Depression

Angst, Stress og Depression går ofte hånd i hånd. Det er ihvertfald min erfaring. Både fra mig selv og fra andre, jeg har lært at kende på min vej. Det kan så være meget forskelligt, hvor meget de tre “diagnoser” fylder for det enkelte menneske.

Angst og stress fyldte mest hos mig – hvorimod depressionen ikke “fik lov til” at fylde så meget. Men jeg havde den dog alligevel lidt inde på livet.

Der gik ca. 14 dage fra jeg “gik i stykker” i august 2014 til jeg begyndte at mærke en voldsom skyldfølelse. Og min læge sagde til mig, at det var et typisk tegn på, at jeg havde en depression. Jeg havde skyldfølelse fordi:

Jeg nu IGEN ville komme til at gå ned i indkomst

Jeg ikke kunne tage mig ordentligt af mine drenge og min mand

Jeg bare lå og lå

Jeg følte mig som en fiasko, når jeg ikke kunne holde til mere end jeg kunne

Jeg nærmest ikke kunne overskue noget som helst

Jeg var svag

Udeover skyldfølelsen var jeg også begyndt at blive rigtig ked af det. Havde mange dystre tanker om fremtiden. Den så meget mørk ud. Jeg tænkte, at det aldrig ville blive anderledes og at min familie nu skulle lære at leve med “sådan én som mig”.

Heldigvis fik jeg hurtigt en tid hos lokalpsykiatrien og allerede d. 9. september 2014 havde jeg den første samtale hos en psykolog. Det har helt klart hjulpet mig, at jeg kunne få professionel hjælp så hurtigt. Hun var og er stadig en vigtig person i hele mit sygdoms  forløb og jeg priser mig tit lykkelig over, at jeg netop fik en tid hos hende.

Hun fik mig med i en støttegruppe hos Lokalpsykiatrien, hvor vi alle var kvinder, der havde den ene eller den anden form for overbelastning. Vi mødtes én gang om ugen i en periode på 4 måneder og det har helt klart været en medvirkende årsag til, at jeg ikke endte i en dyb depression.