Velkommen

Hjertelig velkommen til min hjemmeside der handler om, hvordan det er at være psykisk sårbar.

Psykisk sårbarhed kan være mange ting. I mit tilfælde handler det om, at jeg har en overbelastningsdiagnose, der er opstået pga. i første omgang stress – så kom depressionerne og så angsten!

At dele tanker og følelser på denne måde er ikke noget jeg “bare” gør! Det kræver faktisk mod!

Og så ved jeg jo ikke engang, om der overhovedet vil være nogen, der læser på min hjemmeside. Men det bliver lige pludselig grænseoverskridende og følsomt.

En del af min proces er ønsket om at dele med andre og det ønske har jeg haft i lang, lang tid. Og idag er så dagen, hvor det sker.

Det vil være en dynamisk hjemmeside, hvor jeg hele tiden vil fylde nyt på. Men…. det kommer til at ske i mit tempo. Altså stille og roligt.

Jeg holder meget af at huske at leve livet langsomt.

JEG skal kunne følge med!

JEG skal  kunne genkende mig selv i det, jeg skriver!

JEG skal behandle mig selv med respekt og værdighed!

På den måde er jeg nemlig den bedste udgave af mig selv!

Og dermed – velkommen til Min Egen Have.

Hvorfor hedder siden “Min Egen Have”?

Denne hjemmeside har jo intet med blomster, stauder eller grønne fingre at gøre!

Hvorfor hedder den så Min Egen Have?

Det er der en meget simpel og symbolsk forklaring på!

Da jeg i august 2014 oplevede det – til dato – mest voldsomme angstanfald i mit liv, blev jeg klar over, at der var noget helt galt med den måde, jeg levede mit liv på. Jeg var så opslugt af, hvordan andre folk havde det, at jeg helt enkelt glemte at mærke efter, hvordan jeg egentlig selv havde det.

Jeg var med andre ord meget mere ovre i andre folks haver end jeg var i Min Egen Have.

At gå fra at nå til den erkendelse, og så til at skulle efterleve det at være mere i Min Egen Have, er bestemt ikke simpelt og det er noget, jeg skal arbejde med og være opmærksom på resten af mit liv.

Men jeg føler mig mere tro mod mig selv, hvis jeg tilstræber at leve mit liv mest i Min Egen Have.

Hvad vil jeg så med denne hjemmeside?

Hele mit liv har jeg skrevet rigtig meget. Jeg har altid haft en trang til at få oplevelser og følelser ned på papir. Og min proces – fra august 2014 til nu – har ikke været nogen undtagelse.

Jeg har hele tiden haft en ide om, at mine ord skulle ”ud i verdenen”, men jeg har ikke rigtig kunnet beslutte mig for hvornår og hvordan. Det har egentlig hele tiden været min tanke, at jeg ville skrive en bog, da jeg selv er meget glad for at læse bøger. Tanken om en hjemmeside lå lidt fjernt for mig. Men stille og roligt blev det mere og mere åbenlyst for mig, at det da var/er den måde, jeg skal ud i verdenen på. Så kan bogen måske blive til en realitet på et andet tidspunkt.

Det er MINE ord, MINE tanker, MINE erfaringer, MIN måde at få det bedre på og MIN måde at leve på! Det er vigtigt for mig at understrege, da denne hjemmeside ikke beskriver, hvad man skal gøre for at få et bedre liv – men hvad JEG har gjort og gør. Mit ønske er, at man plukker det ud af mine beskrivelser, oplevelser og ord som man synes, man kan bruge til noget og så lade alt andet passere.

I min egen proces med at få det bedre, har jeg oplevet mange op- og nedture. Noget af det, der virkelig har givet mig en form for ro og håb er, når jeg har kunnet spejle mig i andres historier. Når jeg har følt, at der var nogen/nogle, der beskrev den følelse eller de tanker, jeg gik rundt med.

Så mit håb med denne hjemmeside er også, at jeg måske kan ramme nogle med mine ord og mine oplevelser.