Den TROFASTE angst!

Ja – hos mig er den ihvertfald en trofast følgesvend – om jeg så bryder mig om det eller ej!!

Jeg har fundet ud af, at jeg bruger meget af min energi på at tænke: “Jamen, når først der kommer ro på og hverdagen bare kører UDEN ændringer ….. SÅ får jeg styr på min angst”.

Nu er det faktisk ved at gå op for mig, at hverdagen aldrig kommer til at køre uden ændringer!!

Ændringer for mig – og mit hoved – er mange ting:

Sygdom i nærmeste omgangskreds eller familie

Teenage børn der er udfordret (fordi de er teenagebørn og på vej ud i verden)

Arbejdsforhold der ændrer sig

Undersøgelser på sygehuset – jeg selv skal til (ikke noget alvorligt)

Hverdagen der bliver “brudt” pga. ferie

En mand, der skal på forretningsrejse

En yngstesøn, der snart skal på efterskole

En ældstesøn, der gerne vil flytte hjemmefra (forståeligt nok)

Forældre, der bliver gamle

Veninder, der har det svært

osv. osv. osv…….

Og så ved jeg godt, at min blog hedder Min egen have, fordi jeg skal blive bedre til ikke at tage alle andres “problemer/bekymringer” over på mine skuldre – men det kan altså være rigtig, rigtig svært, når det er mennesker, jeg holder meget af, der “kæmper kampe”.

I de tilfælde er det mere et spørgsmål om, at jeg skal sørge for, at jeg er så godt “klædt på” som muligt, til at kunne takle de forskellige scenarier, der udspiller sige hver eneste dag.

Dvs. jeg skal huske at passe på mig selv og give mig selv den nødvendige ro og den nødvendige egenomsorg.


For at vende tilbage til angsten – så har den været på spil igen-igen.

Inden for tre uger har jeg været på to ture/ferier sammen med familie og venner.

Som jeg har nævnt før, så er det ikke altid godt for mig, at hverdagen bliver “brudt op”. Men jeg VIL på ture og ferier, så her får angsten ikke lov at bestemme – selvom den gerne vil!

Første gang var manden, yngstesønnen og jeg i Ebeltoft, hvor vi havde 4 dage til at hygge i.

Turen derop gik fint – ingen angst på motorvejen – og dagene deroppe gik også fint.

Men aften nr. 2 – da jeg skulle til at sove – kom angsten pludselig. Jeg havde ikke sovet så godt natten før og vi havde været meget aktiv i løbet af dagen, så jeg tænker, at det har været søvnunderskud, kombineret med ekstrem træthed, der udløste angsten. Uanset hvad, så fik jeg det skidt og jeg var nødt til at stå op og gå på toilettet, da min mave jo går helt bananas, når jeg har angst. Jeg lagde mig i seng igen og så noget Netflix og på et tidspunkt er jeg jo så faldet i søvn.

Sådan et angstanfald om aften/natten gør, at min næste dag er en “dum” dag. Jeg er mere følsom, grådlabil og naturligt nok træt. Jeg fortalte manden og yngstesønnen, at jeg havde en af de der dage og bare det at sige det højt gjorde, at jeg også selv bedre kunne takle det.

Anden gang, vi var afsted, var fra i torsdags til i søndags og her var vi afsted med et rigtig godt vennepar og deres børn. Vi har tidligere været på ture sammen, så vi kender hinanden rigtig godt.

Min angst havde slet ikke noget med dem at gøre.

Det var igen, det der med at være afsted hjemmefra og så havde jeg faktisk også om morgenen – inden vi tog afsted – fået at vide, at en kær veninde var død efter længere tids sygdom, så jeg var/er også i sorg.

Den sidste aften på vores tur havde jeg fået et par glas vin og nogle gange er det nok til, at angsten sætter ind. Igen startede det, da jeg kom i seng og jeg lå længe og bare havde det skidt. Jeg var bange for, at jeg skulle kaste op, selvom jeg OVERHOVEDET ikke havde drukket så meget, så det kom på tale. Det var “bare” igen mit hoved, der kørte afsted med mig.

Da vi så skulle til at køre hjem dagen efter, kunne jeg mærke angsten for køreturen. Min mave begyndte at reagere og jeg var på nippet til at bryde sammen. Men jeg fik sagt det til min mand, yngstesønnen og min veninde, så de vidste, at jeg var maks udfordret.

Jeg satte mig ind i bilen og vi begyndte at køre og så kom tårerne. Det var som om, jeg lige skulle åbne for en ventil og så trillede tårerne bare stille og roligt. Men det var det, der skulle til! Efter ikke ret lang tid faldt kroppen til ro igen og hovedet fik fortalt, at der ikke var nogen fare på færde og så gik det fint resten af turen. Og denne gang vidste jeg, at jeg var udfordret, fordi jeg havde haft angst om natten (havde faktisk også mareridt) og så havde jeg ikke sovet nok.

Så der er som regel – faktisk altid – en forklaring på, hvorfor angsten kommer og hvis bare jeg får lov til at sige det højt og får lov til (giver mig selv lov til) at græde, så går det over igen.


I dag gjorde jeg noget ret grænseoverskridende. Det vil faktisk sige, at jeg gjorde det i går. Jeg ringede til vores præst! Og i dag var jeg så ovre hos hende.

Jeg tror på Gud, men ikke på en sådan måde, at jeg går i kirke hver søndag. Som så mange andre går jeg i kirke juleaften og når jeg skal til barndåb, konfirmation, bryllup eller begravelse/bisættelse.

Med andre ord – så overrender jeg ikke vores kirke! Men derfor kan jeg jo godt være troende alligevel.

Grunden til, at jeg ringede til vores præst, er min nyligt afdøde veninde. Hun er grønlænder og skal derfor begraves på Grønland. Jeg har ikke set hende siden december og pludselig er hun væk. Jeg kan ikke finde ud af, hvor jeg skal få afløb for min sorg og hvordan jeg skal få sagt farvel.

Præsten og jeg snakkede sammen i to timer og hun satte mange tanker igang. Hun er et fantastisk menneske og jeg sætter stor pris på, at vi har hende som præst. Hun foreslog, at jeg skulle gå i kirke i dag. Vi er så heldige, at vi hver onsdag har noget, der hedder “stille kirke”, hvor organisten sidder og spiller, mens man kan komme og gå i kirken, som man har lyst til. Hun sagde, at jeg jo kunne tænde et lys for min veninde og så måske tage afsked på den måde.

Så det vil jeg gøre – og så tænker jeg, at jeg måske godt kunne finde på at gøre “stille kirke” til et punkt, jeg kunne føje til min liste over egenomsorg.

Måske det slet ikke er nogen dum ide!