Hvad vil det sige at have angst?

Det spørgsmål er jeg blevet stillet mere end én gang.

Og det kan være mega svært at forklare, hvad angst er for noget – især for folk, der ikke selv har prøvet at have det. Det vil ALTID være lettere at blive forstået af én, der selv har prøvet at have angst, stress, depression eller en anden form for psykisk sårbarheder.

Den form for angst, som jeg har, giver nogle gange heller ikke mening for mig!!

Så hvordan skal andre nogensinde kunne forstå det?

Min diagnose hedder: Agorafobi med panikangstanfald.

Agorafobi er angsten for at bevæge sig udenfor sin egen gadedør – Åbne pladser, store forsamlinger eller mindre – men tætte – forsamlinger (som i bus, tog, fly, biograf m.m.) kan også være en stor udfordring for folk med agorafobi. Man kan have agorafobi med eller uden panikangstanfald – og for mit vedkommende har jeg den med. Det vil sige, at min angst bunder rigtig meget i, at jeg er bange for at få et panikangstanfald, når jeg er sammen med andre mennesker.

Fordi det er pinligt!

(Ja! …….. Sådan føler rigtig mange med angst!)

Det handler også rigtig meget for mig om, at jeg skal kunne se en udvej (og helst en udvej, hvor jeg ikke kommer til at genere andre mennesker på min vej), hvis jeg nu skulle få et angstanfald.

Det vigtigste for mig, når jeg får en angstanfald er, at jeg kan komme ud og få luft. Derfor er tog og fly virkelig nogle udfordringer for mig. Jeg kan jo ikke bare lige åbne et vindue eller bede om at blive sat af. Der er det trods alt lidt lettere med bybusser – jeg kan jo bare stå af ved næste stoppested. Og skal du i biffen eller teatret med mig, så vil jeg helst stå for billet bestillingen, for så kan jeg styre, hvor vi skal sidde.

I august 2014 fik jeg et voldsomt panikangstanfald på motorvejen, hvilket gjorde, at jeg blev hunderæd for at køre på motorvejen. Det havde INTET med ulykker, kvæstelser eller død at gøre! Det var simpelthen “bare” fordi, det var på motorvejen, jeg fik det anfald.

Det panikangstanfald jeg fik den dag, blev udløst af en alt for lang stress periode i mit liv. Med andre ord, så var dette anfald “prikken over i’et” og jeg gik fuldstændig “ned med flaget”.  Og efter den episode blev min agorafobi meget voldsom. Jeg turde simpelthen ikke at bevæge mig udenfor døren, med mindre jeg havde én med, jeg stolede 100% på – og så ville det kun lige være for at køre ned til min far.

Jeg kunne ikke gå i Brugsen, jeg kunne ikke køre bil, jeg kunne ikke hente min søn i skolen, jeg kunne ikke koncentrere mig om at læse og jeg var vitterlig også bange for at være alene hjemme.

Der var også mange sociale arrangementer, jeg ikke kunne deltage i. Og når man – som jeg – er mor med STORT M, så smertede det helt vildt, når jeg måtte blive hjemme fra et arrangement, der havde med mine drenge at gøre. Jeg følte mig som en rigtig dårlig mor.

Det er hæsligt, hæsligt, hæsligt når det er allerværst og jeg håber aldrig, at jeg når derhen igen.

Jeg kan ikke decideret beskrive, hvad jeg var bange for og derfor havde jeg jo ikke noget svar, når folk spurgte om det. Jeg havde “bare” ondt i hele kroppen. Både fysisk ondt – men også den her ubeskrivelige smerte – en dyb, dyb ulykkelighed …………..!

Jeg følte mig EKSTREMT alene med denne problematik.

Til at starte med havde jeg ikke brug for at snakke med nogen om det hele, for jeg kunne jo ikke engang selv finde ud af, hvad det lige var, der skete med mig.

Det jeg havde brug for var omsorg: nus, kram, kys og holden i hånd – tryghed og kærlighed.

Og det kunne jeg heldigvis få rigtig meget af.

Idag er det stadig sådan, at hvis jeg f.eks. skal til en eller anden undersøgelse, så beder jeg personalet om, at der skal være én, der kan stå og holde mig i hånden og nusse mig lidt – for det har jeg brug for. De første par gange, jeg bad om det, var det lidt pinligt – “Jeg er jo en voksen kvinde” – men hellere det end at jeg får et panikangstanfald og den undersøgelse, jeg skal igennem ikke kan gennemføres. Er det en eller anden større undersøgelse eller noget, jeg ved, kan udløse et angstanfald (som en MR-scanning), så har jeg selvfølgelig min mand med mig.

Efter jeg havde afsluttet et gruppeforløb i lokalpsykiatrien – ca. ½ år efter jeg gik “ned med flaget” – havde jeg SÅ meget behov for at finde et sted, hvor jeg kunne snakke med andre om min angst. Andre ligesindede. Men det fandtes/findes ikke i Svendborg!!

Jeg har en drøm om at starte sådan en gruppe op. Den drøm har jeg haft i snart 3 år! Men jeg har ikke haft overskuddet til at gøre noget ved det. Måske det overskud kommer engang i fremtiden, når nu der er kommet ro på andre ting.

Jeg har faktisk ikke kun én drøm. Jeg ville også rigtig gerne kunne tage ud og holde foredrag om mine oplevelser med angst. For jeg føler stadig, at der mangler meget mere åbenhed omkring dette. Jo flere vi er til at fortælle om det hele, des bedre vil det være.

Men nu må vi se, hvad overskuddet rækker til.

Så – hvad vil det sige at have angst ?

Der findes ikke ét svar på dette spørgsmål. For selvom der findes mange andre, der har samme diagnose, som jeg har, så oplever de måske deres angst på en anden måde.

Men der vil nok – alt andet lige – være nogle lighedstegn. Om ikke andet så er symptomerne på angst ofte de samme, uanset hvilken form for angst man har. Der kan så bare være forskel på, hvor mange af symptomerne, man oplever. Jeg oplever f.eks. slet ikke så mange symptomer nu, når jeg har et angstanfald, som jeg gjorde, da det var værst.

Hvis du gerne vil læse noget mere om symptomer på angst, kan du læse det ved at klikke på dette link:

Symptomer på angst

Hvis du har haft angst eller kender nogen, der har angst eller du måske er i tvivl om, om du eller en du kender har angst, så er du velkommen til at skrive til mig. Både her på siden og ellers kan du også finde min mail ved at klikke på dette link:

Mail