Angstgruppen i Odense

I marts måned 2015 valgte jeg at melde min ind i Angstforeningen. Det gjorde jeg, fordi det var blevet vigtigt for mig, at mødes med andre med angst. På det her tidspunkt var jeg lige stoppet i terapi gruppen hos Lokalpsykiatrien og jeg kunne mærke, at det var vigtigt for mig at tage et nyt skridt. Et skridt mod ”helbredelse”. For jeg havde stadig en overbevisning om, at jeg kunne slippe af med min angst. Den skulle jeg nok få til at forsvinde. Den var/er jo så ubehagelig, så jeg skulle jo for alt i verdenen slippe af med den. Den skulle ud af mit liv!!

Efter at jeg var blevet meldt ind i Angstforeningen, kunne jeg blive skrevet op til at komme med i en støttegruppe. Og der gik ikke lang tid, før jeg blev kontaktet af en mand, der hedder Søren, som stod for støttegruppen i Odense. I Odense!!! Hvad havde de tænkt sig? At jeg skulle sætte mig ind i min bil og kører til Odense om aftenen??

Jeg spurgte naturligvis, om ikke der fandtes en sådan støttegruppe i Svendborg. Men nej! Det var der ikke!

Så jeg brugte lige lidt tid på at tænke over, om jeg overhovedet kunne komme med i denne støttegruppe pga. min angst for at køre på motorvejen. Selvfølgelig kunne jeg ”bare” vælge at køre ad landevejen til Odense, men så dukkede det næste problem op. Det ville nå at blive mørkt, mens jeg var i Odense. Tidspunktet for møderne var nemlig fra kl. 19.00-21.00. Dvs., at jeg skulle også være hjemmefra om aftenen og det var virkelig ikke min kop te.

Men enden på det hele blev, at jeg sagde ja til at være med i støttegruppen og mandag d. 14. april 2015 var jeg til første gruppemøde. Jeg har skrevet lidt om det i min dagbog og det er det, I kan læse herunder:

14. april 2015

I går aftes skulle jeg for første gang i lang, lang tid af sted om aftenen. Jeg skulle være væk hjemmefra fra kl. 18 – ca. 22. Og tanken om, om jeg skulle blive hjemme i stedet for, var inde og vende. Det gjorde jeg heldigvis ikke.

Fordi, det jeg skulle, var noget, der var godt for mig!! Jeg skulle til det første møde i en angstgruppe. Det var noget, jeg havde set frem til, da jeg virkelig føler, jeg har brug for at snakke med andre ” i samme båd”. Og det viste sig også at blive en succes.

Jeg var meget nervøs lige da jeg kom derud. Blev mødt af Søren (ham der stod for gruppen) og så skulle jeg selvfølgelig lige på toilettet. Lidt nervøs-tisseri og så lige en sms til Manden.

Mens jeg var derude, hørte jeg stemmer. De andre var begyndt at komme. Jeg kommer ud og går ind i det rum, hvor vi skal være og der sidder 3 MÆND!

Det kom bag på mig.

Jeg ved godt, at mange mænd også lider af angst, men jeg havde ventet at se bare én kvinde. Så går der lidt og så kommer der 2 mænd MERE….!

Så jeg sidder der og kigger rundt på de 5 mænd, jeg nu er i rum med. Søren går i gang med at fortælle lidt om gruppen, som de andre har været med i i længere tid. Midt i hans præsentation kommer der dog heldigvis en kvinde ind ad døren. Så vi er altså 2 kvinder og 5 mænd i denne gruppe.

Der gik ikke lang tid før jeg kunne føle, at jeg vil passe rigtig godt ind i denne gruppe. Der bliver grint lige så meget, som der bliver talt alvorligt. Det giver mig et eller andet at høre andre fortælle om, hvor svært de synes, det er at leve med deres angst. At jeg ikke er den eneste, der oplever disse mærkelige, fysiske symptomer. Og så det med manglen på forståelse hos andre, der ikke har oplevet angst – den kendte de andre selvfølgelig også til.

Det fungerer mere eller mindre på samme måde som i terapigruppen. Alle får taletid og vi andre må komme med input. Alle var meget søde og jeg glæder mig allerede til næste gang. Og det gik også fint nok med at køre til Odense selv og hjem igen – selvom det var blevet mørkt.


 

Jeg var faktisk kun i denne angstgruppe 2-3 gange. Kan ikke helt huske, hvor mange gange jeg kom afsted. Det tog simpelthen for meget af min energi, at jeg skulle HELT til Odense og så skete der en masse andre ting i mit liv på det her tidspunkt, så jeg kunne ikke overskue det. Jeg fik dog en rigtig god bemærkning med fra gruppen, som én af de andre deltagere sagde:

 ”Man skal forberede sig på angst i ”fredstid” med f.eks. mindfulness, yoga, cykelture m.m. – så man kan gøre brug af det i ”krigstid””.

Hvis der havde været en angstgruppe i Svendborg, tror jeg, at jeg var fortsat i den, men jeg fandt ud af, at jeg stadig bøvlede med andre underliggende problemer og jeg var så heldig, at jeg kunne få nogle flere samtaler hos min psykolog og det var de samtaler, jeg blev nødt til at bruge min energi på.  

Og så har jeg jo også siden hen fundet ud af, at angsten ikke er noget, jeg nogensinde kommer til at slippe af med. Den vil altid være der! Jeg skal “bare” takle den, når den viser sig og det er jeg da heldigvis blevet meget bedre til.

Det har hjulpet mig rigtig meget, at jeg ikke længere modarbejder angsten. Jeg kan tydeligt mærke, når den er på vej og idag ved jeg, hvilke forholdsregler jeg skal tage for at mindske angsten. 

Jeg kan gøre rigtig meget selv i det daglige, men jeg kan naturligvis ikke bestemme over alt, hvad der sker i mit liv, så hvis/når der sker uforudsete ting, kan jeg ikke altid nå at gribe et angstanfald i opløbet.

Men så ved jeg, at det “bare” er angst. 

Det skriver jeg ikke for at negligere angst. Jeg kender ALT til, hvor forfærdeligt det er at være i et angstanfald.

Jeg skriver det, fordi – på de gode dage – kan jeg godt sige til mig selv: “det er bare angst, det er bare angst, det er bare angst …..” Og det kan faktisk nogle gange hjælpe mig til ikke “at miste” mig selv fuldstændig.

Angst symptomer kan til forveksling ligne nogle af de symptomer, man f.eks. får ved et hjerteanfald. Så for at berolige mig selv, prøver den rationelle del af min hjerne at fortælle mig, at jeg ikke er ved at dø!

Og ja – er man i angstens greb – kan man godt tro, at man er ved at dø. At nu er éns sidste time kommet. Men igen – det er så svært for andre (uden angst) at forstå.

Men det er jo netop én af grundene til, at jeg skriver her på denne side. For at få brudt nogle tabuer.

Vi – os med angst – må blive ved at fortælle om det. Vi må stå sammen om at bryde tabuet.

For:

Vi KAN!

Vi VIL!

Og vi TØR………………..!