At tillade de følelser, der er……

Det er bare ikke altid nemt!!

Idag er det fredag og jeg har haft en meget travl uge. Det resulterer i, at jeg idag er træt med træt på – tæt på at være udmattet.

Og hvorfor lader jeg det komme så langt ud?

Lige for tiden er min mand kun hjemme i weekenderne – hele ugen er han i udlandet på arbejde. Det er hårdt på flere måder.

I sidste uge syntes jeg, at det var meget synd for mig, at min mand var så lidt hjemme og det savn og den ensomhed valgte jeg at dulme med “lækkerier”. Det er en gammel vane, jeg har, når jeg synes, ting bliver lidt for barske for mig.

Så har jeg en såkaldt “Snaccident” – fedt ord jeg fandt igår på Facebook.

I denne uge tænkte jeg så: “Det skal fa…. være løgn. Jeg skal ikke “gå til” i søde sager m.m.”, så jeg valgte en anden strategi i denne uge.

Samtidig med at jeg stadig er i virksomhedspraktik, så skal jeg da også lige sørge for at have aftaler HVER ENESTE DAG hele ugen. For så kommer jeg da ikke bare til at sidde og sidde!!

 

Dette er også en gammel vane. Mere at lave, avler mere at lave – hos mig. Så har jeg virkelig svært ved at finde min grænse og så presser jeg på………………………………indtil………………..jeg er temmelig energiforladt.

Begge strategier viser mig én ting – og det er, at jeg prøver at flygte fra det, jeg egentlig føler: nemlig savn og ensomhed.

Jeg siger til mig selv: “Helt ærligt – du er en voksen kvinde – og du er så heldig, at du har en mand, du kan savne – så nu tager du dig lige lidt sammen”.

Faktum er bare, at jeg nogle dage får helt ondt i kroppen af savn og det er ikke en rar følelse. Hvis det så hjælper mig at tage et stykke kage eller et glas vin – so what!! Er det ikke OK??

Jeg vil faktisk prøve at give mig selv lov til at være med de følelser, jeg har og så vil jeg PRØVE at lade være med at dunke mig selv i hovedet over, at jeg godt kan lide at få noget til min te om eftermiddagen.

Når vi igen er mere samlet som familie, kan jeg sikkert finde ro og glæde i min krop på en anden måde.

Jeg er så F…… træt af at være sådan efter mig selv hele tiden.


Nu er det altså ikke sådan, at jeg render rundt og græder og slet ikke kan finde ud af at være til uden min mand. Jeg har bestemt også andre følelser, der fylder.

Jeg har en dyb, dyb taknemmelighed over tingenes tilstand. Jeg er f.eks. super glad for min hverdag og for det vejr, vi har haft hele ugen. Det er så fantastisk og på en eller anden måde lidt magisk, når det er minus grader og solskin (det gør også vinterbadningen til noget helt specielt).

Mine to drenge giver mig mere, end de aner – ved bare at være til stede i huset.

Jeg har også en stor taknemmelighed over, at jeg nu kan sætte ord på, hvad det er, der rører sig i mig. Jeg ved nu, hvorfor jeg agerer, som jeg gør, og jeg kan – for det meste – finde en forklaring på hvorfor min krop og mit sind reagere, som den/det gør.

Jeg er nået så langt med mig selv de sidste tre og et halvt år. Og det kan jeg bl.a. takke mig selv for. Jeg bliver ved med at opsøge ting, forløb, bøger m.m., der hjælper mig videre i min proces.

Netop derfor har jeg også valgt at melde mig til endnu et “Hvad-siger-du-krop forløb” hos Maja Nusbaum. Det er mit tredie forløb og jeg glæder mig helt vildt.

Da jeg er et nyt sted med mig selv, hver gang jeg starter op på et sådant forløb, lærer jeg også noget nyt om og med mig selv HVER GANG.

Jeg ser det som en fantastisk og interessant rejse.