Hallooooo…… det er mig, der snakker…..!

Til mit indlæg om kostomlægning fik jeg flere spørgsmål, som fik sat tankerne igang hos mig.

Et af spørgsmålene var:

HVORFOR HAR VI SÅ SVÆRT VED AT LYTTE TIL OS SELV??

Og det er et stort spørgsmål og jeg kan komme med MINE ideer til, hvorfor mange af os har svært ved netop dette.

Idag ved jeg, at når jeg skal “lytte til mig selv”, så skal jeg mærke efter i kroppen!

Min krop – og mange andres kroppe (tror jeg) – er fænomenal til at fortælle mig, hvis der er et eller andet, jeg lige skal have justeret. Her mener jeg ikke, om min venstre arm lige skal strækkes lidt til højre side eller om jeg skal sætte mig i skrædderstilling i stedet for at have strakte ben.

Det jeg mener, kræver nemlig, at jeg mærker RIGTIGT efter!!!

For mig kræver det, at jeg tager mig en pause og allerhelst lægger mig ned, hvis det kan lade sig gøre. Og så mærker jeg efter:

Er jeg træt?

Kan jeg ikke fokusere ordentligt?

Er jeg svimmel?

Spænder jeg i nakken/brystet eller skuldrene?

Holder jeg vejret?

Er jeg sulten?

Er jeg grådlabil?

Har jeg uro i kroppen?

Når jeg finder ud af, hvad det er, kan jeg som oftest justere, så kroppen “falder på plads” igen. Sådan er det nu, men sådan har det bestemt ikke altid været for mig.

Førhen havde jeg alt for travlt med ALT MULIGT andet end mig selv!


Vi lever i en verden, hvor tingene går stærkt og hvor vi hele tiden bliver bombarderet med nyheder, updates og alle mulige andre indtryk udefra.

Rigtig mange går op i at præstere (et eller andet der kan ses eller skrives om på Facebook).

Samtidig handler det også om, at alt skal se godt ud – i hvert fald udadtil.

Jeg gør det også selv – præsterer og deler på Facebook (eller her på min blog) og jeg vil gerne have at mit hjem ser pænt ud og at jeg selv (for det meste) også er til at holde ud at kigge på.

Men som med så meget andet, så handler det om, at gøre alt med måde.

For mig er det meget tankevækkende, at jeg selv “ryger med” på “det-skal-gå-stærkt-bølgen”.

Jeg har to gode eksempler på netop dette.

Det første eksempel har jeg været inde på før. Det handler om, at når jeg bliver for presset, så har jeg det med at lave flere og flere aftaler. Så tænker jeg: “Jamen, jeg kan da lige nå det og det og det og det” – og pludselig kan jeg ikke mere og så sidder jeg igen og er forundret og tænker: “hvad skete der lige der”. Jeg arbejder meget på at være opmærksom på denne vane, som jeg altid har haft. Måske har du den også? Jeg ved i hvert fald, at der er rigtig mange, der gør nøjagtig det samme, som jeg. Prøv at tænke over det!

Det, der sker, når jeg når ind i en sådan periode, hvor jeg synes, jeg kan en masse er, at jeg ikke mærker min krop. For så foregår det hele oppe i hovedet. Alle mine gode ideer om hvad jeg da også lige kan nå. Det er simpelthen som om, jeg har sådan en skydedør, der lukker i liiiiiige under halsen og så mærker jeg intet nedefter. Før jeg igen ligger på sofaen fuldstændig uforstående overfor, hvorfor jeg dog er SÅ træt!!

Det er heldigvis ikke så slemt mere, som det har været – men det sker stadig for mig.

Det andet eksempel er også ret godt og det tror jeg også rigtig mange kender til. Jeg havde en tid hos min psykomotoriske terapeut, hvor jeg skulle have bearbejdet en dårlig oplevelse, jeg havde haft på vores ferie til Frankrig. Jeg gik igang med at fortælle hende om det. Jeg fortalte og fortalte og fortalte, indtil hun pludselig sagde: “Prøv lige at stoppe engang, Lisa. Træk vejret og tal langsomt”.

Jeg havde simpelthen plapret, som om det gjaldt livet. Jeg havde snakket så hurtigt, at jeg faktisk var blevet forpustet. Lige så snart jeg havde trukket vejret dybt og begyndt at tale langsommere, begyndte jeg at græde. For så kunne jeg pludselig mærke, hvad jeg egentlig følte. Og jeg var rigtig, rigtig ked af det.

Så jeg tror simpelthen, at vi har så svært ved at lytte til os selv, fordi vi ikke tager os tiden til det!

Det er ikke ret “in” at tage sig god tid.

Det handler om at have travlt, at have mange “jern i ilden”, at have mange “bolde i luften” osv. osv.

Men hvem har bestemt, at det skal være sådan? Hvorfor skal alting gå så stærkt? Hvad er det, vi skal nå?

Jeg er én af dem, der ikke kunne følge med! Jeg faldt ud af det “berømte hamsterhjul”.

Men jeg har det bedre idag, end jeg havde for 4 år siden.

Og det er fordi, jeg prøver at lytte efter, når min krop siger: “Halloooo – det er mig, der snakker”!

I løbet af de sidste par år har Jeg også fået et nyt motto, som jeg prøøøøøøver at leve efter (selvom det til tider er svært):

LEV LIVET LANGSOMT!