At være i et jobafklaringsforløb er ikke for “tøsetøser”……

Hold nu op – det her jobafklaring er godt nok hårdt!!

Og det er bestemt ikke for at lyde pivet – det er faktisk ret hårdt!

Jeg er rigtig glad for mit praktiksted

Jeg er rigtig glad for mine kollegaer

Jeg er rigtig glad for at skulle afsted på arbejde

Jeg er rigtig glad for, at jeg har et fantastisk “bagland”

Jeg tænker meget over at “passe på mig selv”

og alligevel er det mega hårdt!

Min krop reagerer jo prompte. Og det er jeg jo i og for sig glad for, for så ved jeg, hvornår jeg lige skal bremse lidt op og regulere nogle ting……………men det er også bare hårdt!

Og ja – nu ved jeg godt, at jeg har brugt ordet “hårdt” mange gange, men det er for at slå fast, at det ikke “bare” er en “dans på roser”.

Jeg tager virkelig hatten af for alle de fleksjobbere o.a., der har været gennem denne proces og jeg vil gerne slå fast, at man IKKE kommer sovende til en “afklaring” i et ressouceforløb.

DET ER BENHÅRDT ARBEJDE!!

Og hvorfor skriver jeg så dette?

Det gør jeg bl.a. fordi, jeg er træt af, at mange mennesker har en bestemt holdning til folk, der enten er førtidspensionister, fleksjobbere, i revalidering eller andet.

Vi er så heldige, at vores samfund gerne vil hjælpe os (og her er jeg udmærket godt klar over, at alle måske ikke føler sig hjulpet).

Men jeg føler mig hjulpet! Både af “samfundet” og alle mennesker omkring mig.

Jeg er også meget heldig, fordi jeg har et helt fantastisk “bagland” – og det ved jeg godt, at alle ikke har.

Men uanset – så har alle, der har været gennem en afklaring, været på hårdt arbejde. Både fysisk og psykisk – og det skal man ikke underkende.

Jeg skriver det også, fordi det igen – igen kommer bag på mig, hvor træt jeg bliver.

Det der med at gå fra 9 til 12 timer har krævet mere af mig, end jeg lige var klar over. Og jeg har tudet over det. Tudet af frustration og erkendelsen af, at det skal gå endnu mere stille og roligt. Jeg gik fra at arbejde 3 timer om dagen til at arbejde 4 timer om dagen – 3 dage om ugen. Men har nu måttet indse, at det må være 3½ time om dagen i stedet for 4 timer!!

Det kan måske lyde som et lille “problem” for nogle, men jeg kan love dig for, at når du står i det, så er det et stort issue og det tager lige nogle dage for mig – måske en uge – før jeg så accepterer, at det er sådan det er!

Det, der helt konkret sker, er at den “berømte” luft simpelthen begynder at sive ud af “ballonen” efter 3½ time. Jeg mærker det SÅ tydeligt. Der blive bare lukket luft ud og jeg bliver mere og mere træt på rekordtid. Det sker simpelthen så hurtigt, men nu har jeg oplevet det 5 arbejdsdage i træk, så derfor bliver jeg nødt til at lave timeantallet om!

Lizl Rand beskriver det meget godt på hendes blog:

http://lizl.dk/8-gode-raad-dig-bokser-stress-angst/

Under punkt 7 skriver hun bl.a.:

“Vær en omsorgsfuld kærlig forældre for dig selv – der godt ved, at det glade barn på trampolinen snart er træt selvom det lige nu griner”.

Det beskriver det bare så godt – den følelse jeg har, når jeg det ene øjeblik har overskud og overblik og det næste øjeblik kigger efter min “sut”, fordi jeg er blevet monster træt.

Men Lizl giver det lige den der positive vinkel. I stedet for at jeg bliver sur på mig selv og frustreret, skal jeg huske på, at jeg bliver træt af en grund og ville jeg – som forælder – så begynde at skælde “lille Lisa” ud? Nej, det ville jeg nok ikke!

Så endnu engang er det et spørgsmål om accept!

Accepten af at tingene nu engang er, som de er og accepten af, at jeg har en fantastisk krop, der med det samme fortæller mig, når “noget” skal være anderledes.

Derfor prøver jeg nu igen at overbevise mig selv om, at det er helt i orden, at jobafklaringen går stille og roligt – men stødt – fremad.

Jeg skal jo helst selv kunne følge med – hele vejen.