Det jeg oplever, føler og tænker ER RIGTIG NOK!

Dette er en af mine såkaldte “livs-sætninger”.

Jeg beskriver det og andre sætninger i et tidligere indlæg. Du kan læse om det her, hvis du har lyst.

“Livs-sætninger” m.m.

Og hvorfor skriver jeg så om netop dette idag?

Jo – nogle gange glemmer jeg faktisk selv, hvad det er for gode værktøjer, jeg har fået med mig i hele den her proces. Og derved glemmer jeg også at gøre brug af dem!

Lige for tiden er jeg inde i en “jeg-skal-ikke-tænke-for-meget-over-alt-det-jeg-synes-der-er-svært-lige-nu-periode”. Og jeg mærker det tydeligst ved, at jeg falder tilbage i nogle kedelige, gamle spisevaner. Min spiseforstyrrelse vil rigtig gerne bestemme lige for tiden og det er hammer svært at være stærk nok til at tage kampen op med den.

Det, der gør det svært lige for tiden, er:

  1. Jeg har fået datoen for mit møde i rehabiliteringsteamet!
  2. Min mand arbejder rigtig, rigtig, RIGTIG meget!

Punkt 1 – jeg har ventet og ventet og ventet på den dato og så – endelig i fredags – fik jeg den! Jeg skal til møde d. 22. februar 2018. Det er – på en og samme tid – meget spændende, men også mega skræmmende.

Spændende fordi jeg er SÅ klar til at få en afklaring. Skræmmende fordi jeg ikke ved, hvad den afklaring så er.

Som jeg har nævnt mange gange, så håber jeg på, at jeg bliver tilkendt fleksjob – men jeg ved det jo ikke!! Jeg prøver at bevare troen på, at selvfølgelig er det det, der sker, men jeg er bare så bange for at blive skuffet. Så der er faktisk rigtig, rigtig lang tid til d. 22. februar 2018.

 

Omvendt – så er d. 22. februar 2018 lige om hjørnet og det gør mig også trist, for så stopper min tid i sundhedshuset. Jeg elsker det sted, mine kollegaer og mine arbejdsopgaver, men jeg bliver nødt til at se lyst på det!

Jeg har haft en fantastisk tid i sundhedshuset og jeg kunne ikke have ønsket mig et bedre praktiksted. Og det, der er godt, kommer jo ikke skidt tilbage ……eller noget i den stil.

Punkt 2 – min søde, dejlige mand arbejder alt, alt for meget. De sidste 2 måneder har vi ikke set ham meget og det bliver desværre ikke bedre her i februar. Så der er en del savn og ensomhed, som jeg lige skal forlige mig med. Omvendt kan man jo sige, at det da er dejligt, at jeg – efter 26 år – stadig savner min mand usigeligt meget, når han ikke er hjemme i længere tid.

For at vende tilbage til overskriften på dette indlæg, så er det vigtigt for mig at acceptere og respektere, at det jeg oplever, føler og tænker er rigtig nok.

Jeg har nemlig en tendens til at sige til mig selv: “Aj, nu må du altså lige tage dig sammen – så slemt er det heller ikke”. Men sådan en sætning er bare ikke særlig konstruktiv og støttende!

Derfor er det vigtigt for mig at huske mig selv på, at de oplevelser, følelser og tanker jeg har om min situation lige nu, de er faktisk reelle nok. For jeg oplever frustration, bekymring, savn og ensomhed lige for tiden – og det skal jeg da ikke bare negligere.

Derfor skal jeg tage mig selv alvorligt og frem for alt ikke nedgøre mig selv.

Jeg tænker også tit:

“Der er så mange andre, der har det meget værre, end du har det. Tænk på alle dem, der sulter eller dem, der er syge! Og så sidder du her og ynker over dine I-landsproblematikker.”

Og netop sådan en sætning kan gøre det rigtig svært for mig ikke at anerkende de oplevelser, følelser og tanker, jeg har om mit “lille” liv.

Igen må jeg bare erkende, at en sådan sætning ikke hjælper mig i min hverdag med det, jeg møder og skal have bearbejdet i mit hoved.

Derfor vil jeg prøve at huske:

At det jeg oplever, føler og tænker er RIGTIG NOK!

Og det synes jeg også, at DU skal huske!