Angsten for Angsten

Mange der har haft angst, har sikkert også prøvet at have angst for angsten.

Det er virkelig ubehageligt og følelsen er nøjagtig den samme som, hvis man har et angstanfald.

I hvert fald når angsten for angsten er værst.

Jeg prøvede engang, hvor min mand og jeg skulle ud at køre på motorvejen (som jo virkelig kunne fremprovokere min angst). Jeg kan ikke huske, hvad vi skulle eller hvor langt vi skulle køre, men her oplevede jeg virkelig angsten for angsten.

Jeg gik rundt derhjemme og ventede på, at min mand skulle komme hjem fra arbejde – vi skulle nemlig køre, så snart han kom hjem.

Jeg kunne godt mærke, at jeg gik og blev mere og mere nervøs. Jeg drak en masse koldt vand og gik hvileløst rundt. Til sidst måtte jeg gå udenfor for at få noget luft. Mens jeg gik rundt derude “skyllede” angsten bare ind over mig.

Og her taler vi jo “bare” om – tanken om – at skulle ud at køre på motorvejen.

Og i denne situation oplevede jeg faktisk, at angsten for angsten var værre end selve  den angst, jeg oplevede, da vi endelig kom ud at køre på motorvejen.

Jeg har mange gange oplevet angsten for angsten om aftenen/natten i min egen seng. Når jeg er færdig med at læse (hvilket jeg gør hver aften), jeg har slukket lyset og skal til at sove. Så kan tankerne nemlig få frit spil!

Og hvad har jeg så gjort for ikke længere at opleve angsten for angsten?

Jeg har stille og roligt fået det bedre!

Og hvordan har jeg så fået det bedre?

Det skriver jeg om forskellige steder på min blog – bl.a. i dette indlæg:

http://minegenhave.dk/at-goere-brug-af-det-der-virker/

Jeg har ikke de vise sten mht., hvordan man undgår at opleve angsten for angsten. Det eneste jeg vil sige, jeg sådan cirka ved med sikkerhed er, at al arbejde med angst tager tid og det kræver ro!

Så tålmodighed og masser af selvkærlighed er vejen frem!