Gik jeg i panik, fordi jeg har angst?

Eller ville andre også gå lidt i panik – SELVOM de IKKE har angst?

Det spørgsmål er jeg begyndt at stille mig selv oftere.

Ikke lige når jeg oplever angst, men et godt stykke tid efter, at angsten er forsvundet igen.

For sagen er jo, at folk der ikke har angst, godt kan føle angst eller føle sig bange eller panikslagen i nogle situationer.

Så jeg har fundet ud af, at det hjælper mig med at ”normalisere” mig selv ved nogle gange at få bekræftet, at ”ikke-angste” folk faktisk også godt kan gå i panik.

Jeg vil nu fortælle om en oplevelse, jeg har haft i denne uge og denne oplevelse indeholder blod og sygehus m.m. Så hvis man ikke bryder sig om at læse om den slags, skal man ikke læse videre.

I mandags ved 19-tiden fik jeg næseblod – selvforskyldt – da jeg havde noget i næsen, der kløede. Da det så først var begyndt at bløde, kunne jeg simpelthen ikke få det til at holde op igen. Jeg prøvede med klude, trykken på næsen, is på næsen, sodavandsis m.m.

Efter 30 min. kaldte jeg på ældstesønnen og han var rigtig god til at stå og holde øje med, om jeg fik det dårligt og han sagde til mig, at jeg bare skulle sige til, hvis vi skulle køre på skadestuen. Så jeg følte mig sikker hos ham.

Efter 45 min. hvor det stadig bare blødte med samme styrke, begyndte jeg at gå lidt i panik. Ældstesønnen fik ringet til vagtlægen, fordi jeg godt var klar over, at det ikke kom til at stoppe af sig selv. Jeg fik en tid på skadestuen kl. 21.30, men lægen havde sagt, at vi jo bare kunne prøve at køre derned og se, om de havde mulighed for at se på mig tidligere.

Som beskrevet andetsteds, så er én af mine angstsymptomer, at jeg skal på toilettet. Det skal lige siges, at det ikke er specielt nemt, når man bløder ud af næsen. Mens jeg så sad på toilettet, begyndte det at trykke en del i højre tinding. Inde i mit hoved betød det, at der var noget HELT galt. Så nu gik jeg helt i panik. Jeg kom ud fra toilettet og ældstesønnen fik kørt mig på skadestuen. Klokken var ca. 20.00 og jeg blødte stadig med samme kraft.

Jeg kom heldigvis ind i et undersøgelses rum med det samme og der kom en læge ret hurtigt. Hun fik proppet en meget lang og meget ubehagelig ting op i næsen på mig og så kunne jeg slappe lidt af. Indtil den var gennemblødt! For så skulle den jo ud igen og så fik jeg proppet en ny, lang tingest op i næsen. Det gjorde faktisk ret ondt, men det fik stille og roligt blødningen til at stoppe.  Det her skete kl. 20.40.

Kl. 21.00 kom lægen ind og kiggede og sagde, at det så fint ud og samtidig sagde hun så farvel. For fra kl. 21.00 af er der ikke længere nogen læge på skadestuen! Så hvis der skete noget med den, jeg havde i næsen, skulle jeg til Odense!

Det var, hvad det var.

Men de fik også lige fortalt mig, at hvis den dims, jeg havde i næsen ikke virkede efter hensigten, så skulle jeg have en anden dims op i næsen og det ville VIRKELIG gøre ondt! Tak for den information!

Samtidig fik jeg også at vide, at hvis jeg kom hjem og det begyndte at bløde voldsomt om natten, så skulle jeg ringe 112!

Jeg fik taget nogle blodprøver, fordi jeg ikke kan tåle at miste for meget blod (også én af grundede til, at jeg gik i panik). Ventetiden på svar fra blodprøven og svar fra en øre-næse-hals læge i Odense gjorde, at vi først kom hjem kl. 02.00.

Heldigvis var min mand kommet ned til skadestuen ved 21.30-tiden, så ældstesønnen kunne køre hjem til yngstesønnen.

Den dims, jeg havde i næsen, udvidede sig ganske betragteligt. Det gjorde, at jeg havde et kæmpe pres inde i hovedet, der bestemt ikke var behageligt.

Det pres gjorde også, at jeg panikkede lidt, for jeg kunne jo ikke ”komme væk” fra det. Og som prikken over i’et fik jeg at vide, at den skulle side i i 2 døgn.

Alle de timer jeg lå på en briks på skadestuen og alle de timer, jeg havde den dims oppe i næsen, var nogle meget, meget, meget lange timer. Flere gange havde jeg bare lyst til at hive den ud, for jeg havde det mildt sagt elendigt.

Det, der hjalp mig til ikke at blive opslugt i angstens greb, har helt klart været alle de ”redskaber”, jeg nu har med mig fra flere års arbejde med angsten.

For det første var jeg ikke sen til at fortælle dem på skadestuen, at jeg har panikangst. Og så sagde jeg også til ældstesønnen og min mand, hvad jeg havde brug for, at de gjorde. Hente is, hente vand, nusse mig, holde mig i hånden m.m. Og så blev jeg også ved med at sige til mig selv, at tingene ikke kunne være anderledes og at jeg blev hjulpet på den bedst tænkelige måde.

Dagen efter denne oplevelse blev yngstesønnen hjemme for at passe på mig og min mand kom allerede hjem ved 11-tiden for også at passe på mig.

Så jeg har en familie, der forstår at passe på mig. Det er jeg super taknemmelig for.

Onsdag formiddag kunne jeg så komme ned på sygehuset og få fjernet den dims. Det var godt nok dejligt at få den ud, men den havde lavet lidt ballade i mit hoved pga. trykket, så jeg kan stadig mærke, at jeg ikke er helt tip-top endnu.

For at vende tilbage til det, jeg startede med at skrive, så er det vel ikke kun folk med angst, der kan panikke i en sådan situation?

Hvad mener I?