14 dage på nedsat dosis



Og hvordan går det så?

Tjo ….. efter 8 dage med svimmelhed havde jeg en dag igår UDEN svimmelhed. Det var bare skønt. Idag er jeg så svimmel igen, men tænker, at det skyldes, at jeg havde ret travlt på arbejdet idag og så valgte jeg også lige at arbejde en time ekstra…. DET SKAL JEG IKKE ….!!

Svimmelhed er – under normale omstændigheder – et tydeligt tegn for mig om, at jeg lige skal “skrue lidt ned”. Så jeg håber, at det “bare” var arbejdet idag, der gør, at jeg nu er ret svimmel. Det må meget gerne være væk i morgen igen!!

Udover svimmelheden har jeg ikke mærket meget til, at min hjerne får mindre “stof”.

Jo – jeg har også været ret træt, men det er jeg jo ret tit – så om det lige er det ene eller det andet, det er ikke til at vide.

I de sidste to uger har jeg heller ikke haft min ugentligt fridag!!

Jo – jeg har haft fri fra arbejde, men så har jeg valgt at fylde min fridag ud med noget andet – denne gang med varmtvandsgymnastik.

Det går bare ikke, at jeg skal noget på min fridag. Mon jeg nogenside lærer det??

Det der med varmtvandsgymnastikken er også lidt af en historie for sig selv.

Jeg har – i en del år efterhånden – smerter sådan lidt forskellige steder rundt om i kroppen. Slidgigt i nakken (der går ud i højre arm og hånd) slidgigt i højre knæ, lændehvirvler og skævt bækken – der indimellem giver smerter i nederste del af ryggen, hælspore i højre hæl (der giver udfordringer i venstre iskias), så der er nok at skulle forholde sig til. Jeg er ALDRIG helt smertefri!

På “gode” dag (som der heldigvis er flest af) kan jeg godt grine og være med på joken: “Så længe du mærker smerter om morgenen, er du da ikke død!” På dårlige dage skal der ikke jokes ret meget.

Fælles for smerterne er, at de er værre, når jeg ikke passer godt nok på mig selv – både fysisk og psykisk.

Jeg har i flere år prøvet forskellige fysiske aktiviteter af, men har måttet sande, at det bare ikke er alt, jeg kan kaste mig over. Min krop siger ofte fra = smerter der bliver forværret – og jeg GIDER ikke at have ondt. Jeg hører bestemt ikke til dem, der siger, at “det skal gøre ondt, før det bliver godt”.

Psyken spiller også ind på de ting, jeg afprøver. Hvis det bliver en for stor udfordring for mig at skulle afsted til en aktivitet, så er det IKKE det, jeg skal! Og så er jeg for øvrigt OVERHOVEDET ikke god til at skulle afsted til noget om aftenen – og sådan er det bare!

For lige at vende tilbage til varmtvandsgymnastikken, så er det noget, jeg har gået til før. På daværende tidspunkt var det rigtig godt, da jeg ikke havde så mange timer på mit arbejde.
Det gjorde helt klart noget godt for min krop dengang. Man kan bevæge sig på en helt anden måde nede i det varme vand.

Jeg havde også mulighed for at køre i egen bil , fordi jeg kunne køre min mand på arbejde om morgenen og hente ham igen, når han havde fri. Den mulighed har jeg ikke idag.

Idag arbejder jeg mere – 4 dage om ugen – hvilket gør, at jeg bliver nødt til at bruge min fridag på gymnastikken. Jeg kunne i princippet godt tage afsted efter arbejde, da gymnastikken ligger, når jeg har fået fri, men så meget overskud har jeg ikke at give af på en arbejdsdag.

Og så er der det med bilen!

Varmtvandsgymnastikken foregår et sted, hvor det (for mig) er nødvendigt at have en bil for at kunne komme frem. Det tager ca. 20-25 min. i bil at nå frem, så at cykle er ikke nogen mulighed for mig. Der er heller ikke offentlige transportmidler, der kører helt derud, hvor gymnastikken bliver afholdt.

Det vil sige, at jeg skal låne en bil hver uge for at komme til og fra gymnastikken. Det kan for nogle virke som en lille ting – for mig er det igen at besværliggøre ting, hvilket gør det mere uoverskueligt for mig. Det til trods for, at jeg har en far, hvís bil jeg altid vil kunne låne!!

Men mit hoved fungerer nu engang sådan, at tingene ikke må være for uoverskuelige for mig.

Varmtvandsgymnastikken har faktisk også givet mig flere smerter i kroppen og det kan sagtens være min psyke, der spiller ind her. Jeg har måske egentlig ikke oprigtig lyst til at gå til det her gymnastik, når jeg synes det hele er så besværligt.

Derfor er jeg stoppet igen!!

Jeg må “nøjes” med mine 3 gåture om dagen med min dejlige hund og mine cykelture til og fra arbejde. Begge dele er til gengæld noget jeg nyder (for det meste) og så er det jo det, jeg skal holde mig til.


Min svimmelhed var væk i morges, så det var altså “bare” et varsel om, at jeg havde spændt buen lidt for meget igår!!

Idag har jeg også haft lidt “fornemmelser” i kroppen. Jeg oplevede det på arbejde. Jeg skulle lige have en lille snak med én af mine kollegaer og min leder her til morgen – en snak jeg selv satte igang ang. noget, der påvirker mig en del og noget som jeg skal i nærmeste fremtid. Måske jeg kommer ind på det her på siden – måske ikke.

Mens vi havde den snak, blev jeg meget påvirket. Jeg begyndte at græde og jeg fik en underlig fornemmelse i brystet. Jeg har haft uro i kroppen det meste af dagen, men jeg kan jo ikke vide, om det er pga. mindre dosis eller om det stadig er påvirkningen fra igår, hvor jeg “pressede citronen” for meget.

Det må tiden jo vise. Jeg har tid hos min læge på onsdag og jeg er da spændt på at høre, hvad han siger til det hele.

Men… nu er det weekend – jeg skal se min yngste søn lave gymnastikopvisning imorgen på efterskolen og så tager jeg ham med hjem til på mandag. Det bliver SÅ dejligt.