Familie

Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke jeg havde haft min familie.

Hele min familie er dejlig og vi elsker hinanden, men der er nogle, der virkelig har betydet meget for mig – og stadig gør – i hele den her proces.

De første jeg må nævne, er dem, jeg tit omtaler som “mine tre mænd” eller “mine tre drenge”. Min dejlige mand og vores to skønne drenge. De betyder alverden for mig.

Min mand og jeg har været kærester siden 1992, så vi kender hinanden ret godt. Men derfra og så til at skulle leve med én, der pludselig oplever angst hver eneste dag, er alligevel en stor mundfuld at skulle sluge. Det var nyt for både ham og jeg. Jeg var pludselig i det her “hul”, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme op ad og han var “pludselig” gift med en kone, der havde en ukendt side.

Angst er ikke let at forstå for folk, der aldrig har prøvet, hvad det vil sige at have et angstanfald. Og selvom jeg har prøvet at forklare det mange gange, så vil min mand aldrig kunne forstå det helt. Nogle gange forstår jeg det jo ikke helt selv. Men jeg mærker symptomerne og de kan være slemme.

Én ting er dog helt sikkert – og det er, at jeg altid har følt mig “passet på” og holdt af. Han har altid været klar til at give kram, når jeg kom til ham og det var nogle gange “bare” det, jeg havde brug for.

Han er min støtte, min ven, min kæreste og jeg vil altid elske ham og være ham evigt taknemmelig for, at han blev hos mig.

Som beskrevet et andet sted, så fik jeg mit mest voldsomme angstanfald, da vi var på vej op for at aflevere vores ældste søn på hans efterskole. Så i den periode, hvor jeg havde det værst, var han ikke meget hjemme. Og det var godt for ham og så fint, at han havde efterskolen at koncentrere sig om.

Til gengæld var vores yngste søn i det til hverdag. Han var på det tidspunkt 12 år og måtte opleve at skulle passe på mor mere end mange af hans jævnaldrende skulle. Det har jeg haft rigtig dårlig samvittighed over, da jeg ikke mener, det er børnenes pligt at passe deres forældre. Men sådan var det nu engang og når jeg kigger på ham i dag, hvor han er 15 år, så har han bare lært så meget af den proces.

Jeg gjorde også meget ud af at tale med begge drenge om, hvordan jeg havde det og hvad jeg nu var i gang med – f.eks. psykolog, angstgruppe m.m.

Så hjemme hos os er det ikke tabu at tale om angst, psykolog, psykiater, samtalegrupper, terapi m.m.

Og det synes jeg er dejligt for jeg vil så gerne være med til at bryde tabuet om psykisk sårbarhed.

For det kan ramme alle!

 

Jeg ville bestemt heller ikke være kommet helskindet igennem denne proces, hvis ikke det havde været for min mor og far. I de første uger af min sygemelding blev jeg praktisk talt passet af dem igen – i en alder af 42 år!

Jeg husker ikke så meget fra den tid, fordi jeg fik nogle ret stærke piller for at komme igennem dagen. Men jeg ved, at når jeg var hos min far, så lå jeg måske og læste lidt, spiste frokost og så sov vi til middag. Sådan gik de dage. Når min mor passede mig, foregik det hjemme hos os, hvor hun kom over og sad hos mig. Enkelte dage gjorde vi lidt rent – bare for at lave noget.

Jeg ville gerne holdes lidt i gang og jeg gik også korte ture, men jeg havde vitterligt INGEN overskud.

Det var en meget svær periode, hvor jeg kæmpede med dårlig samvittighed over, at jeg måtte bukke under på den måde.

Jeg vil heller aldrig glemme min søster for, at hun kom og hentede mig på rastepladsen. Det betød så meget for mig, at det lige var hende, der kom. Jeg ringede bare op og selvom hun sad midt i sit arbejde, skyndte hun sig ud af døren for at komme og hente mig.

Min bror var rigtig god til at ringe og spørge til mig i den periode, hvor jeg havde det skidt og det betød rigtig meget for mig.

Og mine dejlige niecer og nevøer var og er heldigvis altid parat til at give deres faster/moster en dejlig, varm, stor krammer. Elsker dem alle sammen rigtig højt.Jeg ville så gerne kunne have dem alle sammen – inklusiv mine egne to drenge – under mine vinger hele tiden, fordi livet ikke altid går, som vi håber og forventer. Og der kan være gode og svære perioder.

Men nu er det jo engang sådan, at man kun kan lære, ved selv at leve livet.

Jeg har da et ønske og et håb om, at de kan lære lidt af deres halvgamle mor/faster/moster ved at læse på min hjemmeside (hvis de har lyst).