Af hjertet tak <3

Jeg er virkelig dybt rørt over alle de søde tilbagemeldinger, jeg har fået efter mit sidste blogindlæg.

Jeg tænkte meget over, om I ville få ondt af mig, når I læste mit indlæg, for det var ikke det, der var meningen. Jeg vil bare så gerne være med til at oplyse om, hvordan det egentlig er at have angst. Jeg havde nok i et stykke tid gået i håbet om, at jeg var færdig med at få angstanfald. Det hørte min fortid til, bildte jeg mig selv ind. (Selvom jeg jo godt ved, at angsten vil være min tro følgesvend hele livet).

Det, der var anderledes denne gang i forhold til tidligere angstanfald, var, at de ikke “lagde mig ned”. Jeg havde en eller anden form for tro på – og tillid til mig selv, der gjorde, at jeg instinktivt vidste, at jeg havde brug for hjælp. Jeg kunne ikke klare det selv.

I mine angstanfald i fredags – der tilsammen varede maks. 1 time, nåede jeg både at snakke med min mand 2 gange (via mobilen), med ældstesønnen 1 gang (via mobilen), sende sms til ældstesønnen, ringe til min psykomotoriske terapeut og til sidst bede yngstesønnen om at trøste mig ved at holde om mig (+ at jeg var på “det lille hus” nogle gange, da angstanfald altid går i maven på mig).

De sidste par dage har jeg godt kunnet mærke snerten af angst indimellem, men den får ikke den plads, den gerne vil have.

Det går heldigvis meget bedre!

Og det er der flere grunde til:

  1. Jeg tog nogle aktive valg i juledagene – aflyste nytårsaften med min kusine og hendes familie og aflyste en aftale med en af mine veninder.
  2. Jeg har ikke lavet noget nytårsfortsæt.
  3. Jeg har fået en masse søde tilbagemeldinger fra jer, der læser min blog.
  4. Jeg har fået masser af kram, kys og kærlighed.
  5. Og så er hverdagen startet op igen.

 

 

Da den dårlige samvittighed over at ændre planerne for nytårsaften først havde lagt sig, gik vi all-in på at få en rigtig hyggelig aften herhjemme. Og jeg vil sige, at selvom vi kun var tre – yngstesønnen, manden og jeg – så formåede vi at gøre aftenen rigtig hyggelig og sjov. Lige sådan en aften jeg havde brug for.

Og NEJ – jeg har IKKE lavet noget nytårsfortsæt!

For første gang – så længe jeg kan huske tilbage – har jeg i julen og dagene derefter spist lige nøjagtig, hvad jeg har haft lyst til UDEN at blive mega sur på mig selv. Og det har bare gjort dagene meget nemmere at komme igennem. For folk, der ikke har en spiseforstyrret adfærd, er det måske svært at forstå, hvad jeg mener. Men for sådan én som mig, så har det givet mig én ting mindre, jeg skulle bekymre mig om – og det har været en helt, vild lettelse.

Mine nytårsfortsætter har altid, altid, ALTID handlet om min vægt!!

NU SKAL DET VÆRE: spise mindre og motionere mere!

Men ikke i år!

Det er bestemt ikke fordi, jeg ikke vil leve sundt. For det vil jeg! Jeg har bare fået et andet syn på, hvad sundhed er for mig. Jeg vil stadig – hovedsagligt – spise det, jeg synes er sundt og jeg vil naturligvis motionere.

Samtidig vil jeg passe på mig selv og gøre mere af det, der gør mig glad:

  • Være sammen med min familie og mine venner.
  • Komme ud i den dejlige natur.
  • Vinterbade.
  • Se Netflix.
  • Gøre brug af psykomotorisk terapi.
  • Få ansigtsbehandlinger.
  • Læse bøger.
  • Meditere/afspænde.
  • Bede om hjælp når jeg har brug for det.
  • Hjælpe andre når energien tillader det.
  • Skrive på min blog.
  • Og meget mere………….

 

For mig handler det om at have et liv i balance – netop for at jeg kan være klar til de “ubalancer”, der altid dukker op i éns liv.

 

Når jeg i starten af mit indlæg skriver, at det hjælper mig, at hverdagen er gået igang igen, så er det ikke så meget fordi MIN hverdag kommer til at være som hidtil.

Det er mere et spørgsmål om, at tingene herhjemme “ligner” sig selv igen. Manden og sønnerne er startet op på henholdsvis arbejde og skole igen – og jeg har fået pakket alt julehalløjet væk. Det giver en vis form for ro, at noget igen bliver, som det plejer at være.

Allerede her de første par uger i 2018 står jeg overfor to store ting, der vil give mit liv en form for ubalance – indtil det hele lige finder tilbage på plads igen.

Den første store ting er, at min far skal opereres igen – igen. Det er femte gang, han skal “under kniven” inden for de sidste 4-5 år og selvom det ikke er noget livstruende, han skal opereres for, så er det stadigvæk ikke rart – slet ikke når man ikke længere er nogen “vårhare” (min far er 81 år gammel og er bl.a. blevet opereret for kræft 2 gange). Jeg har fulgt ham i tykt og tyndt gennem disse år og jeg vil også være der for ham denne gang. Det kan jeg slet ikke lade være med!

Det anden store ting, der sker lige om lidt er, at jeg stopper i min praktik i Sundhedshuset. Det er jeg rigtig ked af, men sådan er det nu engang.

Jeg er rigtig spændt på, hvordan det bliver for mig pludselig at skulle gå hjemme HELE dagen, HELE ugen……..! Det bliver en udfordring – men omvendt – så får jeg mulighed for at gøre en masse af det, der gør mig glad.

Næste skridt for mig er så en indkaldelse til møde med rehabiliteringsteamet, der skal vurdere, om jeg kan blive visiteret til fleksjob.

Så alt i alt går det stille og roligt fremad igen.

Men der er lige nogle “bump” her i den nærmeste fremtid, jeg skal igennem – forhåbentlig uden angstanfald – før det hele højst sandsynligt vender til det gode igen.