hele tiden.

Der er stadig folk omkring mig, der ikke helt forstår det der med, at jeg altså er fleksjobber af en grund. Jeg mærker en mangel på forståelse for, at jeg ikke altid har det fornødne overskud, for jeg arbejder jo KUN 10 timer!!

Jeg prøver at sige til mig selv, at det er dem, der har et problem – og ikke mig. Men det kan godt være svært.

 

Heldigvis har jeg den største forståelse fra mine nærmeste og de synes bare, at det er så fantastisk, at jeg er i arbejde igen. De kan jo også se på mig, hvor glad jeg er for det.