Angst med angst på!!

Som jeg skrev i mit sidste indlæg, så sker der ret meget i min omgangskreds for tiden og jeg har gjort, hvad jeg kunne for at passe på mig selv ………….. troede jeg!!

Det hele HAR været for meget for mig (også fordi der lige er noget, der hedder jul og nytår) og jeg er begyndt at opleve angst igen.

Det er faktisk så lang tid siden, at jeg har haft et rigtigt angstanfald, at jeg havde glemt hvor frygteligt, væmmeligt det er!

Men det har jeg så fået genopfrisket nu.

Første gang jeg oplever det her i julen er faktisk d. 24. december. Jeg ligger (som hver dag) og er igang med at lave en afspænding. Det er en afspænding, der er lidt “hypnose-agtig” og den tager ca. 30 minutter. Et eller andet sted i denne afspænding, får jeg pludselig kuldegysninger, der ruller op og ned ad armene på mig og jeg bliver svimmel (typiske “for-stadier” til et angstanfald for mig). Men jeg får “talt” mig selv til ro igen og jeg laver afspændingen færdig.

Ikke ret lang tid efter denne afspænding skal vi i kirke til den årlige julegudstjeneste. Vi når at synge den første salme – præsten siger lidt – og så midt i den anden salme, får jeg det meget dårligt. Jeg sveder helt vildt og jeg føler mig klaustrofobisk og jeg må bare ud af kirken. Og da jeg sidder i en sidefløj, er der IKKE nogen, der ikke ligger mærke til, at jeg går ud af kirken. Men sådan måtte det være. Jeg skulle have noget luft. Jeg går en lille omvej hjem og jeg kan bare mærke, at tårerne presser sig på.

Da jeg kommer hjem kan jeg ikke længere holde det tilbage og jeg bryder grædende sammen. Ældstesønnen er hjemme og kommer ud til mig. Vi får snakket lidt om, hvad der er sket og vi krammer. Det hjælper og det var åbenbart, hvad jeg havde brug for. Resten af aftenen var der ikke noget og vi havde en hyggelig juleaften.

Første juledag går også stille og roligt. Jeg går en lang tur, da jeg kan mærke, at jeg har brug for den friske luft.

Anden juledag skal vi til Jylland til julefrokost med familien. Jeg kan tydeligt mærke, at min krop er i alarmberedskab og at jeg skal tage tingene, som de kommer. Jeg siger det også til min mand, så han ved, at jeg har det lidt presset.

Turen derop går fint og vi har det hyggeligt i Jylland. Men da vi skal hjem om aftenen, er det (selvfølgelig) blevet mørkt og det regner. Jeg havde selv sagt, at jeg gerne ville køre hjem, da jeg tænkte, at min angst bedst ville kunne håndtere, at jeg selv sad bag rattet. Men jeg havde ikke lige taget højde for mørke og regnvejr. Køreturen gik vel egentlig ok – bortset fra at jeg var mega anspændt hele vejen.

Anspændtheden resulterede i, at jeg de sidste to dage har haft smerter i nakken og hovedet og jeg har måttet tage smertestillende (hvilket jeg normalt næsten aldrig tager mere). Og så har jeg været virkelig, virkelig træt.

Idag skulle jeg så i byen for at hygge med yngstesønnen, men inden vi tog afsted, oplevede jeg nogle virkelige voldsomme angstanfald. Jeg ringede til min mand og han bad mig om at gå ind til yngstesønnen for at bede ham om at kramme mig/trøste mig.

Det var virkelig grænseoverskridende, da jeg har svært ved, at mine børn skal trøste mig. Men det hjalp virkelig meget, at han ville holde om mig. Og han har også sagt til mig, at det er vigtig for ham, at jeg er ærlig overfor ham – især når jeg har det skidt. Det endte heldigvis med, at vi kom afsted og vi havde det rigtig hyggeligt.

Jeg kan ikke huske, at jeg har oplevet så voldsomme angstanfald siden 2014, så det har virkelig gjort mig nervøs. Derfor skal jeg passe rigtig meget på, at jeg ikke begynder at blive angst for angsten.

Jeg tror, at jeg skal lære at være endnu mere tydelig, når jeg har det skidt. Det skal være ok for mig at sige det højt. Min mand sagde nemlig til mig, at det kom helt bag på ham, at jeg fik et angstanfald i kirken. Det var jo et af de mest rolige tidspunkter på dagen, sagde han. Men man kan jo ikke se, hvad der foregår inde i hovedet på andre mennesker.

Og i mit hoved var der kaos.

Jeg sagde til ham, at han skulle prøve at forestille sig, hvis han en aften gik i seng, slukkede lyset og lagde sig til at sove. Jeg ved nemlig, at rigtig mange mennesker oplever, at lige så snart de lægger deres hoved på hovedpuden, så er det ligesom at trykke på en knap, og så går tankerne ellers igang med at køre på højtryk. Netop sådan havde jeg det i kirken. Den forklaring kunne han forstå, for det har han selv prøvet.

Jeg har været nødt til at aflyse vores nytårsaften aftale med min dejlige, kusine i Jylland og jeg har aflyst en aftale med en veninde i starten af det nye år. Jeg har virkelig brug for at prioritere mig selv og mine behov.

Når jeg har det psykisk skidt – som nu – så sker der også et skred i mit selvværd. Jeg taler ikke pænt til mig selv og jeg bliver usikker på mine nærmestes kærlighed til mig. Jeg begynder simpelthen at tvivle på, om de mon stadig elsker mig, når nu jeg er så besværlig! Og når nu der skal tages så meget hensyn til mig.

Det er med andre ord en rigtig ond cirkel, jeg er på vej ind i. Og det kommer til at tage tid og kræfter at komme ud af den igen.