Historien om stenene

Da jeg igår var ude at gå én af mine ynglings ture, kom jeg forbi de her sten og de gav mig inspiration til at skrive: Historien om stenene.

Jeg kom til at gå og tænke på, at jeg kunne se denne overgang, som den proces, jeg stod overfor, da jeg “gik i stykker” i august 2014.

Da jeg havde det værst, stod jeg på den ene side af det her lille vandløb og ville bare så gerne over på den anden side. Men jeg kunne ikke! Jeg turde ikke! Jeg følte mig alene og meget bange!

Jeg stod jo der – på den ene side – helt alene og jeg var panikslagen for at falde ned i vandet, hvis jeg begyndte at bevæge mig ud på stenene. De var jo kantede, glatte og hårde. Og jeg kunne helt sikkert IKKE klare det!

Men sandheden var jo, at jeg var ikke alene. Der var faktisk rigtig mange, der gerne ville hjælpe mig over. Men det kunne jeg ikke se på det tidspunkt. Jeg vidste bare, at jeg ALDRIG ville komme over på den anden side!

Men der var nogen, der tog mig i hånden og hjalp mig ud på den første sten og på et tidspunkt kom dagen så, hvor jeg kunne stå på stenen UDEN at holde nogen i hånden. Det var stort, men så måtte jeg også tilbage igen.

Efter endnu et stykke tid kunne jeg komme hen på den næste sten MED én i hånden – naturligvis. Og dagen kom, hvor jeg kunne gå ud på denne sten alene. Fedt, fedt, fedt …… men så skete der et eller andet uforudset i mit liv og så var jeg tilbage ved første sten igen …..med én i hånden.

Så kunne jeg starte forfra og jeg kunne næsten ikke overskue det. Der var dog sket én lille ændring. Denne gang tog det mig faktisk ikke så lang tid at komme over på sten 2 igen og det endda uden at holde nogen i hånden.

Og sådan gik det frem og tilbage på disse sten i et par år – indtil jeg pludselig en dag stod ovre på den anden side!

Jeg var kommet over!!

I første omgang med nogen i hånden, men efter endnu noget tid kunne jeg komme over selv. Stille og roligt – men jeg kunne.

Efterhånden kunne jeg komme over stenene uden problemer. Tænkte måske ikke altid over, at stenene var der. De skulle bare passeres. Og hvis der var én, der rakte ud og gerne ville hjælpe mig – så næ nej. Jeg skulle nok klare mig selv!

Og ja – idag kommer jeg sagtens over de sten ….. meeeeen…… det er nu meget rart, når der er nogen, der rækker en hjælpende hånd frem og jeg tager gerne imod hjælpen.

Så min pointe med denne historie er:

Hvad, der kan synes som ingenting (stenene) for nogen, kan altså være en kæmpe, uoverskuelig udfordring for andre. Men udfordringerne er ikke altid umulige og det er HELT FINT OG RIGTIG MEGET OK at bede om hjælp.