Hvornår “fik” jeg angst?

I dag ved jeg, at jeg har haft angst hele mit liv. Jeg kan nu kigge tilbage på nogle oplevelser i min barndom, hvor jeg helt klart har haft angst og også deciderede angstanfald. Dengang – i 70’erne og 80’erne – var det bare ikke noget, man var opmærksom på. Jeg blev stemplet som meget pivet, sårbar og genert. I virkeligheden var jeg ”bare” særlig sensitiv og skulle bruge ekstra krudt på alt, hvad jeg tog ind. Og det skal jeg for øvrigt stadigvæk.

Jeg var ikke god til nye steder, nye mennesker eller nye måder at gøre ting på. Jeg skulle have tid til at fordøje det nye og nogle gange tog det mig ikke ret lang tid at finde en måde at være i det nye på, mens det andre gange tog rigtig lang tid for mig at finde mig selv i det nye.

I dag ved jeg, at min angst ”kigger forbi”, når jeg ikke har passet godt nok på mig selv. Når jeg ikke har lyttet godt nok efter, hvad min krop ville fortælle mig. Nogle gange kan jeg tage et angstanfald i opløbet. Jeg kan simpelthen fornemme, når der er et angstanfald på vej og så kan jeg nå at stoppe op for lige at lægge mærke til, hvad det er, jeg behøver at ændre.

Men det har taget mig lang tid at nå hertil, hvor jeg er i dag. Da min psykolog i september 2014 sagde til mig, at jeg skulle gøre angsten til min ven, tænkte jeg: Det kommer så bare ALDRIG til at ske! Men i dag kan jeg godt se, hvad hun mente dengang. Jeg ved ikke, om angsten og jeg decideret er venner i dag, men den kommer altid og fortæller mig, når jeg skal passe bedre på mig selv. Og det er vel i princippet det, en ven gør.