Kategoriarkiv: Brevkasse

Mørke dage

Sådan nogle dage har jeg lige haft og det kunne jeg godt tænke mig at skrive lidt om.

Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste, der indimellem ryger ind i sådan en periode af mørke dage og som med så mange andre ting, vil det måske være rart for nogen at vide, at de ikke er alene med at have disse dage.

Jeg har heldigvis ingen SORTE dage for tiden og har ikke haft det i meget, meget lang tid for de er endnu værre at være i end mørke dage.

Jeg ville egentlig gerne have haft skrevet om mine mørke dage, mens det var værst, for jeg kunne godt tænke mig at kunne skrive om det, når jeg er midt i det, for virkelig at få følelserne med i det, men det kunne jeg ikke.

Grunden til at jeg ikke kunne, hænger sammen med, hvordan jeg har det på disse dage.

Når jeg er i en mørk periode, har jeg svært ved:

at tage mig sammen til noget som helst

at overskue ret langt frem

at gøre noget spontant

at komme ud af mit tankemylder

at se positivt på ting

at spise “sundt”

at sove ordentligt

at være sammen med for mange mennesker

at håndtere jokes (jeg tager ting alt for bogstaveligt i disse perioder)

Til gengæld er jeg rigtig godt til at:

tale dårligt til og om mig selv

at synes det hele er lidt synd for mig

at se det negative i mange ting

at tage ting personligt

at spise “usundt”

at glemme alt det, jeg har at være taknemmelig for

at isolere mig

at skjule hvordan jeg har det for omverdenen

Jeg kan sige nok så mange gange til mig selv, at det kun er en periode og at det hele nok skal blive godt igen, men det er som om, jeg ikke rigtig kan tage det ordenligt ind.

Og dog……. for jeg tænker, at det, at jeg prøver at overbevise mig selv om, at det nok skal blive bedre, måske kan gøre, at perioden bliver forkortet.

Tidligere varede de her mørke periode ihvertfald længere tid.

Jeg “tvinger” også mig selv til at tænke positive tanker, selvom jeg måske ikke selv tror på det, jeg tænker. Jeg er også typer, der kan finde på at sige højt til mig selv: “Det skal nok blive godt igen”.

Men det ændrer ikke på, at jeg HADER at være i de her mørke perioder.

Jeg bliver virkelig sortseer og bliver også altid bange for, om det er NU, det vil gå ned at bakke og at jeg ikke kommer ovenpå igen.

Det er virkelig “tungt” at være i en mørk periode – også for mine nærmeste – mest min mand. Det er altid ham, det går mest ud over, når jeg har det skidt. Og det er det jo nok, fordi han er den nærmeste. Det er det, der nogle gange er så forbandet, for det kommer til at gå ud over dem, man holder aller mest af.

Det, der kan være rigtig svært i de her mørke perioder, er bl.a. at jeg er så meget alene, som jeg er. Ensomheden kan være hård.

Jeg er fleksjobber og arbejder derfor kun 14 timer om ugen.

Jeg er virkelig meget, meget glad og taknemmelig over, at jeg bor i et land, hvor der også er plads til sådan én som mig, der ikke magter at arbejde “de normale” ca. 37 timer om ugen.

Men omvendt giver det mig jo rigtig meget tid alene, da min familie er mere væk hjemmefra, end jeg er og……..

ALENETID = TÆNKETID…………………!!!!

Når jeg er i de mørke perioder har jeg virkelig meget behov for nærhed med mine allernærmeste – min mand og mine drenge – (og min far – jeg er jo fars pige), men samtidig har jeg også meget brug for at kunne trække mig – rent fysisk – også hjemme i vores hus. Jeg trækker mig ved enten at gå tur med min elskede hund Molly eller ved at lægge mig ind i soveværelset eller gå ind på mit eget værelse – som jeg heldigvis fik sidste år og det er guld værd for mig.


Derfor kan det være anstrengende for andre at være sammen med mig, når jeg er i de perioder. For på den ene side står jeg og siger “KRAM MIG” og på den anden side, står jeg og siger “GÅ VÆK”.



Jeg kan godt fungere på mit arbejde, når jeg er i disse perioder og jeg kan godt være smilende og imødekommende. Men der er ingen tvivl om, at nogle af mine kollegaer kan mærke på mig, når jeg er inde i en mørk periode, for så er der flere af dem, der spørger til, hvordan jeg har det. Så for dem, der kender mig, er det nok lidt tydeligt (alligevel), når jeg er i en sådan periode. Det jeg får at vide er, at jeg ligesom “lukker lidt ned” og ikke siger så meget, som jeg plejer.

Hjemme hos mig selv, kan jeg jo mere “være-mig-selv-som-jeg-er-i-de-perioder”, så der “falder jeg lidt sammen”: har et større behov for bare at ligge i sofaen og måske sove indimellem, vrisser lidt af de andre, græder oftere, får måske ikke lige svaret på sms’er m.m. og springer generelt over, hvor gærdet er lavest mht. alle huslige opgaver og madlavning!

Jeg tænker, at det sidste her ikke er så unormalt for mange kvinder – måske omkring en bestemt tid på måneden …………men……………………det, der gør det svært for mig er, at der medfølger de her voldsom negative tanker – især om mig selv og mit udseende.

Heldigvis er det sådan, at jeg i de LYSE perioder ikke tænker over de mørke perioder og jeg kan godt have glemt, hvor hårdt det er, når de så dukker op. Men det er vel også – et eller andet sted – meget sundt, at jeg ikke bruger mere energi på de perioder end højst nødvendigt.

Sådan vælger jeg ihvertfald at se på det!

“Repeat-tanken”……….

Kender I mon også til den??

Det er sådan én tanke, der bare bliver ved og ved og ved og ved med at køre rundt i hovedet på én.

Hos mig findes disse tanker i flere afskygninger. Der findes dén der “repeat-tanke”, der har kørt i hovedet på mig i mange, mange år – mere end 35 år:

“Du er dum, grim og tyk”

“Du er dum, grim og tyk”

“Du er dum, grim og tyk”

Jeg har heldigvis sluttet rigtig meget fred med den tanke, for jeg ved nu, hvorfor den blev plantet i mig og jeg ved godt, at det ikke passer!

Fordi den nogle gange kører i hovedet på mig igen og igen, er det jo IKKE en sandhed.

Tanken kan stadig godt tage magten fra mig, da det er en ældgammel “plade”, jeg har kørende.

Du kan prøve at forestille dig en jukebox. Den har en masse plader, der kan kører på skift og det er netop sådan én jukebox, jeg forestiller mig, når den gamle “repeat-tanke” kigger forbi og så tænker jeg: “Hmmm – hvem eller hvad var det lige, der fik sat den plade på”.

Det er ikke altid, jeg finder svar, men så kan jeg da heldigvis skifte til en anden og bedre plade. Nogle gange kan jeg gøre det selv og andre gange skal jeg have hjælp – bare spørg mig mand.

Jeg beder ret ofte om bekræftelse på hans kærlighed til mig (og han forstår det ikke altid), men det er faktisk, når én af de der gamle plader, er blevet sat på.

Desværre er det ikke kun nye, gode plader, der bliver sat på i den der jukebox.

Der kan også blive sat nye, DÅRLIGE plader på!! Og så kan dén plade tage magten.

Lige for tiden har jeg netop sådan en “repeat-tanke” kørende – en ny plade, der blev sat på for ikke ret lang tid siden og det irriterer mig, at den skal få lov til at fylde så meget i mine tanker.

Den fylder ikke hele dagen, men den skygger for de andre mere positive tanker. Og for jer der har fulgt med, så ved I, at jeg har gjort et rigtig stort stykke arbejde for at ændre mit tankemønster, for det kan lade sig gøre og jeg er godt på vej

Netop DERFOR irriterer det mig, at den tanke skal FYLDE SÅ MEGET, for der er ingen, som i absolut INGEN sandhed i den sætning, der blev sagt for at få sat gang i min negative “repeat-tanke”. Faktisk var det flere sætninger, men med samme negative tone.

Når jeg så – som altid – går i gang med mit “detektiv-arbejde” for at finde ud af, hvad det er, der gør, at jeg reagerer som jeg gør, så finder jeg ud af, at den nye plade, der er blevet sat på, faktisk bare er en single, der oprindeligt kommer fra en plade, der hedder “Jeg er ikke noget værd”!

Og – det er netop DERFOR, den bliver ved med at køre, den der “repeat-tanke” – for den rammer voldsomt ned i et gammelt sår, der ikke er helet endnu.

Et eller andet sted er det jo forfærdeligt, at jeg har en plade, der hedder: “Jeg er ikke noget værd”, men det er virkelig kommet bag på mig, hvor mange der har netop sådan en plade i deres jukebox.

Tænk sig – at vi er SÅ mange, der ikke føler os værdige.

Værdige til at være glade, værdige til at være lykkelige, værdige til at have det, vi har, værdige til at leve livet, værdige til at leve!

Det ligger dybt forankret, hvis man har det sådan, men der KAN gøres noget – med hårdt arbejde – og her tænker jeg IKKE fysisk – men mentalt.

Jeg arbejder rigtig meget med min værdighed og retten til at være lige netop dén, jeg er og se ud, som jeg gør.

Det er alt sammen OK!

Der er ikke noget rigtigt eller forkert!

Jeg skylder faktisk også dette liv – jeg nu engang har fået – at være glad og taknemmelig og vise mig værdig til dette liv.

Jeg ved godt, at jeg bliver lidt højtidelig eller dybt tænkende her til sidst, men det sker jo nogle gange, når der starter noget nyt op – som et helt nyt år!

Jeg har læst om to “kendte”, der ikke følte sig værdige nok til dette liv og valgte at tage deres eget liv i december måned – og så følger jeg en ung kvinde på Instagram, der “bare” er glad for, at hun er i live til at opleve et nyt år og en anden kvinde, der desværre skal skilles.

Sådan nogle skæbner får mig også bare til at tænke, at jeg skal være taknemmelig for det, jeg har og det jeg kan.

I sidste ende er det jo faktisk mig, der bestemmer, hvordan jeg vælger at leve mit liv – og med hvem.

Jeg ved godt, at det er super nemt for mig at sidde her og skrive disse ting, men det kan jeg også kun gøre, fordi jeg er inde i en periode – heldigvis en ret lang periode – hvor jeg grundlæggende har det rigtig godt.

I dårlige perioder ved jeg, at jeg har svært ved at se så nøgternt på det hele – men det må jeg jo så arbejde med, når jeg kommer ind i sådan en periode igen. Og det gør jeg – det VED jeg.

Det er ikke for at være sortseer – men for at være realist. Jeg vil komme til at opleve sorger af den ene eller anden slags, fordi det er en del af livet.

Men lige nu – d. 2. januar 2020 – har jeg det rigtig godt og det vil jeg have lov til at have!!

Vintermånederne kan være mørke på flere planer….

Mange mennesker bliver påvirket negativt, når dagene bliver kortere og mørket fylder mere. Man kan ligefrem føle, at man måske går og bliver “små-deprimeret”.

Jeg kan godt selv have det sådan, men det er heldigvis kun i kortere perioder og perioderne er blevet kortere og kortere i takt med, at jeg har fået det bedre. Men jeg kender mange, der siger, at de er meget påvirket af, at dagene er så korte og jeg får ind imellem spørgsmål om, hvad jeg gør, når jeg har disse dage.

At komme udenfor

Det aller, aller, aller vigtigste for mig i de perioder er AT KOMME UDENFOR! Også selvom det er gråvejr – og også selvom det regner…. og tro mig, jeg VED, hvor svært og uoverkommeligt, det kan være at skulle rejse sig fra sofaen. Det er blevet nemmere for mig nu, fordi jeg har en hund, der skal luftes og det er jeg virkelig taknemmelig for.

De dage, hvor jeg ikke har kunnet rejse mig fra sofaen, har det været vigtigt for mig, at jeg har givet mig selv lov til at blive i sofaen. Jeg har simpelthen sagt til mig selv: “Det er helt ok, at du idag bliver siddende på din bagdel og ser tv, læser i en bog, gætter kryds og tværs eller lytter til en lydbog og…………..du må endda også gerne finde noget “lækkert”, du kan hygge dig med imens”. Det er IKKE nemt – det der med at finde ro med “bare” at blive siddende, men det kan jo være lige netop det, jeg har brug for den dag!

Når jeg har disse dage, prøver jeg dog også at få lavet lidt praktisk. Det behøver ikke at være meget. Jeg tømmer måske opvaskemaskinen, ordner lidt vasketøj, støvsuger stuen eller lufter huset godt ud. Bare lige lidt – så har mit hoved det bedst!

Hygge og tid

Jeg prøver også altid at gøre det lidt hyggeligt, når det er blevet mørkere – både om morgenen og om aftenen. Stearinlys er altid godt og så gør jeg en dyd ud af at leve livet langsomt. Det kan jeg heldigvis gøre og det er jeg meget bevidst om.

Jeg ved godt, at det ikke er en mulighed alle har, men jeg vil helt klart anbefale, at man giver sig god tid om morgenen og at man husker pauser i løbet af dagen. Det er super nemt for mig at skrive, men det er ikke nødvendigvis super nemt at praktisere i en stresset hverdag.

MEN det giver pote, hvis man kan få det indført.

Få det sagt højt

Jeg går jo rigtig meget ind for, at man skal sige tingene højt. Jo mere man får sat ord på, des mindre fylder det – for mig. Min familie har tit hørt mig sige: “Jeg har en dum dag idag”.

JEG VED DET KAN VÆRE SVÆRT – men som med så mange ting, så gør øvelse jo mester.

Find ud af hvem du kan tale med og som du ved, du vil kunne møde forståelse hos. Det kan være en ægtefælle, en god veninde, en far eller en mor (dem kan man godt have brug for, selvom man er voksen),en kollega, en bekendt eller andre.

Ræk ud og bed om hjælp!

For hvis du tænker over det, så ville du garanteret gerne hjælpe, hvis du blev spurgt, men nu er det dig, der har brug for hjælp.

Har du ikke lige nogen, du føler, du kan betro dig til eller er du ikke nået dertil endnu, hvor du kan gøre det, så skriv ned, hvad du føler eller optag det på en lydfil. Du kan også gå en tur og samtale med dig selv – ja – det har jeg faktisk gjort. Det føles fjollet, men det gør altså bare noget for mit sind at få følelserne ud.

Fortællingen

Jeg tror også mere og mere på, at de fortællinger, vi fortæller os selv, nemt kan blive vores sandheder. Og hvad mener jeg så med det?

Jo – hvis jeg hvert år siger til mig selv: “Åh nej, nu går vi ind i den mørke tid og jeg bliver bare altid påvirket negativt af det og går ind i en mild vinterdepression”, så vil det ske!

I Danmark er vi også virkelig gode til at tale om vejret, sommertid og vintertid. Så vi hører mange steder fra, at nu går vi den mørke tid i møde, solen er kun fremme så og så lang tid og dagene bliver kortere og kortere………..

Men……….faktisk bliver dagene ikke kortere! En dag/et døgn har stadig 24 timer og vi er heldigvis selv herrer over, hvad vi vil fylde de 24 timer med (ved godt, at der er arbejde, skole, børn, gamle forældre og alle mulige andre hensyn, der skal tages), men vi kan da selv bestemme, hvilken fortælling, vi vil fortælle om vores dag.

Man kan jo vende det om og tænke: “OK – nu går vi den mørkere tid i møde – det betyder mere hyggebelysning, gåture i mørke (det synes jeg nemlig er ret hyggeligt), mere tid i sofaen, tidligere i seng og det er også mere legalt at spise boller og drikke varm kakao, synes jeg.

Jeg ved godt, det ikke er nemt. For det synes jeg bestemt heller ikke selv, det er. Men jeg arbejder med at ændre mine “fortællinger”.

“Fredstid” vs. “krigstid”

Jeg har nævnt det før i forbindelse med angst!

Jeg gør rigtig meget af det, der er godt for mig selv i “fredstid”, så jeg kan være klar, når det ind imellem er “krigstid”. Det vil sige, at jeg i de perioder, hvor jeg har det godt, virkelig prøver at være god ved mig selv og det gør jeg bedst ved at lytte til mig selv og min krop HVER DAG. For når jeg husker at gøre dette, så går der længere og længere tid mellem “krigstiderne”.

Der kan være dage, hvor jeg har brug for en lur, en lang gåtur, at sidde foran fjernsynet, at snakke med en veninde, at bade, ikke at lave aftensmad, at gå tidligt i seng, at lave gymnastik, ikke at lave gymnastik, danse, spille spil osv….. Og jeg prøver virkelig – så vidt det er muligt – at lytte til, hvad det er, jeg har behov for den pågældende dag.

Det er ikke nemt at lytte til kroppen hver dag og det er BESTEMT ikke nemt at efterleve det, jeg så hører den siger – hver dag!! Men jeg øver mig og det skal jeg nok altid gøre – til en vis grad.

Jeg er typen, der helst skal have konkrete “opgaver”, for at jeg husker mig selv hver dag og lige for tiden går jeg meget op i taknemmelighed. Derfor har jeg købt en bog, der er en decideret taknemmeligheds dagbog. Det er meningen, at man skal skrive i bogen HVER dag i 100 dage, men det får jeg altså ikke altid lige gjort og det er helt ok. Jeg startede d. 24. oktober i år og jeg er da nået til dag 28, så det er ikke mange dage, jeg ikke får skrevet.

Og det virker!

I hvert fald for mig. Og hvordan ved jeg så, at det virker? Det er faktisk lidt svært at forklare, men jeg kender jo mig selv ret godt efterhånden og jeg tror på, at hvis ikke jeg havde haft den bog, så var jeg højst sandsynlig noget mere trist i mit sind, end jeg er på nuværende tidspunkt af året. Bogen får mig til at reflektere over min dag og jeg kan ALTID finde noget at være taknemmelig for.

Øver mig ret meget lige for tiden

Lige for tiden går jeg hjemme. Jeg er sygemeldt, fordi jeg er blevet opereret i min fod pga. en hælspore, der har generet mig i nogle år.

Da jeg i sommerferien fik at vide, at der var mulighed for operation og jeg blev henvist fra en ortopæd til sygehuset i Kolding var jeg helt med på, at der skulle gøres noget, for jeg kunne jo ikke blive ved med at gå rundt og have ondt 24/7.

Jeg kom til en samtale hos en fysioterapeut på Kolding sygehus, jeg blev informeret om operationen og fik jeg at vide, at jeg skulle være sygemeldt i 14 dage efter operationen. Jeg skulle gå hjem og tænke over, om operationen var noget, jeg ville og så skulle jeg kontakte dem igen efter noget tid.

Skæbnen ville så, at der stødte andre langt alvorligere ting til i familien og jeg valgte at sætte “projekt hæl-operation” på pause. Mine tanker om operation og sygemelding holdt dog ikke pause og jeg fik hurtigt lavet en fortælling om, at jeg da ikke kunne gå sygemeldt hjemme i 14 dage, for så ville det da gå helt ned ad bakke for mig og jeg ville sikkert blive deprimeret og alt muligt. Så da der blev lidt ro på de andre ting, der skete i familien (der blev i hvert fald lagt diverse planer, så alle kunne følge med), så havde jeg taget beslutningen om, at jeg IKKE skulle opereres!

Jeg har heldigvis familie, veninder og kollegaer omkring mig, der satte spørgsmålstegn ved denne beslutning og jeg tog de ting til mig, som de hver især sagde til mig og jeg valgte til at sætte mig selv i første række – i hvert fald i så lang tid, at jeg fik bestilt tid til operation!

Jeg gik også igang med at ændre min fortælling om at gå hjemme i 14 dage. På grund af de familiære ting der skete (og det var mange forskellige ting på én og samme tid), var mine tanker og min krop på overarbejde, så jeg begyndte at se min sygemelding som det afbræk, jeg i den grad havde/har brug for. Jeg begyndte at forberede mig ved at købe blade, kryds og tværs, min taknemmelighedsdagbog og jeg tænkte, at det ville blive hyggeligt at have så meget tid sammen med min dejlige hund.

Nu – hvor jeg så går hjemme – sørger jeg for at hygge. Stearinlys, langsomme morgener, te, slik, én kort gåtur med Molly og en lur på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen. Derudover efterlyste jeg gode Netflix-serier på Facebook og jeg er nu snart færdig med at se den første serie.

Nu er der så også kun gået to “normale dage” – altså hvor de andre er på arbejde – så jeg VED, at min tålmodighed bliver sat på prøve, men det er også ok.

Jeg er overbevist om, at de fortællinger jeg selv laver, kan være med til at bestemme mit humør.

Man hører tit, at man “bare skal tænke positivt”!! Og jeg har været ved at brække mig over den sætning og har det egentlig stadig lidt sådan. Jeg tror, det er fordi sætningen ikke fortæller noget om, hvor svært det kan være “bare at tænke positivt”.

Sætningen burde mere være noget med:

“Hvis du øver dig i meget, meget, meget lang tid og du virkelig er bevidst om det i en årrække og du har alle forudsætninger for at kunne gøre dette, så kan det være, at du måske, eventuelt, i perioder (når du er rimelig ovenpå) kan komme til “bare at tænke positivt”.