Det er bare ikke nemt !!!

Ja, nu er det ved at være et godt stykke tid siden, at jeg har skrevet noget nyt på min blog.

Det er simpelthen fordi, der nogle gange bare sker for mange ting omkring mig, til at jeg kan sætte mig ned og skrive noget, der giver mening.

Når mit hoved er for fyldt, kan jeg have svært ved både at skrive og læse. Og sådan er det nu engang.

Som jeg skriver, så er det bare ikke nemt for tiden………..!

Det kører godt i min praktik og jeg er nu ved at være ret godt inde i tingene og jeg kender efterhånden mine kollegaer liiiige lidt mere, end jeg gjorde i starten.

Timeantallet er det gået sådan lidt op og ned med, men lige nu virker det rigtig godt for mig at være på arbejde 3½ time mandag, onsdag og fredag. Jeg har prøvet at være oppe på 4 timer 3 gange om ugen, men det var for meget. Så nu føler jeg virkelig det kører for mig – i den forstand at jeg også har noget overskud, når jeg ikke er på arbejde. Det er ikke meget overskud, jeg har, de dage hvor jeg HAR været på arbejde – men lidt har vel også ret.

Jeg har nu gang i den femte sagsbehandler på jobcentret (på under to år) og hende jeg har nu, har så travlt, at hun er næsten umulig at komme i kontakt med. Og så er det tydeligt at mærke, at når hun så endelig svare på en mail, har hun altså ikke helt styr på, hvem jeg er. Jeg har et par gange spurgt om noget i øst og hun svarer i vest – det er så frustrerende!!

I mandags skulle jeg så have været til et ret vigtigt møde med hende og Team Aktiv, hvor jeg bl.a. skulle have at vide, om min praktik slutter her d. 10. november. Jeg mødte op til tiden og sad og ventede sammen med min konsulent fra Team Aktiv. Men min sagsbehandler dukkede aldrig op. Hun havde glemt det!!

Jeg var så frustreret, gal og ked af det, da jeg sad i bussen på vej hjem.

Jeg er altså et menneske!!

Ikke bare et nummer i systemet!!

Og jeg ved godt, at hun har mega travlt og at hun har alt for mange borgere, hun skal tage sig af, men det kan jeg bare ikke bruge til noget som helst!

Jeg synes bare det er synd for hende, at hun nok selv kommer til at skulle opleve systemet, når hun selv går ned med stress – og det er bestemt ikke ondt ment. Jeg ved, at to af de sagsbehandlere, jeg har haft, gik ned med stress til sidst – og det kan jeg godt forstå. De arbejder under umenneskelige forhold.

Men – da min blog jo hedder “Min egen have”, så skal jeg altså ikke begynde at gå over i min sagsbehandlers “have”, for her i “Min egen have” handler det om mig!

Nå – men det vil så sige, at jeg på mandag finder ud af, om min praktik i Sundhedshuset slutter fredagen efter!! Det er hverken OK overfor mig eller overfor mine kollegaer. Men jeg kan ikke gøre en s… ved det.

Så er det godt, at jeg er med på et “Hvad siger du krop” forløb hos Maja Nusbaum, hvor vi netop i søndags snakkede om, at man skal prøve at acceptere tingenes tilstand – sådan som de er!

Så det prøver jeg………………….og jeg prøver…………………..og jeg prøver…………………….og jeg øver mig…………og jeg prøver…………………….og jeg øver mig………………..!!!

Jeg vil rigtig gerne snarest muligt til møde i rehabiliteringsteamet, så jeg kan blive afklaret. Jeg vil nemlig rigtig gerne ud af det system, jeg er i lige pt. og jeg synes, at jeg har bevist, hvor mit maks timeantal ligger.

I tiden, indtil mødet med rehabiliteringsteamet, vil jeg rigtig gerne blive i min praktik, men det hedder sig egentlig, at jeg ikke længere må være der (fra d. 10 november) – med mindre jeg har en egentlig fastansættelsesaftale med dem.

Og det har jeg ikke og det får jeg heller ikke og det har jeg heller ikke været lovet.

Så det jeg egentlig frygter allermest er, at jeg på mandag får at vide, at min praktik slutter d. 10. november og at jeg ikke kan blive der, indtil jeg skal til møde med rehabiliteringsteamet. Jeg har fået at vide, at der pt. er en ventetid på ca. to måneder!

Skal jeg så hjem og gå fuldtid??

Nej tak!

Men det kan det altså reelt ende med.

Det er første gang, at jeg i min sygemelding kan tænke, at systemet kan virke lidt “langhåret”.

Kan jeg gøre noget ved det?

Jeg vil naturligvis argumentere for, at jeg kan få lov til at blive i min praktik, da jeg ellers kan være bange for, at jeg ryger lidt “ned i et hul”.

Hvis det ikke kan lade sig gøre, må jeg kigge på, hvad jeg så kan fylde min hverdag ud med.

Lige nu vil jeg bare gerne lige have lov til at sige:

DET ER BARE IKKE NEMT!!